Foto: Hans Peter Brig

Jeg byggede mit eget tiny house for at komme mig over et knust hjerte

Der findes ikke en bedre måde at komme over kærestesorg end at rydde brombærbuske og grave huller til et fundament. Her fortæller Louisa Hayman, hvordan hun byggede et hus fra grunden – lige overfor ekskæresten.

Det var det første spadestik, og her det hele startede – med et enkelt hul i jorden. Jeg fattede ikke i det øjeblik, at dette var begyndelsen på halvandet års drøm om et lille træhus – et såkaldt ’tiny house’ – som jeg ville bygge på min kolonihavegrund. Jeg stod på den del af min grund, hvor jeg havde fjernet trillebøre fyldt med planter, buske og et kæmpe brombærkrat.

Jeg skulle selv grave de 12 huller til fundamentet. De skulle være en meter dybe, og jeg havde en spade, et manuelt jordbor og en tommestok. Jeg havde aldrig gravet et hul før eller bygget et hus for den sags skyld. Jeg er kontorarbejder, projektleder, kommunikationskonsulent. En del af den kreative klasse med bløde hænder.

I virkeligheden startede det hele med et hul i hjertet. Min kæreste og jeg slog op for et år siden og med det trådte pagten i kraft om, at han beholdt vores fælles kolonihavehus. Samme uge kom mit drømmekolonihavehus til salg. Det ligger lige overfor ham.

I den surrealistiske post-bruds fase besluttede vi, at jeg da bare skulle byde på det andet hus. Jeg købte grunden med et faldefærdigt blåt kolonihavehus og en have, der var helt overgroet.

Jeg havde brugt et år på at beslutte mig for, om jeg skulle bygge et tiny house. Og da jeg trådte spaden ned i jorden, var jeg stadig ikke overbevist om, at det var en god idé. Det var ikke så meget lyst, som en sær, overvældende nødvendighed, der havde drevet mig ud den dag i smækbukser. Selvfølgelig havde jeg forberedt mig med Excel-ark, budget og skitser, men det helt store “hvorfor bygge” havde jeg ikke et klart svar på. På trods af mange gode advarsler fra venner var der noget i mig, der bare VILLE bygge det tiny house.

Det tog mig fem dage at grave hullerne. Hver gang jeg holdt en pause og lagde mig på sofaen, gjorde min lænd så ondt, at jeg måtte rulle ned på gulvet på alle fire for at rejse mig op. Men det var bare begyndelsen, vi var i foråret 2020.

En nybygger fuld af gå-på-mod og ved at grave ud til vandrør. Alle billeder i artiklen er privatfotos.

Hvad er et tiny house?

Men lad os få klarlagt, hvad et tiny house egentlig er, inden min fortælling om byggeriet fortsætter.

Tiny house-konceptet er ligesom de fleste andre moderne idealer og sekter startet af en amerikaner. Han hedder Jay Schafer, og det første tiny house, han byggede, var i Princes år: 1999.

Maximum størrelse er ca. 30 kvadratmeter. Ideen er, at man kan nøjes med 30 kvadratmeter og bo der fuldtid med alle moderne bekvemmeligheder.

Ellers er der lidt fri fortolkning af tiny house-manifestet, som ikke sådan er nedskrevet. Men en flydende definition er kun godt for at starte en “bevægelse” eller tendens på. Både Samvirke, Kristeligt Dagblad og DR har været ude at finde en type(r), der er i gang med at bygge og flytte i tiny house. Og faktisk fik jeg også selv tilbuddet om at være med i et program på DR2.

Det, som går igen i tiny house-ejernes fortællinger, er først og fremmest den lille plads, man skal indrette hjemmet på.

Mit tiny house er 17,5 kvadratmeter. Det føles større, fordi min seng er på en hems. Udefra ser huset vildt lille ud, men indeni føles det helt tilpas og rummeligt. For mig i hvert fald. Ikke ulig følelsen man kan have, når man kører i en Ford-ka.

Det smarte ved et tiny house er, at alt, man skal bruge, er tæt på en. Man spilder ikke skridt og tid på at gå fra det ene rum til det andet. Det er let at rydde op i, men bliver også hurtigt rodet. Især, når man har en stor avantgarde garderobe og jævnligt finder genbrugsguld på fynske loppemarkeder.

Et punktfundament, som bliver støbt på stedet i plastikrør. Udgravning til vandrør og havelågen ud til stien.

Mange af tiny house-byggerne lader til at synes, at kompleksiteten i ens indre liv hænger sammen med kompleksiteten i ens ydre omgivelser. Altså; har du for meget om ørerne i dit liv, har du nok for mange ting omkring dig. Løsningen med at bo småt gør, at man vil skalere ned på forbrug, ejendomme (og i min erfaring: støvsugningstid) og dermed få mere ro, frihed og tid.

I takt med min etårsdag som tiny housebeboer nærmer sig, vil jeg give dem ret. Men altså kun, når du bor alene. Jeg vil mene, at der er en graf med to linjer, der på et tidspunkt krydser hinanden i et punkt, der hedder: “Så mange personer kan bo på X antal plads, før nogen bliver sindssyge”.

Ynglegrunden for tiny houses i Danmark er Djursland. Hvilket ikke er overraskende, når man tænker på, at både ’Bonderøven’, Frank Erichsen, og Søren Ryge bor her. Her er øko hippier og gør-det-selv-folk med naverbukser og islandske sweatre.

Tømreren har overtaget arbejdet, og der er ved at blive bygget trækonstruktion.

Det er tæt på storbyen Aarhus, som en del af dem er “sluppet ud af”, væk fra byens stress og jag til den rolige skønne natur. Eller i det mindste til en mark lige ved siden af 10.000 kvadratmeter stor nedlagt stålfabrik.

Herinde i stålfabrikken kan du imod en sum penge få lov at bygge et tiny house, hvilket kan tage fire måneder, inden det kan flyttes ud til de andre udklækkede tiny houses på grunden.

Jeg ser, at mange af deres tiny houses er off-grid, hvilket betyder, de har solceller til at producere strøm og muldtoiletter til toiletbesøg. Muldtoiletter er i min optik en glorificeret spand, hvor du selv skal tømme indholdet.

Der er måder at etablere komposter, der kan nedbryde indholdet, og jeg håber nu, jeg har beskrevet omstændighederne så godt, at læseren kan forstå, at det er 1) besværligt 2) ubekvemt 3) i fare for at være i modstrid med et andet af tiny house-bevægelsens yndlingsprincipper: bæredygtighed. Jeg kan sagtens forstå dilemmaet: Et rigtigt toilet til ca. 60.000 kr. som det koster, når man skal tilslutte det til en kloak eller et muldtoilet til ca. 7.000 kr. Jeg har selv valgt foreløbigt ikke at løse dilemmaet ved at benytte haveforeningens fællestoilet og genbo-ekskærestens muldtoilet, når han er bortrejst.

Udover, at tiny house-beboerne er meget opmærksomme på bæredygtighed og klima, så er et ofte gentaget argument for at flytte i tiny house også, at du kan blive gældfri og dermed arbejde mindre og få mere frihed. Alt sammen fine idealer i et samfund, der aldrig har været mere forbrugsfikseret (og gældstynget).

En “voksen kravlegård”. Den første ramme af træspær blev rejst på et par timer.

Det hjalp at bygge

Men tilbage i sommeren 2020 havde jeg ingen idealer eller allierede trosfæller fra tiny house-miljøet. Jeg havde bare desperat brug for en rigtig tømrer. Efter fundament-hullerne var gravet, sprang min første tømrer fra, og jeg tilbragte en kold sommerferie i et glamping telt (dem, der trendede i første corona-sommerferie), imens min ekskæreste ferierede i vores gamle kolonihavehus. Ikke den healende sommer jeg havde ønsket mig.

Men på dage, hvor jeg ellers ville have ligget i sengen og stirret ud i luften uden at slippe tankerne om mit sønderknuste forhold, gik jeg ud og byggede. Min vrede var god til at slæbe tunge ting, og jeg fik kørt over 40 trillebør-læs med brædder, for når jeg var helt fysisk udmattet, følte jeg intet andet indeni.

Jeg kunne dulme tankerne med en ny shoppingmani: Genbrugte døre og vinduer fundet på DBA.

Jeg fik hentet følgende: 1 dør fra Holbæk, 2 havedøre fra Hadsten, 6 panoramavinduer fra Herlev og 2 køkkenvinduer fra Hornbæk og Otterup. Når man sidder fast i livet, er der intet som at køre bil, helst med trailer eller allerbedst i en varevogn.

Det er nemt at bygge nyt med genbrugte vinduer. Så tilpasser man bare huset til vinduernes mål. Her er 2 stk fra en havestue i Herlev.

Indrømmet, man skal være ret risikovillig og langt ude for at gennemføre ovenstående Danmarksturne af byggeindkøb. Men det var jeg også. Jeg havde i et år satset på, at healing af min kærestesorg skulle komme i form af den sætning, de fleste dunker en nyslået single i ryggen med: “Du kommer først over en, når du kommer under en ny”. På tragisk vis var verden blevet coronaramt, men selv uden en pandemi var jeg ude af stand til at lægge mig under en ny – på trods af jeg allerede lå ned.

At være forelsket, eller endnu værre, i hjertesorg, besætter en. Man er enten uudholdelig eller har det uudholdeligt. Man kan ikke stoppe det.

Der er en uendelig mængde tid, man skal fylde ud, indtil den der tid endelig tager sig sammen og læger alle sår. I den ventetid kan man prøve en eller flere af disse coping-metoder, som jeg hverken direkte vil anbefale eller fraråde.

Jeg nævner i flæng: at ligge på gulvet og græde (det duer ikke i et møbel). At indtage for meget is, cigaretter og helst alkohol. At opfinde en ny version af dig selv (helst i farver). Dyrke et fascistisk fitnessregime eller en vild kur. Prøve at overdøve den nyvundne tomhed med musik, dans og utallige natteture i byen.

Når alle dine venner har rådet dig til, at det vigtigste er, at du giver dig selv selvomsorg, så prøv positive self affirmation, som er de sætninger, man kan sige til sig selv i spejlet.

Hvis alt dette ikke har virket, så prøv lidt selvdestruktiv adfærd. Som for eksempel at gøde din jalousi ved at gennemsøge sociale medier for at se, hvem stodderen dater nu. (Alle gør det).

Mit husbyggeri blev den besættelse, der kunne konkurrere med hjertesorgen.

Min tømrerpraktik midt i januar og med fuld vinter. Mit nye og gamle hus (det blå) i baggrunden.

At bygge blev til det, jeg gjorde. Det bed sig ind i mig og besatte mine tanker. Min krop indrettede sig efter det. Jeg fik ru hud på hænderne og efterhånden en robust lænd. Mine arme blev stærkere. Og jeg gik i (ægte) revne jeans og skovmandsskjorte. Som en rigtig afhængig var jeg ikke til at stoppe.

Der skal lyde en undskyldning til mine omgivelser, der i enhver samtale måtte høre på mine mange overvejelser om fx isoleringstykkelse. Også i enrum fortsatte besættelsen, når jeg brugte tiden på at shoppe materialer eller tegne strømkabler ind på en papmodel.

Om aftenen faldt jeg i søvn til tankerne om det nye hus. Jeg indrettede det, tegnede det, flyttede det rundt på grunden i mit hoved. Det gjorde jeg i et år, mens folk spurgte mig, om det var en god ide at bygge et tiny house overfor min ekskæreste. Det vidste jeg ikke. Men hver aften tænkte jeg på huset igen.

Efter den fatale sommer i glampingteltet kom som sendt fra himlen en jævnaldrende tømrer, jeg først og fremmest hyrede på stedet for hans evne til ikke at mansplaine mig, og vise forståelse for mine primære arkitektoniske ønsker: Et badekar og ingen vinduer i sydsiden, der vendte ned mod ekskæresten. Det sidste blev en realitet, ikke det første.

Mange gange oversatte han tømrersprog og fagtermer for mig med den største pædagogik, og min papmodel for huset blev anvendt med selvfølgelighed. Jeg fik opfølgende sms’er og billeder af byggeriets fremskredenhed, når jeg var hjemme i København. Min tømrer var det sundeste forhold til en mand, jeg har været i længe. At jeg betalte for det. Fint.

Min papmodel øst-siden.

Tømrerlærlingen i ‘Alene på byggepladsen

Efteråret 2020 arbejdede min fuldtidsansatte tømrer på mit tiny house, imens jeg arbejdede på mit kontorjob, for det er dyrt at bygge. Og dyrere, når man skal følge kodekset for et tiny house: bæredygtige materialer.

Min tømrer støbte betonpiller i de 12 fundamenthuller, for modsat mange andre tiny houses, kan mit aldrig flyttes igen.

En efterårsdag, imens jeg sad og mailede løs fra et nabohus, så jeg pludselig ud ad vinduet, hvordan tømreren rejste trækonstruktionen helt alene. Det lignede en kæmpe kravlegård, men man kunne tydeligt se formen af mit hus. Jeg lukkede computeren med det samme og gik ud.

Det er fantastisk svært at beskrive den konstante kamp, stolthed og eufori og udmattelse, det er at bygge.

Hvordan det er at gå fra at have en drøm til den faktisk findes. Det tog mig flere måneder ikke at blive overrasket over at se det færdige hus, når jeg kom gående hjem ad stien.

At bygge er først og fremmest et uendeligt hul, hvor cement og penge forsvinder ned i, i takt med at drømmene vokser og vokser.

De groede op ad de støbte betonpiller, videre på trækonstruktionens tremmehus af spærretræ, reglar og bjælker. Og pludselig stod der en brun kasse med vatteret pels som en stor honningkrukke. Man ender med at føle sig guddommelig, når man bygger; når man ser sin tanke tage form. En dag var der en regnbue, som sluttede for enden af mit hus. Jeg tog selvfølgelig et billede til Instagram.

Den største sandhed om at bygge – som selv folk, der ikke har bygget, men fx bor ved siden af metrobyggeriet, ved – er, at det aldrig bliver færdigt til tiden.

Drømmen om et færdigt tiny house til nytår 2021 kunne heller ikke nås. Men den gode nyhed var, at jeg også stoppede på mit kontorarbejde og fik tid til at gå sammen med min tømrer i en form for mesterlære.

Efter en vinter med hjemmearbejde var jeg helt eksalteret over at forlade hjemmearbejdspladsen, for at arbejde på en byggeplads. Mit tiny house var tilmed så færdigt og havde fået varmepumpe og el, at jeg kunne flytte ind på byggepladsen.

Mit tiny house øst-siden. Træbeklædningen af Douglas fyrtræ fra Fåborg omegn er ved at blive skruet på.

I to uger hjalp jeg med at skære træ og skrue beklædning på huset, altså de yderste trælag, der lukker huset til. Det var snevejr, og for en gangs skyld blev det liggende, så det hele lignede et skiresort med min brune træhytte. Hver aften var jeg udmattet som en skiløber, og jeg gik kvæstet i seng kl. 19.

Mit husbyggeri udviklede sig langsomt til en sæson af ’Alene i vildmarken’. Mit køleskab var ude i en trillebør ved siden af havedøren. Mælken var halvfrossen om morgenen. Jeg havde ikke noget vand, og lavede mad over et camping-gasblus, og jeg pissede i en spand, som jeg tømte i sneen. Helst før min tømrer ankom, hvilket han typisk gjorde kl. 7 om morgenen.

Efter to uger som tømmerlærling var budgettet til min mester løbet løbsk. Vi blev enige om at stoppe her, og jeg overtog entreprisen og lån af værktøj, jeg ikke helt kendte navnene på.

Nu var jeg alene om at bygge køkken, male 65 vinduesrammer fire gange – og uendeligt meget mere. Samtidig havde jeg en eksploderende håndværkerregning, jeg som trænet projektleder blev ved at loope i en fejlfindingsøvelse, men som enhver Folketingsnedsat kommission var jeg ikke kommet frem til brugbart svar.

Indvendig vinduespartier og en hems, der også er lavet af genbrugte gulvbrædder. Nye profilbrædder på væggene som indvendig beklædning.

En af disse kritiske aftener væltede jeg pisspanden ud over gulvet. Jeg hørte for mig min søsters udtalelse om, “at du er single netop på grund af den”. Men kom sekundet efter i tanke om, at jeg jo i morgen skulle høvle gulvet. Jeg tørrede kun dovent op og kravlede i seng på hemsen.

Næste dag håndsleb jeg mine gulvbrædder, der var købt næsten nye fra en præstegård, som gik på tvangsauktion, og jeg stoppede kun for at indtage pulverkaffe og marcipanbrød.

Da lockdown havde frataget mig alle sociale ekskursioner, havde jeg også besluttet mig for at tage tre måneder uden alkohol, og det fungerede glimrende at fylde tiden ud med håndværkerarbejde. På tre måneder fik jeg både flad mave og bygget færdig. Jeg fejrede det med en genfødsel i orange vin, der varede sommeren over og resulterer i akut byggestop.

De uplukkede lavthængende frugter

I april 2021 gik min ekskæreste i gang med at totalrenovere sit kolonihavehus overfor mig. Han kaldte det “vores våbenkapløb”. Jeg så oppe fra min grund, hvordan han valgte de samme træplanker som mig, og en gang imellem luntede jeg ned til ham med en negroni, og womansplainede ham med alle mine byggeerfaringer. Han var meget bedre til at save og skrue beklædningsbrædder på end mig, men en dårligere arkitekt konkluderede jeg. 

Til maj var jeg tilbage på flasken, men mit tiny house var næsten færdig. Der var kommet køkkenvask ned i bordpladen, lavede af mit plankegulvslager fra præstegården, som min ekskæreste nu tiggede om at købe til hans byggeriprojekt. Jeg sagde nej. Og vasken var fra min bonusmor, skraldet fra en gammel skole.

De første københavnervenner kom til rejemadder og snaps på terrassen, og alle syntes, det var flot og imponerende. Og det var godt at høre, for jeg var totalt fysisk og psykisk udmattet. Jeg måtte parkere den lange liste af helt åbenlyse “lavthængende frugter” af ting, der skulle fikses og gøres, som fx at sætte en enkelt tagrende på taget.

Sådan ser det færdige hus ud i dag. Douglas-træet falmer naturligt over tid fra orange til grå.

Sommeren blev den første store test af naboskabet med ekskæresten i hver vores missilhoved af et hus. Det gik faktisk overvældende godt. Så godt, at alle andre bemærkede det konstant. Jeg overvejede, om det var fordi min “raket” var større end hans, hvilket selvfølgelig gjorde mig stolt. Men jeg brugte lang tid på at summe over, hvordan det egentligt er lykkedes mig at få det så godt. Alt jeg havde gjort, var at bygge et beskedent tiny house.

Jeg fandt først og fremmest ud af at bygge foregår i tankerne. Kun den sidste procent foregik på stedet, på grunden. Uden tankerne var det lille hus aldrig blevet fremmanet. Det var malet på et indre kanvas i mit hoved igen og igen. Malet over og ovenpå hinanden. Det samme billede på ny. Lidt anderledes. Fra en ny side. Indtil huset til sidst var vokset ud af lærredet som en skulptur af størknet maling.

Amatør-entreprenøren på sin terrasse i byggesommeren 2020. Skovmandsskjorten var must-wear.

Jeg havde følt meget omkring det at bygge. Jeg tror, jeg intet havde bygget, hvis ikke jeg havde følt noget. Huset var konstrueret med genbrugsmaterialer samt følelser fra mit eget varelager. Gravet ned sammen med gruset var følelsen af ensomhed.

Mit Tiny House blev det sted inde i mig, som havde manglet. Det er slet ikke færdigt, og der er masser at gøre. Men jeg er ikke længere besat af noget. Hverken af byggeri eller et knust hjerte.

Her kan du se det færdige hus indefra:

Genbyg-stige op til hems og en pink velour-lænestol købt på Svendborg egnen.
Køkkenet har induktionskomfur, gasblus og kun koldt vand. Der er ikke stærk nok strøm til at køre alle el-apparater på samme tid.
Der er prioriteret wifi og højtaler, en stor gæsteseng og et blogger-tæppe jeg selv har hjembragt fra Marokko.

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics