Partiet Fremad
Foto: fra partiet Fremads hjemmeside

Partistiftere: Fremad og Ammitzbøll er de seneste, men langtfra de eneste

Seriepartistifteren Simon Emil Ammitzbøll-Bille har sammen med sin gamle partifælle fra LA, Christina Egelund, stiftet det nye liberale parti, Fremad. I den anledning kigger vi tilbage på nogle af nyere tids partistiftere for at se, hvordan det egentlig gik for dem og deres parti.

I mange år var firepartisystemet dominerede for dansk politik. Stort set samtlige vælgere stemte enten på Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre eller de Radikale. Det var netop de fire partier, der havde absolut mest indflydelse. Sådan er det dog langt fra i dag, selvom alle de gamle partier stadig er centrale spillere på den politiske scene.

Nye borgerlige partier blomstrer frem som aldrig før. Hvor det i mange år var på venstrefløjen, der hele tiden blev dannet nye, små protestpartier, er det særligt højrefløjen, der står for skud nu. Seneste bud på et nyt parti er Simon Emil Ammitzbøll-Billes og Christina Egelunds nye Macron-inspirerede parti, Fremad.

Det er dog ikke altid, det går lige godt, når man danner et nyt parti. Vi har taget et kig på de senere års partidannelser og fundet nogle interessante tendenser.

De langtidsholdbare: Folkepartierne

Drømmescenariet for en partistifter er jo, at man har stiftet et langtidsholdbart parti. Et parti, der både kommer i Folketinget, men også bliver ved med at være der trods skiftende tider. Sådan går det heldigvis nogle gange. SF, der blev dannet af Aksel Larsen i 1959, er et eksempel på sådan et parti. Siden Aksel Larsen og Danmarks Kommunistiske Parti gik hver til sit, har SF været en meget central spiller i dansk politik. De har både ageret parlamentarisk grundlag for mange socialdemokratiske regeringer, og så prøvede de selv lykken som regeringsparti som medlem Helle Thorning-Schmidt første regering. Mindre succesfuldt, men det er en anden historie. Når det er gået bedst for SF, har de fået hele 14,6 procent af stemmerne, og man kan ikke længere tænke på den danske venstrefløj uden også at skænke SF en tanke. Et andet rødt langtidsholdbart parti er Enhedslisten, men det vender vi tilbage til.

Et succesfuldt eksempel fra den anden side af Folketingssalen er Dansk Folkeparti. Tilbage i 1995 blev partiet dannet med Pia Kjærsgaard i spidsen efter et dramatisk landsmøde i Fremskriftspartiet. Selvom Dansk Folkeparti ikke har ligeså mange år på bagen som SF, har de siden valget i 2001 været landets tredjestørste parti – faktisk blev de ved valget i 2015 landets andetstørste parti samt det største borgerlige parti. Hvis man ser nærmere på partiets indflydelse på den førte politik siden 2001 – særligt flygtninge- og indvandringspolitikken, kan man også nøgternt konstatere, at Dansk Folkeparti har haft massiv indflydelse. Partiet er både blevet en magtfuld spiller, men også en langtidsholdbar en af slagsen.

Her ses Dansk Folkepartis nuværende og forhenværende formand, samt to hunde. Fra Dansk Folkepartis Facebook.

Partierne, der forsvandt

Nogle partier er succesfulde i en periode, indtil de pludselig ryger ud af Folketinget. Her tænker jeg på partier som Centrum-Demokraterne (CD), der blev stiftet af den socialdemokratiske udbryder Erhard Jacobsen, Fremskridtspartiet, Kristendemokraterne (som de hedder i dag), Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti. Både CD, Kristendemokraterne og Retsforbundet har faktisk alle en fortid som regeringspartier, mens Glistrups Fremskriftsparti blev landet næststørste ved jordskredsvalget i 1973.

Men det partierne har til fælles er, at skønt det gik godt i en periode, så fortsatte det ikke. Kristendemokraterne eksisterer faktisk stadig, og de er også ret populære i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor de ved sidste kommunalvalg var tæt på at vinde borgmesterposten. Men de har ikke siddet i Folketinget, siden de røg ud i 2005 – selvom de godt kan lide det kristne parti vestpå.

Det røde stemmespild: En enhedsliste bliver født

I disse år taler vi meget om det borgerlige stemmespild – særligt med sidste valg in mente, men i mange år var de røde småpartier på den yderste venstrefløj faktisk den konservative statsminister Poul Schlüters bedste ven. Mange af de små venstrefløjspartier som Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne, Socialistisk Arbejderparti og senere Kommunistisk Arbejderparti havde nemlig meget svært ved at komme over spærregrænsen i slut 80’erne og start 90’erne. Indtil de gik sammen og dannede Enhedslisten. I 1994 kom partiet over spærregrænsen, og selvom de i mange år balancerede rundt omkring den, har de siden 2011 valget vokset sig både stort og magtfuldt.

Når de Radikale ikke er radicool nok

Tilbage i 1905 blev Det Radikale Venstre dannet af udbrydere fra Venstre. Siden dengang er det blevet til mange flere udbrydere. Hvis vi ser på en række af de seneste års nye partier, stammer mange af udbryderne netop fra Det Radikale Venstre. Listen tæller bl.a. Ny Alliance, der så blev liberal, Borgerligt Centrum – det var en kort fornøjelse, men det tæller, Alternativet og nu altså Fremad – hvis vi ser bort fra Simon Emil Ammitzbøll-Billes politiske asyl i Liberal Alliance. Onde tunger vil sige, at vi i dag har fire radikale partier frem for et. Om det er tilfældet, skal jeg afholde mig fra at kommentere, men noget kunne tyde på, at hvis man skal gætte, hvem der bliver den næste partistifter, så skal man have fat i en radikal.

Alternativets stifter Uffe Elbæk har også en fortid som radikal. Foto: wikicommons.

Det nye højre – Gud, stramninger og plettede straffeattester

Som tidligere nævnt er det særligt på højrefløjen, de nye partier skal findes. Op til sidste valg var der nemlig en række nye borgerlige partier på stemmesedlen, skønt mange af dem ikke kom ind. Det lykkedes Pernille Vermund og de Nye Borgerlige at komme over spærregrænsen, mens partiet Klaus Riskær Pedersen – opkaldt efter stifteren og formanden Klaus Riskær Pedersen, samt Stram Kurs ikke kom over spærregrænsen. Kristendemokraterne (som ikke er nye, nej) kom heller ikke ind, og sammen med Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen skabte de et stemmespild på i alt 153.658 stemmer. Der er ingen valgforbund ved Folketingsvalg, så kommer et parti ikke over spærregrænsen, er det for at sige det på Susanne Biersk: Bare ærgerligt, Sonnyboy!
Nu er der med partiet Fremad kommet et nyt medlem af den blå familie, der i forvejen ellers havde vokset sig stor, og hvor stemmespildet havde gjort nøjagtigt det samme.

Partiformand Klaus Riskær Pedersen fra partiet Klaus Riskær Pedersen. Foto wikicommons.

Dem vi har glemt

Kan du huske Minoritetspartiet? Liberalt Centrum? Dansk Samling? Pensionistpartiet? De Uafhængige med den gamle Venstrestatsminister Knud Kristensen i spidsen? Hvad så med Det Humanistiske Parti? De Grønne? Det tænkte jeg nok. Måske du kan huske Fælles Kurs, men det er nok mere pga. sømandsbossen Preben Møller Hansen end selve partiet. Mange nystiftede partier, der bliver opstillingsberettiget til Folketinget, kæmper en stor kamp for at komme over spærregrænsen. Og det er ikke altid, det lykkedes. Nogle kommer ind, men hurtigt ud igen. Andre kommer slet ikke ind. Så de forsvinder – både ud af dansk politik og vores hukommelse.
Kun tiden vil vise, om partiet Fremad vil falde i denne ret uheldige kategori, eller om det vil lykkes partiet at skabe sig en fremtid i dansk politik.

Find mere om
Footer graphics