Fly
Unsplash

Ny afgift på vej: Sverige går til kamp mod forurenende fly

Vores svenske naboer har fået nok af forurenende fly. Derfor har regeringen bebudet, at man vil indføre en afgift, der skal ramme særligt forurenende flyvemaskiner.

Skønt det formentligt er længe siden, du selv har sat dig ind i et fly og rejst til varmere, eller sjovere, himmelstrøg, så ved vi jo alle sammen godt, at når det kommer til klimaet, så er flytrafikken en af de helt store syndere. Derfor går den svenske regering nu til kamp mod høj-forurenende fly, skriver The Guardian.

Det skal være dyrere for flyselskabernes mere forurenende fly at lette og lande i de svenske lufthavne. Der er nemlig forskel på fly, hvor særligt de ældre modeller forurener mere end de nyere og mere klimavenlige.

”Det (forslaget) betyder, at takeoff- og landingsafgifterne kan være højere, når et flys klimapåvirkning er højt, og lavere når klimapåvirkningen er mindre,” udtaler ministeren for infrastruktur, Tomas Eneroth, mens han beskriver planen som den første af sin slags i Europa og måske også i verden.

Forslaget skal først vedtages i Riksdagen og er på nuværende tidpunkt ikke helt færdiggjort. En del af forslaget handler også om at se nærmere på, hvorvidt flyet anvender biobrændsel, når afgiften skal beregnes.

De svenske lufthavene Arlanda og Landvetter har udtrykt bekymring overfor forslaget.

Klimaskam rammer svenskerne

Debatten om flytrafik er ikke ny for svenskerne, da det bl.a. var her, ‘flyskamsbevægelsen’ startede tilbage i 2018. Flyskam handler kort fortalt om, at man skammer sig over at flyve på grund af konsekvenserne for klimaet. Flyskam er blevet et debatteret fænomen i Sverige, ligesom at hashtagget #jagstannarpåmarken har trendet på den anden side af sundet.

En rapport fra SJ, der varetager jernbanetrafikken i Sverige, viser faktisk, at langt flere svenskere vælger at tage toget fremover. 37 procent af respondenterne vil vælge toget, kunne man se i rapporten, der er fra 2019. I starten af 2018 var det tal på bare 20 procent. Ved samme lejlighed kan SJ se samme tendens, når de ser på stigningen i antallet af passagerer.

Et af de mere kendte eksempler på svenskere, der fravælger flyet, er selvfølgelig klimaaktivisten Greta Thunberg. Da hun skulle tale ved en FN klimakonference i New York, sejlede hun i stedet for at flyve.

Med det seneste forslag forsøger man altså at regulere flytrafikken i Sverige, og det er faktisk ikke første gang, at man fra politisk side anvender skatter og afgifter i klimakampen. Det er nemlig tidligere lykkes Sverige at få færre til at tage flyet ved hjælp af en flyskat, hvilket også inspirerede forskellige partier på den danske venstrefløj til at ville gøre svenskerne kunsten efter.

På nuværende tidspunkt har man dog ikke indført nogen flyskat i Danmark.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics