mor og barn
Foto: Pexels/ Jumpstory

Klimakamp: Mødregrupper forén jer! Gå forrest i kampen mod de små miljøsvin (altså jeres egne børn)

Hvis landets mødregrupper skar ned på forbruget til deres ønskebørn, kunne det skabe en klimabevægelse med gennemslagskraft. Så hvorfor ikke prøve? Tanker fra en småbørnsforælder om alt det overforbrug, der er forbundet med at sætte børn i verden.

‘Vil du redde klimaet? Så drop at få børn’, lød en overskrift, jeg læste for et års tid siden om en rapport fra Lund Universitet, der fastslår, at dét at sætte børn i verden – rent CO2-mæssigt – er en klimasynder af de helt store. Forskere har regnet sig frem til, at man ved at sætte et barn mindre i  verden, sparer 58,6 ton CO2 årligt. (Til sammenligning sparer man kun 0,8 ton CO2 årligt ved at skifte til en vegansk kost eller 1,6 ton ved at droppe den oversøiske flyvning)

Børn er altså nogle små – dog søde – miljøsvin, hvis man skal være lidt grov.

Eftersom det nok er de færreste, der vælger den hardcore løsning med at fravælge børn i kampen mod klimaforandringerne, kom jeg til at tænke på, hvor meget magt vi mødre (og fædre, men nu er det stadig mødrene, der holder størstedelen af barslen og derfor er en del af en mødregruppe) har over de nye verdensborgeres forbrug.

En undersøgelse viser, at et barns første leveår i gennemsnit løber op i omkostninger for 63.000 kr for et gennemsnitligt forældrepar. Så hvis der er én forbrugergruppe, som ofte både er pengestærke, kompromisløse og har Dankortet siddende løst – når det kommer til deres (ønske)børn – så er det de nybagte forældre. Der er jo ingen grænser for, hvor meget tid, ressourcer og Google-søgninger, man foretager, når babyens gear, funktion og design skal gennemanalyseres. Jeg ved det, for jeg har selv været der.

Skal det være en Emmaljunga eller Odder? Eller hvad med Brio? Kombivogn? Babyjogger? Hvor lang skal barnevognen være? Slynge eller bæresele? Og hvad med klapvognen, vuggen, babynest, højstol, autostol … For slet ikke at tale om alt det cute babytøj, der findes derude.

Jeg har selv lige afsluttet barsel nummer to og en mødregruppe, hvor ovenstående emner blev heftigt diskuteret, og en dag slog det mig, hvor stor en gennemslagskraft vi mødre har, når det kommer til forbrug. Hvor meget vi kunne bakke hinanden op ved at forbruge mindre – og dermed skabe bedre fremtidsudsigter til vores børn. Og hvor mærkbart et CO2-aftryk vi kan minimere med nogle få justeringer.

Et tænkt eksempel: Hvis nu alle mødre besluttede sig for 9 ud af 10 gange udelukkende at købe secondhand babytøj til deres nyfødte, som alligevel kun bruger tøjet få uger eller måneder, inden de vokser ud af størrelsen, så vil det spare miljøet for oceaner af ressourcer. Der går som bekendt 1.400 liter vand til produktionen af en enkelt t-shirt ifølge Miljøstyrelsen, og så kan man jo selv tage et kig på barnets tøjbunker og regne lidt på, hvor meget vand, der er blevet brugt til den midlertidige garderobe.

Cirkulært kredsløb

Eller hvis vi alle besluttede os for kun at benytte børnetøjs-abonnementer, hvor børnetøj i høj kvalitet kommer i et cirkulært kredsløb babyerne imellem og ikke ender med at samle støv i kælderen efter få måneders brug.

Eller hvis vi alle gik en lang bue uden om børneudstyrsforretningerne og i stedet købte vores næste barnevogn af et par, som ikke skal have flere børn, og derfor har en fin barnevogn med mange år tilbage endnu. (Og ja, måske man her bliver nødt til at gå på kompromis med farve og model og den eftertragtede ny vogn-feeling, men tag det som en oplevelse og et plus på klimakontoen.)

Det samme med legetøj, hvor man kan bytte internt i mødregruppen frem for at smide et par hundrede kroner efter det nyeste Fisher-Price.

”Kun det bedste til min Vitus,” så jeg en mommy-blogger skrive et sted på Instagram til et billede, hvor barnet havde fået nyt, lækkert, pastelfarvet øko-tøj. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det bedste til din, og vores allesammens Vitus’er og deres fremtid, er ikke at iklæde dem nyt tøj hele tiden. Eller købe nyt udstyr til hvert eneste nyfødte barn, som fødes ind i en verden, hvis befolkningstal om få år rammer 8 milliarder mennesker. Tværtimod. Det er at forbruge langt, langt mindre og genbruge de ting, der allerede findes i befolkningen.

Så til alle mødrene derude: Lad os forene alle vores superkræfter – for dem ved jeg, vi har mange af – og gøre netop dét.

5 tips til dig der gerne vil skrue ned for babyforbruget:

  1. Tegn et børnetøjsabonnement på eksempelvis Rebuybaby eller Vigga, hvor tøjet cirkulerer babyerne imellem, og hvor man automatisk får tilsendt en større størrelse, når babyen vokser ud af tøjet.
  2. Find udstyr og tøj gennem Reshopper, som udelukkende forhandler brugte børneting fra familie til familie nær din bopæl.
  3. Køb secondhand tøj i høj kvalitet gennem det stigende antal private salgsprofiler på især Instagram eller gennem private virksomheder, der håndplukker mærketøj som eksempelvis LittleReshop
  4. Er du mere til fysisk shopping, så besøg koncepter som Børneloppen eller Børnetorvet, hvor private sælger tøj og udstyr via egne stande.
  5. Støt Mødrehjælpens mange butikker landet over, som udelukkende sælger tøj og udstyr til få penge.

Footer graphics