kings of convenience
Foto: Salvo Alibrio

Hyggekongerne af nordisk bossanova skildres i ny dokumentar: Og det er veldig koselig å se på

Godmorgen og velkommen til nogle helt friske Morgenbeats fra Heartbeats. I dag kommer redaktionen blandt andet rundt om den forjættede crop top-fatwa fra Vejle, Facebooks forfærdeligheder og et par hyggefranser fra Norge. Velbekomme.

Mayhem på cykelstien

Ditte Lynge

Sommerferien er slut, og cykelturen til arbejde gennem Københavns gader er igen med livet som indsats. Turen ned ad Nørrebrogade og gennem Indre By er et evigt mayhem, som jeg lykkeligt har brugt syv uger på at fortrænge. Infernoet består af lige dele ladcykler, der fylder hele cykelstien, børn (der ikke heeelt har lært at cykle endnu) og folk, der med iPhones i hånden svinger fra side til side på cykelstien, mens de opdaterer Instagram med #flothimmel eller febrilsk swiper til højre og venstre på Tinder foran mig. Ikke at glemme alle dem, der trækker ud for at overhale uden at have set sig tilbage. Ville du gøre det på en kørebane?! Eller hvad med alle dem med hidsige ringklokker! Her tænker jeg selvfølgelig på den, der ofte er at finde på børnecykler, og som ældre damer ynder at ringe med flere gange for at understrege, at de har tænkt sig at overhale på elcyklen om et par minutter… Nå, jeg vil lukke computeren, sætte mig på cyklen og bevæge mig ud i trafikken med alle de andre. Wish me luck.

Bossanovahygge på film

thomas balslev
Thomas Balslev

Det er efterhånden ved at være længe siden, man har hørt noget til det norske band Kings of Convenience, ja faktisk er det 12 år siden, de udgav deres seneste album. Men i juni kom der 11 nye sange fra hyggekongerne af nordisk bossanova og intime andenstemmer, samlet på albummet ‘Peace or Love’. I den anledning er der også kommet en lille dokumentar om bandet på YouTube, som jeg virkelig kan anbefale at se, hvis man holder af deres musik. Den handler selvsagt om tilblivelsen af albummet, men er også en skildring af de to bandkammerater Eirik og Erlends helt særegne dynamik. Det, skal jeg sige dig, er veldig koselig å se på.

https://www.youtube.com/watch?v=sjau6qZKruE

Hvad med et forbud mod bar kas’?

Laura Røssel

Hvis du går en tur ned ad strøget, skal du ikke passere mange teenagepiger, før du spotter et af sommerens helt store modefænomener, nemlig crop toppen. Maveblusen, der er blevet båret, elsket og udbredt af stilikoner som Spice Girls og Britney Spears, har for alvor vundet generation TikToks hjerter, men nu skal det være slut med den trend. I hvert fald, hvis du spørger ledelsen på Firehøjeskolen i Vejle kommune, der sidste mandag erklærede crop tops for ”no go” i skoletiden ud fra begrundelsen, at toppene fjerner fokus fra undervisningen. Særligt drengene skulle angiveligt have svært ved at koncentrere sig, når pigerne flasher deres maveskind. Jeg ved ikke, om ledelsen på Firehøjeskolen har tænkt over, hvorvidt det kan være distraherende for pigerne (eller drengene for den sags skyld), når drengene smider deres trøjer og løber rundt i bar kas’ i idrætstimerne, men det kan selvfølgelig være, de har et tilsvarende forbud rettet mod det modsatte køn i ærmet. Som følge af skolens åndsbollede og i øvrigt sexistiske argument har flere danskere i solidaritet med pigerne fra Vejle postet billeder af deres bare maver på sociale medier, ligesom der opstår spredte demonstrationer på landets skoler og gymnasier, hvor eleverne i protest møder op i crop tops. Skal du med til demo?

Lad os slukke for Facebook helt

Marisa Bjørklund

I sidste uge rullede første afsnit af ‘Vi kommer og dræber dig…’ over skærmen. En DR2-dokumentarserie, der lægger hårdt ud med dødstrusler i indbakken hos mere eller mindre kendte mennesker. Alt sammen i kampen mod digital vold. I programmet bliver vi præsenteret for en masse tal, der peger på, at der de seneste fem år er sket en tredobling af digitale trusler og mere end hver anden helt afholder sig fra offentlige debatter på Facebook. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg ikke er overrasket. Slet ikke. Men jeg er også ved at nå et punkt, hvor jeg tænker, vi måske bare skal slukke Facebook helt. Sende Facebook med det samme rumskib, som MySpace, MSN og Arto havnede på. Som jeg husker det, var tonen på de forældede medier heller ikke helt cool dengang. Så hvorfor overhovedet have et medie som Facebook, der agerer platform for hadetaler og dødstrusler? Som også på meget udemokratisk vis får især unge kvinder i alderen 18-29 år til at holde sig fra debatten af ren og skær frygt. Måske er det straffeloven, der skal skrues hen på den digitale tidsalder? Så andet end dick pics-paragraffen kan sikre unge kvinders demokratiske ret online.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics