For 15 år siden sad jeg og ventede på at komme ind på rektors kontor. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde gjort, men jeg kan huske, at jeg sad længe på en stol i lærerværelset sammen med nogle lærere og ventede på mine prygl hos den øverste skarpretter.
“Du er en meget tålmodig mand,” sagde en af dem til mig, da ventetiden havde nået et punkt, hvor den var fysisk til stede i rummet.
Og det er derfor, jeg kan huske den dag så klart. At blive kaldt en mand føltes som et af mit livs største komplimenter, selvom cirka halvdelen af jordens befolkning tilhører den gruppe.
Af dem er det nok de færreste, der rent faktisk ved, at den 19. november er deres mærkedag – at det i dag er den internationale mandedag. Men sådan har det nu været i 20 år takket være Doktor Jerome Teelucksingh, der fastsatte dagen i 1999.
LÆS MERE:
Og mens feminismen har været på hastig fremmarch de senere år, kunne noget tyde på, at behovet for en mandedag efterhånden er ved at være der. Har du åbnet en avis i 2019, ved du, at der er blevet skrevet op ad stolper og ned ad vægge om ’den moderne mand’ og maskulinitet. Også her på Heartbeats.
Der er blevet lavet film og serier, skrevet bøger om det at være en mand nu til dags. Og hvorfor så det? Hvad er udfordringen egentlig ved at være en mand i dag?
Statistikkerne taler deres klare sprog: Mænd præger kriminalitets- og selvmordsstatistikkerne, de har sværere ved at takle skilsmisser, og de dør tidligere end kvinder, blandt andet fordi de ikke går til lægen i tide. Mænd er bange for at virke pylrede overfor andre mænd, viser undersøgelser.
Samtidig ser vi for tiden andre mænd tage tyren ved hornene. De valfarter i terapi og mod lukkede mandegrupper i svenske skove, og de laver bål på Kalvebod Fælled én gang om måneden for at håndtere det, vi med et efterhånden udvandet begreb kalder ‘mandens krise’. De store temaer er parforhold, faderroller og maskulinitet, hvor måske især det sidste er krisens mest centrale punkt, fordi det vidner om en grundlæggende usikkerhed i forhold til, hvordan man udviser mandighed.
Maskulinitet er godartet
Forleden lavede vi en smule feltarbejde på redaktionen og spurgte, hvornår vores mandlige kolleger følte sig mest maskuline, og svarene var ret typiske. Når man kløver brænde, sagde en, når man råber ting på stadion, når man laver håndværk derhjemme. En sagde, at han følte sig maskulin hele tiden, både når han bollede og foldede vasketøj. Godt for ham.
Fælles var det, at de så følelsen af at være maskulin som god.
Maskulinitet som en godartet følelse giver positive forhåbninger på mandens vegne – særligt i en tid, hvor en bred vifte af mandens traditionelle kainsmærker har vist sig at være såkaldt ’toksiske’ (på jævnt dansk: decideret nedtur for kvinder).
Selvom de ovennævnte eksempler i overvejende grad er typiske eksempler på det, vi forbinder med ’en rigtig mand’, er dagen i dag en god anledning til at lægge ‘en rigtig mand’ i graven og gentænke selve idéen om, hvad han er. Lad os glædes over, at det at være en mand i sig selv kan opfattes som et kompliment, og at vores køn grundlæggende kan gøre os stolte over, hvem vi er.
Og lad os samtidig hylde alle de gode eksempler på forskellige mænd derude. At være offensiv omkring det er ikke nødvendigt. Men kopiér dem, der taler pænt og opfører sig ordentligt overfor mænd som kvinder. Og lad være med at grine af alle de andres dårlige jokes.
Her på Heartbeats markerer vi dagen med et håndplukket traktement af personlige podcasts fra gemmerne og nye og gamle artikler, der kredser om den moderne mand og hans mere eller mindre penible genvordigheder. Derfor: Læs og lyt, del og debattér. Jo mere, jo bedre.
Rigtig god mandedag!
