PR-foto

Endelig en god nyhed: Nu kommer den første CO2-neutrale danske ‘klimamælk’

Fra på mandag finder du Danmarks første klimaneutrale, økologiske minimælk i supermarkedet.

På mandag lancerer landmand Jens Krogh, sammen med mejeriet Naturmælk, den første danske CO2-neutrale mælk, som lanceres under navnet ‘Klimamælk’.

Jens Krogh har siden 2012 arbejdet målrettet på at gøre sin gård i Sydvestjylland klimaneutral. Og det er faktisk lykkedes så godt, at gårdens samlede klimaregnskab nu er blevet negativt med 0,12 kg CO2 per liter mælk.

Jens Kroghs gård ligger i Strellev ved Ølgod. Han er 7. generation og driver slægtsgården med sin kone Lisbeth, og de har i en årrække nytænkt produktionen, med tanke på naturen og klimaet. Alle processer er nøje blevet gennemgået, både kulstofbinding, foder, maskiner og markarbejde. Desuden har landmanden investeret i en vindmølle og et biogasanlæg, med det resultat at gårdens energiproduktion nu altså fortrænger så meget CO2, at de tør kalde deres mælk for ‘Klimamælk’. Danmarks første og hidtil eneste.

Det er de her, som står bag den nye danske mælk.

Landmænd med i en intern klimabevægelse

Det er ikke alle landmænd, der kan arbejde så målrettet og ambitiøst og investere i et biogasanlæg, som Jens Krogh har gjort. Men resultatet har ifølge Nelly Frees Riggelsen, der er marketingchef i Naturmælk, inspireret andre af mejeriets andelshavere, og har været med til at skabe en intern klimabevægelse.

Sådan ser indpakningen til den nye co2-neutrale mælk ud.

”Vores landmænd kigger indad og har erkendt, at de bliver nødt til at gøre noget aktivt i forhold til klimaforandringerne, og det er mælken fra Jens Krogh inspirationen til,” fortæller Nelly Frees Riggelsen.

Klimamælken bliver en krone dyrere end Naturmælks almindelige økologiske minimælk, og pengene går tilbage til de af mejeriets andelshavere, der ligesom Jens Krogh får lavet klimahandlingsplaner for deres gårde i samarbejde med ØkologiRådgivning Danmark.
Der er foreløbig fem andre landmænd, der er i gang med klimahandlingsplaner, og der er flere på vej. Og det stemmer fint overens med mejeriets mål om, at mange flere af Naturmælks mejeriprodukter skal blive klimaneutrale i fremtiden.

Du kan fra på mandag finde den CO2-neutrale Klimamælk i køledisken hos Føtex og Bilka. Desuden kommer den til at blive solgt i Netto under Løgismose-brandet.

Footer graphics