Postkort fra en båd: “Hvor mange gange kan man knalde og derefter bare være venner?”

Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender så sine postkort til Heartbeats. Denne gang fra de københavnske kanaler. 

Hotelværelset har udsigt til kanalen. Lagnerne er meget hvide. Her dufter af dyre duftlys. Han har solbriller på. Det har hun ikke. Jeg smider mine. Han matcher værelset. Det gør hun også. Jeg gør ikke lige så meget. Jeg mødte dem for ti minutter siden. 

Vi skal filme en kampagnevideo. Det fine hotel har fået pæne både til deres pæne gæster. Så de kan blive sejlet rundt i de københavnske kanaler, mens de sidder på beige læder og drikker vin fra et pænt sted i New Zealand.

Kameralinsen følger os fra værelset til den lyse båd. Vi er fire unge kvinder, der skal ignorere kameraet i nabobåden, mens vi skåler og griner, så man kan se, hvor sjovt det er at sejle i en pæn båd. 

Kaptajnen er en fryd for øjne. Hans stemme er også skøn. Især, når han siger ting, der både er kloge og sjove. Vi stiller spørgsmål til hinanden, mens de andre tre husker at grine i baggrunden. 

Det er sejt, at jeg er journalist. Synes han. Det er sejt, at han har sejlet jorden rundt. Synes jeg. 

Den halvglemte kameramand vil have mig til at skåle med de andre, så vi holder en pause fra spørgsmålene til hinanden. Det er jo egentlig også ligegyldigt, for jeg ved, at jeg hellere vil en anden lige for tiden. 

Jeg filmer noget og deler det på Instagram. Italieneren, der gik i ultra nedringede skjorter sidste sommer, kommenterer på min story. Hans skæg og brysthår ligner sig selv. Jeg svarer ikke.

Vi har været sammen engang. Nu gider jeg kun et venskab. Så jeg tænker over, hvor mange gange man kan knalde med en og derefter bare være venner. 

Min ekskæreste og jeg er venner. Man kan knalde mange gange på et seks år langt forhold. Men nu er det hotteste mellem os, den kaffe vi drikker hver tredje måned, når vi opdaterer hinanden på livet. 

Der er også ham fra de to dates. Cool type. Ikke så mange sommerfugle. Jeg takkede nej til en tredje date. Foreslog et venskab. Det orkede han ikke, og det er jo egentlig fair nok. 

Og så er der ham med krøller. Vi var bartendere et sted. Flirtede i nogle måneder. Efter en skæv aften på hans altan kom vi til at knalde. Vi har aldrig datet. Vi er bare venner. Men vi er kommet til at knalde igen. Og så er der blevet sendt ok mange nøgenbilleder og videoer. Nu har vi aftalt at beholde tøjet på. Fordi jeg kysser på en anden i øjeblikket. 

I morgen skal krøllerne og jeg spise aftensmad sammen. Jeg skal hjælpe ham med at tage nye billeder til hans portfolio.

Jeg tror på vores cølibat-venskab, selvom det er bygget på seksuelle undertoner. Vi er nok bare den slags venner, der har en billet hos hinanden i tider, hvor ingen af os krammer med andre.

Da jeg kommer hjem fra bådturen, betaler jeg en fartbøde. Det er den anden i den her måned. Jeg har brugt 6.000 kroner på fartbøder og p-bøder på et halvt år. Det er røv, men jeg ved ikke, hvem jeg kan tillade mig at blive irriteret på udover mig selv. Min økonomi er ikke super. Jeg overvejer at begynde at bruge mit køkken. Det virker voksent og fornuftigt. Jeg beslutter mig for at bage boller i løbet af ugen. 

Men nu vil jeg sove, og i morgen vil jeg afprøve mit nu aseksuelle venskab. 

Footer graphics