Heartbeats » Debat » Anonyme Claus Hempler-lyttere og mænd med sommerfugle i maven

Lyden af Vesterbro: Anonyme Claus Hempler-lyttere og mænd med sommerfugle i maven

15. september 2018 | Johanna Kinnock

Anonyme Claus Hempler-lyttere og mænd med sommerfugle i maven
Foto: Anders Pollas/Flickr
Når man har høretelefoner i, er man i sin egen lille verden. Og dog – for er du på gaden, går du stadig rundt blandt mennesker. Tænk hvis alles musikvalg kunne samles til en smuk symfoni, og at den symfoni kan fortælle noget ellers udefinerbart om det sted, vi alle deler: Byen.

Jeg prøvede at få en fornemmelse af, hvad lyden af et lille udsnit af København er, nemlig Værnedamsvej, Istedgade og Vesterbrogade, så her kommer lyden af Vesterbro.

Mathias

Space Dimension Controller: ‘Everything is better now’

Mathias, der er på vej over for at finde en stor kop kaffe, slår fast, at Space Dimension Contoller ikke er så spacey, som navnet lyder, men blot rimelig smadret. “Det er meget lækkert, og så sampler de lige nogle filmdialoger ind over”, siger han.


Sine Jensen 

Neil Young: ‘Everybody knows this is nowhere’ 

“Det er sgu et meget stille og roligt nummer. Jeg hører meget Neil Young i perioder. Min stamkaffebar spillede det her for nylig, og så kom jeg i tanke om, at det skulle man da også lige høre igen”.


Camilla Kinnock

Beyoncé: ‘Drunk in Love’ 

“Det er Beyoncés største hit på hendes album ‘Beyoncé’. Og det er med Jay-Z. Ja. Og så er det jo bare en banger”.


Kasper Bendtsen

Berg: ‘Nat til Dag’ 

Det romantiske nummer passer perfekt til glade Casper, som går rundt med lidt sommerfugle i maven på vej hjem fra en sød pige, som han har set et stykke tid.


India Nyrup Larsen 

Regina Spektor: ‘All the Rowboats’ 

India hører en playliste med Regina Spektors greatest, som hun kender fra radioen af: “Det passer meget fint til mit humør, fordi det er lidt stille og roligt, og jeg er på vej på arbejde”, siger India foran blomsterbutikken.


Anonym vesterbroer

Lane 8: ‘Little by Little’ 

“Sublimt, innovativt, inspirerende ambient house. Jeg hører albummet som samlet værk”. Det er da lidt gammeldags? “Ja, og dermed sindsygt moderne”.


Mikkel A

Vic Mensa: ‘Liquor Locker’ 

“‘Liquor Locker’ er et rigtig godt nummer. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for et slags nummer. Er det ikke sådan noget hiphop?”.

Passer det godt til dit humør?

“Jeg vidste bare ikke lige, hvad jeg skulle høre. Så tænkte jeg på ham, fordi jeg lige har læst en artikel med ham… eller, jeg læste den ik’, så bare en overskrift. Men ja, jeg har hørt ham ret meget.”


Celine Lund 

Alessia Cara: ‘Growing pains (acoustic)’ 

Celine er på vej til arbejde med scooterhjelmen under armen og kan bedre lide den akustiske version af ‘Growing pains’ end den originale pop-version. Celine laver en ny playliste hver måned, og sangen her er lige kommet på ‘0918’.

“Så passer playlisten til humøret”.


Martin Kromann 

Gulddreng: ‘Se mig nu’ 

“Men jeg er jo ikke engang fra København!”.


Anonym type i regnvejr

Claus Hempler: ‘Love song number 5000’

Denne kvinde vil kun være med, hvis vi lader, som om hun hører noget andet end Claus Hemplers ‘Love song number 5000’.

“Det er jo så flovt! Jeg blev tippet af min moster om, at han var med i et eller andet tv-program”.

‘Toppen af Poppen’?

“Amen, det’ så pinligt! Jeg har fulgt ham siden efterskolen, så jeg har bare hørt det for evigt. Hans første plade er mega regnvejrsagtig. Jeg overvejer faktisk at se programmet. I siger ikke, hvem jeg er, vel? Kald mig ‘Anonym type i regnvejr'”.


Gammel Århus-dreng

Tv2: ‘Vi Skaber En Verden Perfekt’

“Jeg er gammel Århus-dreng, så jeg kan godt li’ nogle af de der gamle ting. Jeg er på vej på arbejde, så der skal lige et eller andet på, der kan give lidt gejst ik’.”


Gilbert Meile 

Grover Washington: ‘Just the two of us’ 

“Du kender den godt, når du hører den”.


Du kan lytte til vores lille ‘Lyden af Vesterbro’-playliste på Spotify her: