klima børn FN
Foto: Jessica Podraza/Unsplash

Kommentar: Hvor bliver klimaindignation blandt os i 30’erne og 40’erne med små børn af?

Hvorfor er mine jævnaldrene i 30’erne og 40’erne ikke mere vrede, indignerede og handlekraftige, når det kommer til klimakatastrofen? Som udviklingen går nu, tyder al forskning på, at det bliver en ustabil verden, som vi giver videre. Mange af os har små børn, og alligevel tager vi ikke personligt ansvar?

Der er en scene i den formidable tv-serie ’The Handmaids Tale’, som jeg tit tænker på, når jeg i kraft af mit job læser og sætter mig ind i klimaets udvikling. Hovedpersonen June taler med sin aktivistiske mor, der arbejder på en abortklinik i et stadig mere højredrejet og religiøst fanatisk regime, om sit snart forestående bryllup. Moderen forstår ikke Junes prioritering og siger direkte til sin datter:

”Landet er ved at gå i opløsning. Det er tid til at kæmpe. Ikke lege far, mor og børn”.

Jeg synes, scenen er skræmmende aktuel i dag, hvor informationsbomber fra verdens førende klimaforskere gentagende gange beretter om, hvor skidt det forholder sig med klimaudfordringerne, og hvor vigtigt det er, at vi reagerer. Senest med FN-rapporten der beretter om, at den første menneskeskabte massedød er på vej. Op til 1 mio. dyrearter er i fare for at uddø indenfor få årtier, hvilket kommer til at påvirke mennesker i både nuværende og kommende generationer, ifølge forskerne.

Alligevel er det som om, at nyheder som ovenstående ikke rigtig ryster os i vores grundvold. Vi noterer det og bekymrer os om det, ja, men sådan en helt-oppe-på-barrikaderne-mentalitet – den synes jeg, man skal kigge langt efter. I hvert fald blandt min egen generation. Jeg befinder mig i midten af 30’erne, og jeg har længe undret mig over, hvor kampen, opråbet, indignationen bliver af blandt mine jævnaldrende.

Jeg kigger mod de unge og ser et håb og en handlingsorienteret generation, som råber op. Som skriger efter forandring. Som mobiliserer sig. Jeg kigger mod bedsteforældre, hvor nogle (ikke alle) mobiliserer sig i Bedsteforældrenes Klimaaktion og kræver handling på deres børnebørns vegne.

Og så kigger jeg mod min egen generation. Os i 30’erne og 40’erne, der har fuld knald på karrieren, har små børn, villa, realkreditlån og uendelige boligprojekter, og jeg kan ikke rigtig se nogen indignation her. Mange af os har børn, og de børn er dem, der kommer til at være voksne i en verden, hvor den nuværende flygtningesituation kommer til at være peanuts i forhold til antallet af klimaflygtninge i fremtiden. De kommer til at være voksne i en verden, hvor 10 mia. mennesker i 2050 alle skal have adgang til rent drikkevand og mad, og hvor ekstreme vejrfænomener kommer til at være langt hyppigere end i dag. Da jeg blev født i 1985, var der 5 mia. mennesker. Så hvorfor er det, at vi ikke er mere optagede af at sætte et personligt præg på udviklingen?

”Fordi jeg ikke har tid, lyst og overskud til at være klimaaktivistisk, når jeg endelig har fri,” tænker du højst sandsynligt. Og jeg er udmærket klar over, at tid ikke er det, der er allermest af blandt mine jævnaldrende, hvor mange er småbørnsforældre med fuldtidsjob, hente/bringe-koordination, aftensmad, legeaftaler og evige vasketøjsbunker. Det er heller ikke fordi, jeg advokerer for, at man fysisk skal stille op til en ny klimademonstration hver uge, eller at den eneste løsning på klimaudfordringerne er at blive veganere og flytte i selvforsynende landsbyer.

Det, jeg savner er, at min generation lægger lige så mange kræfter i at råbe politikere og beslutningstagere op, som de gør i at lægge billeder af deres smukke børn på de sociale medier, bruge tid på at få refunderet penge efter rejser, der ikke levede op til standarden, eller tankerne om hvilken ny tørretumbler eller sofa, der skal købes næste gang. Alle aktuelle eksempler fra min egen bekendtskabskreds.

Der er ikke noget i vejen med at dele billeder af sine børn eller i at ville have ny sofa, men jeg efterspørger lidt balance i prioriteterne.

Hvad jeg til gengæld ikke savner at tale med jævnaldrende venner om er, hvor den næste oversøiske familieferie skal gå hen, eller hvorfor det hele kan være lige meget, så længe inderne og kineserne ikke opper sig. Jeg er simpelthen begyndt at zoome ud. Danmark er én af klodens største udledere af co2 målt pr. indbygger, og man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et dybt forurenende glashus.

Jeg savner heller ikke at høre om, hvilken ny bil man planlægger at købe, for jeg synes det i bund og grund er ligegyldigt. Køb da en bil, men brug så tilsvarende af den tid, du har brugt på at købe den bil på noget, der gør en reel forskel. Råb op. Vær vred over den manglende politiske ageren. Tag stilling, når du vælger din ferierejse. Stop med at købe nye ting, bare fordi du har råd eller keder dig. Skriv et læserbrev til en lokalpolitiker. Vælg en etisk forsvarlig pensionsopsparing. Spis mindre kød, selvom du elsker bacon. Bare gør noget. Tag nogle bevidste – svære – valg og vis noget handling i stedet for bare at fortsætte i samme bekvemmelige spor.

Jeg kender heldigvis flere, som allerede tager bevidste valg og har lagt deres livsstil om, men jeg ser også tilsvarende mange, som fortsætter forbrugsfesten. Det er som om, at mange af os er så optaget af vores børn, job og hjem, at vi fortrænger eller lukker øjnene for den virkelighed, som er lige udenfor døren. Og virkeligheden er, at det ser skidt ud. (Jeg beklager den dystre tone, men det er de kedelige fakta.) Alt forskning tyder på, at som udviklingen går nu, så bliver det en ustabil verden, som vi kommer til at give videre til vores børn og børnebørn. Så hvorfor får det os ikke mere op af stolene?

Mit bedste bud er, at min egen generation simpelthen er røget så meget i bekvemmelighedsfælden, at det er svært at komme fri igen. Det er meget lidt bekvemmeligt pludselig at skulle tage stilling og ændre livsstil, når man har været barn og ung i de bekymringsfrie og ironiske 90’ere og nærmest har fået ind med modermælken, at ’the sky is the limit’, og at verden er ét stort tag-selv-bord.

Det er også meget lidt bekvemmeligt pludselig at skulle til at tænke over sit forbrug og sine ferierejser, hvis man har et stort rådighedsbeløb hver måned. Hvilket mange af os har qua den historisk høje beskæftigelse og mange timer på jobbet. Så bliver vi en del af livsstils-inflationen – den tendens, der gør, at når man tjener mere efter mange års lavvande, typisk studieår eller praktik, og automatisk bruger man flere penge. Uden nødvendigvis at føle en større glæde, men fordi man kan og har råd. Økonomisk råd, skal jeg skynde mig at tilføje. Moralsk råd har vi overhovedet ikke.

”Måske er det, fordi vi fokuserer på at give vores børn en god nutid frem for en god fremtid,” sagde min bedre halvdel, da jeg luftede min undren overfor ham. Først syntes jeg, det lød virkelig dumt, men jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg, han har ret.

Selvfølgelig ønsker alle forældre en god fremtid for deres børn, men i vores iver efter at leve et bekvemmeligt og trygt liv, glemmer vi, at det også kræver handling, hvis vi også skal give næste generation en tryg fremtid.

Og her står bekvemmeligheden i den grad i vejen.

Footer graphics