Foto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Det sjove årti er endegyldigt forbi

Matthew Perry er død i en alder af 54 år. Her skriver Emil Norsker om hans smertefulde liv og hans store bidrag til satiren.

Matthew Perry har altid været misforstået. Det var essensens af hans komiske talent, og det var tragedien i hans liv – og nu død – da han denne lørdag afgik ved døden i sin jacuzzi.

Han var misforstået i den forstand, at folk og fans ofte i mange år troede, at han blot ubesværet gled gennem verdens måske mest populære sitcom med et hav af veltimede jokes. Vittigheder, der var med til at give en ellers til tider noget glat serie lidt kant, lidt smerte. Men der var selvfølgelig en anden og mere mørk sandhed bag.

For han led. Både som sin figur, Chandler Bing i ’Friends’, men først og fremmest privat, hvor han var voldsomt afhængig af nervepiller, metadon og alkohol gennem hele seriens storhed i 90’erne.

På den måde var han misforstået, som 90’erne også er blevet det den seneste tid.

Det er med rette blevet kaldt det sjove årti, for det var det også. Der kom fremgang i økonomien, komedieserien (’Friends’, ’Seinfeld’ og ’Frasier’) havde sin storhedstid, og grundtonen var ironisk. Men den var det, som med Matthew Perry, på en smertefuld baggrund. Årtiet blev kaldt lalleglad og humor uden mening, men det bliver oftest sagt af folk, der ikke levede (eller kan huske) perioden.

Tidens børn og unge blev kaldt Generation X, og de voksede ud af 70’ernes betonmarxisme og humorforladte politiske paroler. De var børn i fattigfirserne og i skyggen af den kolde krig og paddeskyens trussel. Boomernes idealer og selvhøjtidelighed, der nu nærmest stod tilbage som hykleri, da de mere eller mindre frivilligt havde solgt ud, var latterlige. Og derfor blev grundtonen for årtiet og generationen ironisk. For hvordan kunne man tage idealer og politik alvorligt, når det hele var blevet afsløret som hul selvgodhed?

’Friends’ og de andre populære sitcoms var også et oprør mod kernefamilien, der ellers var den traditionelle sceneri. Nu var vennerne den selvvalgte familie. Især fordi ens egen mor og far havde fucket sig selv og deres afkom op i forsøget på selvrealisering. Det var netop også tilfældet med figuren Chandler Bing. Han var ødelagt hjemmefra.

Seriens skabere tog i begyndelsen skuespillerne enkeltvis ud til frokost og bad dem fortælle om dem selv, og her sagde Matthew Perry ifølge magasinet Rolling Stone:

“Jeg er ikke en uattraktiv mand, men jeg er bare forfærdelig med kvinder… det er en karakter, du ikke har set før. Og jeg er heller ikke tryg ved nogen stilhed overhovedet. Jeg er nødt til at bryde ethvert akavet øjeblik eller stilhed med en joke. Og hvilken bedre karakter til en sitcom er det? Det er en indbygget undskyldning for ham for at være sjov.”

Da ’Friends’ sluttede, var han den skuespiller, de fleste regnede med, ville få en god karriere bagefter. For selv om de andre karakterer også var dygtige, sjove og smukke, vidste alle godt, hvem der havde det største komiske og kunstneriske talent.

Det startede også rigtig godt med komedien ’9 fod under’, der blev et stort hit, men efterfølgeren var et kæmpe flop (og uhyre ringe), og i det hele taget havde han siden svært ved at ramme den. På trods af en glimrende præstation i den voldsomt oversete serie ’Studio 60 on the Sunset Strip’.

Nu har de nye generationer taget ’Friends’ til sig, og streamingtjenesterne har kæmpet milliard store opgør om at have serien i sit udvalg. Et faktum, der understreger, at den har overlevet godt men også, at der måske mangler mere humor i vores tid. 90’erne har længe været populært i moden og kulturen, men måske døde den uskyldige glans i dag.

Matthew Perry kæmpede med afhængighed hele sit liv og var tæt på at dø af det flere gange.

Hans karakter Chandler Bing brugte humor og ironi som psykologisk forsvarsmekanisme, fordi han havde det svært. Det var en måde at overleve på. Desværre virkede det ikke i det virkelige liv.

Generation X og alle andre har nu mistet en figur, der på trods, eller netop på grund af, sine mange fejl, var så elsket. Det, at han nu har forladt os, har givet os langt mindre at grine af.

Find mere om
Footer graphics