Foto fra Ritzau Scanpix

Kina censurerer homoseksuelle referencer i den nye Harry Potter-film

Den kinesiske regering har skåret dele ud af den nye Mads Mikkelsen-film ’De fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’.

En af de største filmproducenter, Warner Bros, som står bag filmen, har bøjet sig for kinesiske censur og redigeret referencer til et homoseksuelt forhold væk i filmen ’De fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’. I den kinesiske version af filmen er der fjernet dialog på i alt seks sekunder, der henviser til et tidligere romantisk forhold mellem karaktererne Albus Dumbledore og Gellert Grindelwald, som spilles af Jude Law og danske Mads Mikkelsen.  

”Vi ønsker, at publikum overalt i verden skal se og nyde denne film, og det er vigtigt for os, at det kinesiske publikum også har mulighed for at opleve filmen, selv med disse mindre redigeringer,” siger Warner Bros til et af de mest læste australske nyhedsmedier, news.com.au. På trods af redigeringen påstår studiet, at filmens ånd forbliver intakt.

Filmen er efterfølgeren til ’Fantastiske skabninger, og hvor de findes’ og ’Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’. Den nye film er den tredje film i rækken og er en spin-off-film af Harry Potter-universet. J.K Rowling har skrevet manuskript og står bag ideen til filmen, som foregår 70 år, før Harry Potter og co. starter på troldmandsskolen Hogwarts.

Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling afslørede selv i 2007 efter udgivelsen af sidste bog i serien ’Harry Potter og Dødsregalierne’, at Dumbledore var homoseksuel, og at han og Grindelwald havde et kærlighedsforhold, da de var unge.

De kinesiske myndigheder og censorer ville have fjernet replikkerne ”fordi jeg var forelsket i dig” og ”sommeren, hvor Gellert og jeg blev forelskede”. LGBT- forhold har længe været et følsomt emne for Kina, som nøje overvåger udenlandske film. Kun 37 udenlandske film bliver vist i de kinesiske biografer om året. Men det er vigtigt for Hollywood-studierne at have adgang til det kinesiske marked med 1,44 milliarder forbrugere, og derfor er filmskaberne åbne for censur.

Filmen ’De fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’ er ude i biograferne nu.

Se traileren her:

Find mere om
Footer graphics