CPH:DOX er tilbage – her er 10 film, Heartbeats skal se

Fra udsatte unge i de hårdeste kriminelle miljøer i Chicago til den svenske skateboard-stjerne Ali Boulalas vilde liv. CPH:DOX skydes i gang onsdag, og listen over film, vi gerne vil se, er lang.

Filmfestivalen CPH:DOX har ligesom mange andre kulturbegivenheder været ramt af coronapandemien og de mange begrænsninger, der har holdt folk fra at kunne mødes.

Men nu er festivalen tilbage, og undertegnede er mildest talt blæst bagover af programmet, der får mig til at drømme mig ud i verden.

Vi kommer nemlig forbi det legendariske Chelsea Hotel i New York, de grønne bosniske bjerge, en katolsk folkeskole i irske Belfast, gangsterbyen Chicago og pensionistparadiset i Florida.

Fra 23. marts til 3. april er der filmpremierer og arrangementer over hele København – fra Bremen Teater og Absalon til Kunsthal Charlottenborg, Statens Museum for Kunst og Aveny-T.

I år har CPH:DOX fokus på tre hovedspor – videnskaben, samfundet og kunsten, der hver får sin egen scene med et særligt tredages program. Og så er 12 film nomineret til hovedprisen i festivalens internationale konkurrence.

Det gælder blandt andet ’Navalny’, hvor den russiske oppositionsleder og systemkritiker Aleksej Navalny både er detektiv og mordoffer, og ’Under the Sky Shelter’, der er chilensk filmkunst i gnistrende analog sort-hvid. 

Og er du ikke fra København, er der mulighed for at deltage i minifestivaler i 21 kommuner landet over. CPH:DOX samarbejder nemlig med kommunerne om at vise de mest populære film fra 2022. Det gælder blandt andet Aalborg, Samsø, Thy, Køge og Kolding. 

Her er 10 film, Heartbeats meget gerne vil se:

ALL THESE SONS

To sorte mænd kæmper for at få udsatte unge ud af de hårdeste kriminelle miljøer i gangsterbyen Chicago. Mange af de unge har overlevet drabsforsøg eller selv stået med pistolen i hånden, men der er håb, så længe man tør tro på det. Især for de to mænd, der selv er lykkes med at slippe ud af miljøet med livet i behold. Det er den Oscar-nominerede Bing Liu, der står bag filmen, som skildrer fordomme, racisme og klasseforskelle. 

Bing Liu, Joshua Altman / United States / 2021 / 88 min. Se mere her.

GHOSTS OF MORIA

Efter at Europas største flygtningelejr, Moria, på Lesbos i Grækenland er brændt ned til grunden, lever de to syriske flygtninge Khalil og Ayham i en post-apokalyptisk kirkegård fuld af sultende katte, pibende rotter og affald. Hver dag samler de metal om kap med andre skrotsamlere og sælger det til underpris for at have råd til at kunne lave en lille smule mad. Mens de venter på at få deres fremtid afgjort, opstår der et tæt venskab. 

Michael Graversen, Florian Elabdi / Greece / 2021 / 25 min. Se mere her.

TALIBAN LAND

Som den eneste journalist i verden rejser Nagieb Khaja i sommeren 2021 rundt i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Han insisterer på at opleve overgangen fra sejrherrerne selv og tegner med ’Taliban land’ et portræt af Vestens fjendebillede og af det afghanske folk, som i flere årtier har været kastebold i et storpolitisk spil mellem fremmede magter. 

Nagieb Khaja, Peter Eggert Vesterlund / Denmark / 2022 / 70 min / World Premiere. Se mere her.

THE SCARS OF ALI BOULALA

Allerede som teenager i 1990’erne var den svenske skateboard-stjerne Ali Boulala en legende. Et frygtløst naturtalent på et skateboard, der satte livet på spil med sine tricks. Men da den indadvendte Boulala bliver hyret af det hypede mærke Flip og sendt ud på verdensturné, eskalerer indtaget af sprut og stoffer blandt de unge skatestjerner i et sandt kaos. Eventyret kulminerer i en tragisk ulykke, der ændrer hans liv for altid. De unge venner optog det hele på de smadrede VHS-bånd, som Ali Boulala nu ser tilbage på i en rå film om det farlige, forførende sus af total frihed.

Max Eriksson / Sweden, Norway / 2021 / 100 min. Se mere her.

DREAMING WALLS

Patti Smith, Salvador Dali, Janis Joplin og Andy Warhol har alle boet på det legendariske Chelsea Hotel i New York. Men de store stjerner er for længst tjekket ud, og tilbage er en hård kerne af faste beboere og excentrikere, der i selskab med en gruppe håndværkere i årevis har kæmpet med at renovere det ramponerede hotel. I en morsom og usentimental tone får vi en guidet tur rundt af danseren Merle, der har holdt ud, siden dengang kunstnere havde råd til at bo på Manhattan. Og der er en historie bag hver eneste dør.

Amélie van Elmbt, Maya Duverdier / Belgium, Netherlands, France, Sweden, United States / 2022 / 80 min. Se mere her.

A HOUSE MADE OF SPLINTERS

I et stort og faldefærdigt hus tæt på frontlinjen i den østlige del af Ukraine driver en gruppe kvinder et børnehjem. Her kan børn, hvis hjem er blevet smadret af fattigdom, vold og alkohol, bo i sikkerhed i op til ni måneder, indtil der er blevet taget stilling til, om de skal hjem igen, i plejefamilie eller flyttes til et andet børnehjem. Når et barn forlader børnehjemmet, tjekker der altid et nyt ind. Vi møder den grænsesøgende Kolia, der både ryger smøger i smug, stjæler og tegner tatoveringer på sine arme, men også passer sine mindre søskende og synker grædende sammen i sin berusede mors arme i Simon Lereng Wilmonts prisvindende film.

Simon Lereng Wilmont / Denmark / 2022 / 87 min. Se mere her.

BROTHERHOOD

Tre bosniske teenagebrødre lever isoleret i de frodige, grønne bosniske bjerge og hyrder får under deres islamprædikende fars strikse blik. Men da faderen får en fængselsdom på to år for at hverve krigere til Syrien, ændrer brødrenes verdener sig. Patriarken efterlader dem med en opgave hver: Én skal tjene penge, én skal passe sin skole, og én skal passe familiens får, men de tre brødre griber opgaven og den nyvundne frihed helt forskelligt an. 

Francesco Montagner / Czech Republic, Italy / 2021 / 97 min. Se mere her.

YOUNG PLATO

I den nordirske hovedstad, Belfast, ligger den katolske Holy Cross Boys-folkeskole. Her prøver den karismatiske rektor Mr. McArevey, der er passioneret filosof og kæmpe Elvis-fan, at uddanne sine elever og løse deres interne konflikter ved hjælp af filosofi. Med de gamle grækere ved hånden ruster han den nye generation til at tænke selv og ikke bare reproducere den vold og indgroede vrede, der findes i deres forældre. 

Neasa Ni Chianáin, Declan McGrath / Ireland, United Kingdom, France, Belgium / 2021 / 102 min / European Premiere. Se mere her.

CALENDAR GIRLS

Florida er kendt som et pensionist-paradis, og det er ‘Calendar Girls’ et livsbekræftende og kulørt bevis på. For selvom man er fyldt 60, er natten stadig ung, og de danseglade Calendar Girls rejser solskinsstaten tynd for at give deres egen generation nyt mod på livet. Deres gåpåmod er smittende i en ægte publikumsfavorit af en feelgood-film, der dog aldrig vender blikket bort fra den svære overgang fra et aktivt arbejdsliv til ens anden ungdom. Med deres lyserøde kostumer og flamboyante makeup er budskabet klart: Man skal glæde sig over ens krop uanset alder.

Maria Loohufvud, Love Martinsen / Sweden / 2022 / 83 min. Se mere her.

FLUGT

Amin er 36 år, veluddannet og succesfuld i sit karrierejob, men da hans kæreste frier til ham, gribes han af angst for at give sig hen. Ingen kender nemlig hele sandheden om Amins fortid – en hemmelighed han har båret på i mere end 20 år. Opgøret med fortiden sender Amin tilbage til en lykkelig barndom i 80’ernes Kabul i Afghanistan, hvor a-ha brager igennem hans walkman, og hvor Jean Claude Van Damme hænger på drengeværelset i familiens hus. Men han sendes også tilbage til den nådesløse borgerkrig, der forvandler den trygge og kærlige hverdag til en krigszone og splitter hans familie til atomer. En krig, der sender 11-årige Amin på en farefuld flugt, og som først slutter fem år senere, da han ankommer helt alene til Danmark. Du kan se filmen på dr.dk, men nu er det altså også muligt at se den i biografen.

Jonas Poher Rasmussen / Denmark / 89 min / None. Se mere her.

Billetter til CPH:DOX kan købes i biografen eller online, og en normal biografbillet koster 100 kroner. 

Footer graphics