Fjerboa
Tøsetur og fjerboa... Foto: Shutterstock

11 ting du skal vide om 40’erne: Du skal nu til at vælge mellem dit fjæs og din røv

Visse ting er uundgåelige, andre kan der arbejdes med. Det er ikke længere cute at have overtræk på kontoen eller at stejle på cyklen. Prostatabesvær er en ting. Og måske skal du til at være nogens chef i stedet for kun nogens mor?

1. Vælg mellem din røv og dit fjæs

Enten er du lidt tyk, fordi sådan er det med hormoner og stofskifte, og hvis du er kvinde, overgangsalder. Eller også er du slank eller tynd, og så får du virkelig mange rynker fra nu af. Sådan er det bare. Sul i kinderne skjuler rynker, og et lidt for stort vægttab i denne alder får konsekvenser. Mange kvinder i 40’erne oplever desuden, at det fedt, der før sad på røven, nu sidder på maven, og der har det altså tænkt sig at blive. Lev med det, og køb større jeans.


2. Folk begynder at dø

Tidligere har døden mest handlet om tab af bedsteforældre og måske forældre eller i teorien dig, men langt ude i fremtiden. I 40’erne begynder dine jævnaldrende, og måske dig selv, at blive ramt af blodpropper, tumorer og andre ulyksagligheder. Det er et råt årti, hvor konsekvenserne af livsstil og en krop, der er på vej til at ældes, begynder at kunne mærkes, og der skal gøres en indsats mod den stive ryg om morgenen. Det handler om at overleve 40’erne og komme på den anden side af 50, så skal det nok gå alt sammen.

3. Grow the fuck up

Ting, der var cute, da du var ung, er nu ynkelige. Som at stejle på cyklen, være stolt af at være den sidste der går hjem fra fest, at smitte andre med kønssygdomme, gå med alle former for jazzhat og fjerboa eller at have overtræk på sit Dankort. Det løb er kørt. Du er granvoksen, og du forventes at kunne forvalte en budgetkonto, planlægge mere end 24 timer frem i tiden og lade være med at lægge an på praktikanten.


4. Tiden kommer tilbage…

… hvis du vil have den til det. De fleste forældre i 40’erne har store børn, som er mere selvstændige, måske endda teenagere og små voksne. Du kan derfor vælge at tænke ‘puha, så er vi ude over de urolige og strabadserende år’ og begynde at gå til keramik, kor eller yoni-massage. Eller bare pleje dine slidte venskaber og igen se folk, som ikke kun er i dit liv af praktiske årsager (som naboer med jævnaldrende børn), men simpelthen fordi du kan lide at være sammen med dem. Du kan også tillade dig større ambitioner på arbejdet end at skulle gå klokken 4. Måske er det nu, du skal blive nogens chef i stedet for nogens mor/far? Du kan også vælge at klynge dig som en igle til dine store børn og irritere dem ved aldrig at give slip på identiteten som ‘vi med småbørn’ og blive ved med at holde efterårsferie i uge 42 trods manglen på skolebørn.


5. Du har nu ansvaret for dine forældre

For mange vil omsorgsbyrden mellem generationerne skifte endegyldigt i 40’erne. Det er nu, at dine aldrende forældre får brug for dig til at installere deres internet og kabelpakke, til at hjælpe dem med kontakten til det offentlige, til at huske dem på at komme ud på en gåtur, og til at du kommer og laver mad til dem i stedet for omvendt. Når de bliver syge eller svagelige, er det dit ansvar at hjælpe med svære beslutninger om at skifte villaen ud med en 3V’er med elevator eller at få købt en ruminddelt pilleæske.

6. Du er ikke ung og lovende

Drømme, der ikke er blevet forløst i 20’erne og 30’erne, bliver det sværere og sværere at indhente. Og jagter du dem alligevel, vil det ofte blive forkastet som en slags midtvejskrise. Overvej det, inden du debuterer som rapper eller tager en uforklarlig “uddannelse” som barista. Det er på tide at lægge din livslange fornemmelse af, at du er en uopdaget stjerne på hylden og i stedet acceptere, at du er dig. Det er godt nok.


7. Du falder på plads

I 40’erne falder vi allesammen på plads i vores magelige liv og selvvalgte roller. Derfor er det ved at være for sent at blive skilt, når du når den anden side af de 45. Så bliver I sgu bare sammen, det andet er noget rod. Din drøm om at bo i Australien eller prøve lykken i LA er også ved at være forpasset. Det er derimod en fremragende alder at læse videre i eller at skifte karrierevej, hvis du har realistiske mål og drømme, hvis du har tid og overskud til at tænke på andet end børn og aftensmadsplanlægning.


8. Naturen bliver en ting

Indtil nu har det meget handlet om at bo centralt i byen, være tæt på en kiosk og blive opdateret på de nyeste restauranter og barer. Nu begynder drømmen om et sommerhus, en kolonihave eller bare en grøn plet græs at melde sig. Mange opdager, at det faktisk er fedt at gå en tur i en skov, og glæden ved havearbejde, dyr og naturens cykliske magi vokser. Du køber alligevel aldrig øl og Rizlapapir i kiosken mere, så du kan lige så godt flytte til en forstad og få lidt mere luft og ro.


9. Sundhed er ikke længere teoretisk

Når du er over 40, er alt, hvad du indtager, og hvor meget, du bevæger dig, en del af dit on going regnskab med døden. Du skal have din søvn, din olivenolie, dine grøntsager, din hverdagsbevægelse, rigeligt med fuldkorn og så videre. Du har vidst det længe, men nu batter det altså i kapløbet om ikke at falde fra før tid. Mænd kan med fordel sætte sig ned og tisse, fordi prostata, og kvinder skal bruge penge på ordentlig fodtøj og undertøj nu. Du skal gå oftere til lægen og lære noget med strækøvelser.

10. Svært at genkende folk

Mange begynder at se markant anderledes ud i 40’erne. Enten fordi de får botox eller anden kirurgisk ‘hjælp’ og ser straight up underlige ud. Eller fordi de pludselig ser meget gamle og grå ud, tykke eller skaldede, efter at du ikke har set dem et årti. Eller fordi du har brug for stærkere briller. Det kan anbefales at indøve nogle sætninger a la “har du gjort noget ved håret” eller “sikke nogle dødsmarte øreringe”, fordi det kan være freaky at møde folk med totalt ommøblerede ansigter uden at påpege netop det.


11. Sex fylder mindre

Det lyder usexet, ja, men sex er ikke længere det springende punkt i et parforhold eller i opstarten af en flirt. Der er mere rummelighed, når voksne mennesker møder hinanden og har prøvet det hele før. I starten af et parforhold er sex ligesom ubesværet og sker bare af sig selv. Senere skal der arbejdes lidt mere for det og måske kommer der diverse hjælpemidler ind i billedet i 40’erne. Det er okay. Mange vil finde mere ro i det seksuelle, hvor det nu handler mindre om at performe og mere om at flette sig ind i hinanden. Altså – mindre sexgynge og sprøjteorgasme – mere nærvær og mave-mod-mave.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics