Morgenbeats: Helt ærlig Netflix, lad os dog deles om vores streamingabonnementer Coronatiden ud!

Når jeg står nede i supermarkedet og lægger mine varer op på rullebundet, tænker jeg sommetider: “Det her er virkelig et underligt indkøb”. Sammensætningen af varerne giver ikke mening. Hvad må kassemedarbejderen ikke tænke om mig! For år tilbage kunne jeg finde på at købe kål for simpelthen at skabe balance i min kurv – og for at skamme mig mindre over min hang til Rittersport og øl. Nu om dage ser det lidt anderledes ud, men ikke mindre aparte. Forleden stod jeg i Irma en formiddag med kun to varer og kunne godt se, at de var meningsløse set udefra. Men præcis som når man er hos lægen for at få tjekket et eller andet rimelig intimt, og man derfor overbeviser sig om, at lægen ikke dømmer en, sagde jeg til mig selv, at Irma-manden ved kassen selvfølgelig scanner så mange varer dagligt, at han ikke forholder sig en døjt til mig og mine to ting på båndet. Men jeg tog så fejl. “Godmorgen skat! Her kommer jeg med rostbøf og tulipaner,” fløj det ud af ham som et slags freudian slip – og på en måde som han sikkert forestillede sig, jeg ville udtrykke mig, så snart jeg trådte ind ad døren derhjemme. Hans københavnerdialekt kunne nu ikke være mindre rammende for den her nordjydes generelle mumleri. Og jeg var egentlig ikke flov over at købe roastbeef og hvide tulipaner kl. 9 på en lørdag. Men nu ved jeg da, at kasse-medarbejderen sidder med en indre filmrulle og tænker sit. Og det skal han have lov til.

Det er efterhånden en videnskab at holde styr på, hvad der udkommer på hvilke platforme. Meget af min vågne tid går med at prøve at lokalisere, hvor serier og film, jeg får anbefalet, rent faktisk kan ses. Og jeg er nok ikke alene om at være forvirret. Vi bruger ekstremt meget tid og ikke mindst mange penge på streaming. Udover vores påtvungne medielicens, der primært financierer DR, kommer de efterhånden ret høje udgifter til diverse streaming-tjenester. Netflix , HBO Nordic, Viaplay, Disney+, Amazon, Apple TV og DPlay – det myldrer frem med tjenester. Som min podcastmakker Tony Scott udbrød forleden, da vi skulle optage vores podcast ‘Citat slut’: “Jeg har jo ikke alle streamingtjenester, jeg vil have FLOW TILBAGE”. Det sker nok ikke, men man kan vel dårligt fortænke nogen i at dele passwords og dermed udgifter til streaming i det her sindssyge tv-marked. Det er en smuk tillidsærklæring og en nærmest intim gestus i vores digitale tidsalder at dele passwords, men nu vil Netflix have sat en stopper for, at folk på tværs af husstande deler konto. Netflix tester pt. en teknologi, der kan sikre, at kun folk, der deler adresse, må bruge samme konto. Det er sgu fesent! Netflix må være nogle af dem, der har tjent mest på den globale lockdown, så det er fandeme ikke særligt samfundssindsk af dem!

Jeg tilhører den efterhånden sjældne – og så meget desto mere irriterende – race, som rent faktisk stadigvæk får læst bøger – og også ganske mange af dem for at det ikke skal være løgn. Og det er egentlig spøjst, at man nu om dage næsten skal undskylde og forklare, at man har tid til den slags, næsten som om læsning af akustiske, analoge bøger af papir var en obskur nyreligiøs sekt. En af mine største læseoplevelser i 2020 var amerikanske Ottessa Moshfeghs (smag lige på det navn!) anden roman ‘Mit år med ro og hvile’, som udkom på dansk sidste år. Moshfegh skriver gerne om yngre kvinder i krise, som har marginaliseret sig selv og drikker, ser porno og tager for mange stoffer og/eller psykofarmaka for at dulme en indre smerte, og hun gør det med så meget underspillet humor og coolness, at hendes bøger, hvis de var en bil, ville være en cremefarvet Volvo fra start-1980’erne. “Sindets mentale strækmærker”, som Signe Amtoft så rammende kaldte det i en klumme om forfatterskabet her på Heartbeats. Nu er Moshfeghs debutroman, ‘Eileen’ fra 2015, så endelig udkommet på dansk, og den ligger lige her på natbordet og venter på mig, så nej Netflix, nej HBO og nej DR.dk, i aften er der intet, der kan forføre mig!

Hvor mange timer foran skærmen tidligere blev forbundet med doven inaktivitet og usunde, firkantede øjne, regnes det i dag for et tegn på samfundssind. Det forøgede virtuelle liv vidner nemlig om hjemmeisolation og corona-afstand. Men det er altså ikke lutter lagkage at være blevet en samfundslydig, teknologisk sofa-kartoffel. Det påvirker ikke blot sindet, men sætter også sine aftryk på kroppen. Her tænker jeg ikke på den verdensomspændende hudsult eller muskelmassens gradvise forsvinden. Nej, jeg tænker faktisk på den tungevridende lidelse sene-skede-hinde-betændelse – bedre kendt som den famøse musearm. Den dunkende arm-smerte er blevet et udbredt problem og er kommet krybende som resultat af det seneste års mange likes, swipes og generelle internetsurf – og hvad der ellers har givet ømme og overbelastede håndled under lockdown. Men pinslen kan bekæmpes og forbygges! Med disse få daglige øvelser kan du holde musen fra både døren og armen. You’re welcome.