Martin Stuchtey, som er professor og rådgiver for blandt andet Ellen McArthur Foundation, har netop talt i Danmark om, hvordan vi skaber en mere bæredygtig fremtid. En af hans vigtigste pointer er, at vækst ikke længere kan redde os fra fattigdom eller skabe en bæredygtig økonomi. Stuchtey siger bl.a., at det ikke kun er miljøet, vi ødelægger med konstant vækst – de afledte økonomiske konsekvenser af miljø-ødelæggelser opvejer efterhånden også den oprindelige økonomiske gevinst.
Han er langtfra den eneste, der påpeger, at vækstmodellen i sig selv ikke længere er forsvarlig, men det er, som om man i regeringen og erhvervslivet nægter at give slip på den. Selv om man langsomt er begyndt at indse nødvendigheden af at tage klimapolitik alvorlig, må det ikke ske på bekostning af økonomisk vækst, lyder det altid. Det understreger statsministeren blandt andet i en kronik i Børsen sammen med revisorbrancheorganisationen FSR og Dansk Erhverv. Her beskriver de, hvordan FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling åbner for et stort marked for danske virksomheder. Med andre ord hvordan de skaber et vækstpotentiale.
LÆS OGSÅ:
I samme avis skriver chefredaktør Bjarne Corydon i lederen 12. oktober, hvor han i øvrigt beklager Børsens manglende opmærksomhed på klimaet, at ”uden økonomisk vækst er de fordelingsmæssige konsekvenser af omstillingen uoverstigelige”. Det er dette evige fokus på vækst, der er problematisk.
Vækst er traditionelt forbundet med sundhed, udvikling og fremdrift, og det kan opleves som decideret amoralsk at tale om at bremse væksten. Historisk set er det oplagt at se sammenhæng mellem vækst som udvikling, forbedring og en voksende økonomi. Gennem det 20. århundrede har økonomisk vækst været en drivkraft, der har skabt bedre livsvilkår for millioner af mennesker. Økonomisk vækst har været et middel på vej mod et mål: højere levestandarder og bedre livskvalitet. Men efterhånden er økonomisk vækst blevet målet i sig selv, og, som Stuchtey siger, i jagten på økonomisk vækst er vi nu villige til at ofre velfærden og klimaet.
Trivsel fremfor vækst
Der findes dog efterhånden også en del økonomiske modeller, der ikke sætter vækst i centrum. De betegnes med begreber som ‘post-growth’ eller ‘degrowth’ og fokuserer på at skabe et samfund baseret på trivsel frem for vækst. De fremlægger massevis af eksempler på virksomheder, der ser en stor værdi i at have det samme antal medarbejdere, samme produktion og samme omsætning som sidste år. Der er altså mange, der ser stabilitet som en værdi, men på samfundsniveau er det som om, at vi ikke kan give slip på økonomisk vækst som det eneste afgørende.
Er det, fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi ikke længere har vækst som rettesnor? Hvad hvis vi ikke er bedre end sidste år?
Vækst er nemt afkodeligt og målbart. På samme tid er vækst ikke bare et økonomisk paradigme, men også et livsstils-mål. Ideen om vækst giver os et håndgribeligt værktøj til at måle vores udvikling og finde ud af, om vi er blevet sundere, rigere og bedre mennesker siden sidst.
Men klimakrisen taget i betragtning er det på tide at tænke mere på at trives end på at ‘vækste’. Det er på tide at vi satser på en økonomi, der ikke driver rovdrift på klodens begrænsede ressourcer og finde glæde i, at vi nok er ligeså gode, eller dårlige, som sidste år.
