Byfornyelse
Privatfoto

Byfornyelsen dræber byen: Snart er alt i København et ekko af noget, der engang var stort

Lidt slumromantik. En farvelhyldest til en mesterlig døv-stum trommeslager fra Pakistan. Og et opråb fra de særligt sensitive lyttere. Dine Morgenbeats råber ugen i gang.

Byfornyelse er lort

Ditte Giese
Ditte Giese

Hver dag går jeg forbi en graffiti, hvor der står “åndsvag byfornyelse”. Bortset fra at jeg ville stave det med to s’er, så er jeg enig. Ikke enig i at lige præcis den forladte kloakpumpestation på en attraktiv adresse ved Amager Strand ikke må omdannes til et eller andet brugbart. Og heller ikke enig i, at byfornyelse altid er åndssvag – slumromantik er også uudholdeligt. Men alt hvad byggematadorer, arkitekter og entreprenører kan få fat i af københavnske mellemrum, tomme grunde, forladt industri og glemte bygninger i disse år bliver jo omdannet til velhaver-palæer straks! Og det er uudholdeligt. At København langsomt, men sikkert, bliver en by for velhavere og deres voksne børn. Ingen andre end folk med forældredollars kan “komme ind på boligmarkedet” fremover, fordi alt bliver bygget med henblik på de pengestærke. Nu står Jernbanebyen så for tur. Jernbanebyen er den skønne plet mellem Vestre Fængsel og Fisketorvet, som jeg personligt i årevis er cyklet igennem med en tydelig Olsen Banden-state-of-mind, fordi der ligger de der små gule huse til folk, der arbejdede ved de danske statsbaner med udsigt til godsbaneterrænet, og der er så herligt rodet og øde og ikke-planlagt. Men DSB har for længst solgt ud af arvesølvet (den gule by), og nu skal der naturligvis bygges en moderne bydel. Som bliver endnu et ekko af noget, der var stort og ægte engang, men nu er urbant og pop-up og street. Projektet Jernbanebyen lyder da både grønt og bæredygtigt og andre buzzwords, men vidner om endnu en historisk lomme, der forsvinder. Endnu et pusterum i byen der skal fyldes ud. Og snart kan vi slet ikke se, at København engang var en arbejderby med værfter og fabrikker og mænd med beskidte næver og oaser hvor man kunne sætte sig i solen og bare være uden straks at skulle købe kaffe til 50 kroner. Nå. Lidt slumromantiker er jeg vist alligevel. Latterlige byfornyelse.

jernbanebyen
Visualisering fra tegnestuen Cobe af den nye Jernbaneby med bevaring af noget gammel tilsat en masse nyt og nogle unge urbane mennesker. Foto: Cobe

Den døve trommeslager er død

thomas balslev
Thomas Balslev

Jeg har mødt mange mennesker i mit liv, som jeg har glemt alt om. Men visse mennesker har en evne til at gøre et uudsletteligt indtryk, selv på kort tid. Sådan et menneske var Gonga Sain. I dele af verden og navnligt i sit hjemland Pakistan var han en musikalsk legende kendt for at kunne spille vildere end nogen andre på dhol, der er en særlig, traditionel tromme. Og det var til trods for, at han var døv. Sådan gik rygtet om ham. Et andet sagde, at når han spillede, ville ens hjerteslag følge hans trommes puls. Sidste søndag stoppede hans eget hjerte med at slå 50 år gammelt. Herhjemme ved de færreste, hvem han var. Men jeg var så heldig at være med til at huse ham i mit kollektiv i dagene op til en optræden på Roskilde Festival i 2012. Han var afsted med sin bror og en danser, som snurrede rundt i ekstase til brødrenes galopperende trommerytmer. Alene Gongas fysiske tilstedeværelse var respektindgydende, han var en høj mand med det mørkeste hår og skæg, du kan forestille dig. Jeg husker, at det nærmest dryppede af parfumerede olier, og at man blev fedtet i ansigtet, hver gang han gav et kram. Han talte ikke, men kommunikerede kærligt med hele sit væsen, så man alligevel forstod ham. Han var på mange måder ret fantastisk. Under besøget i København blev han pludselig væk. Det viste sig, at vores lokale kioskmand, som kom fra Indien, til sin store forbløffelse havde opdaget selveste Gonga Sain midt i vores have og straks havde inviteret ham ind i sit baglokale på sprut, sodavand og slik. Og dér sad Gonga så som en anden konge og hyggede sig iført et lille klæde, fordi kioskmanden insisterede på at ville give ham massage. Det glemmer jeg aldrig.

Gonga Sain i færd med at udføre sit signatur-trick, hvor han snurrede rundt om sig selv, så hans dhol hang frit i luften, mens han spillede. Foto: Rune Selsing

Den særligt sensitive lytter

Luna Ehlers

“Hold da op. Der er mange lyde, der irriterer dig”, sagde en kollega til mig forleden. Og ja. Uagtet at jeg anser mig selv som generelt positiv, så har jeg altså en gennemsyrende pet peeve, og det er irriterende lyde. Udover klassikere som morgenfriske håndværkere, negle mod en tavle og fingerknækkeri, så er der bare nogle lyde, der skærer dybere i både ryg og ører end andre. De kommer her: 1. Motorcykelbrøl. Stop, bare stop. 2. Lyden af øldåser, der knappes op. Elsker øllen, hader lyden. 3. Heavy breathing – altså en høj og tung vejrtrækning. Tænk Ross på fødestuen med Rachel (Det er til den inkarnerede ‘Friends’-fan). 4. Bestik, der lægges på plads i skuffen. 5. Glug-glug-glug-glug-glug-lyden af cola, der skænkes i et højt glas. 6. Nu er det måske den tidligere astmatiker, der taler, men host. Tørre som våde. 7. Lyden af folk, der smører sig ind i creme – eller håndsprit for den sags skyld. 8. Klamme smaskelyde. Særligt, hvis det involverer en sjasket banan. 9. Langt og filtret hår, der reddes igennem med en sløv børste. 10. Nye sneakers mod lakeret gulv. Du ved, den der squeaky lyd, der kun hører til i håndboldhallen. Ej, selv dér er den irriterende. Jeg tænker, at vi godt kan få lidt awareness omkring os, de særligt sensitive lyttere!

Lyd sensitiv
Foto: Shutterstock

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics