“GÆT hvor meget billetten kostede”, jubler min bedste ven gennem telefonen fra Brighton. Mine overvejelser bliver hurtigt for langtrukne til hans smag, eller måske er han bare så oppe at køre over det absurd lave beløb, at han bliver nødt til at råbe det, inden jeg kan få et ord indført: “15 PUND! Can you believe it?”.
Det er turen fra London Stansted til København, han taler om, og resultatet af den lave pris er, at han kommer til at krydse den kære Nordsø, der adskiller os, så jeg kan vise ham min smukke fødeby, København. “15 PUND…”, gentager han, denne gang mildere, lidt mistænkelig. “Men hvordan fanden kan det lade sig gøre?”.
Ja, hvordan kan det lade sig gøre? Det er det selvsamme spørgsmål, jeg stiller min søgemaskine gang på gang, når jeg leder efter en flytur, der ikke vil sende min SU-bankkonto i overtræk – og gang på gang, efter at nettet lynhurtigt har gennemanalyseret tusinder af priser og flyselskaber, får det samme svar: Ryanair.
Nærige, koldblodige, elendige Ryanair. Vor tids flyvende tyran med det blå og gule logo, der gør dig grisk ved første blik. Du er et får, og Ryanair er din hyrde. Du er en almindelig dødelig med drømme om at komme til Gran Canaria, og Ryanair er den blodsugende vampyr, der sælger dig dit boardingpas.
Selvom jeg for min samvittigheds skyld gør mit bedste for at undgå at læse strømmen af afslørende nyheder om Ryanair, er det komplet umuligt med et selskab, der gør alt, hvad de kan for AKTIVT at være nederen med mishandling af livstrætte stewardesser og hate speech-rablende passagerer.
Fuldkommen ydmygelse
Ryanair gør nærighed til en ekstremsport. Nej – Ryanair gør nærighed til et stykke provokerende avantgardekunst, der skubber til dit selvhad. Ombord i en proppet aluminiumsfugl med gulag-lignende tilstande åbner de for spørgsmålet: Hvor langt kan vi presse dig ned i nærighedens afgrund, før den 100 kroner billigere billet til Madrid ikke var det værd?
Svaret er: Fucking langt! Det beviste jeg for mig selv i mandags på et morgenfly fra Heathrow med en frisk afgang kl. 5.00. En polsk steward gav mig et glas omsorgs-vand, mens jeg på ussel vis kastede op foran ham i en papirpose af fly-syge. 30 sekunder efter spurgte han mig, om jeg helst ville betale de 3 pund for vandet kort eller kontant.
I det øjeblik var ydmygelsen fuldkommen. Jeg fordømte bestandigt Ryanair, og alt hvad de står for. Men da jeg var landet og havde hentet min kuffert, kom jeg på andre tanker. For hvis det ikke var for dette diabolske flyselskab, kunne jeg ikke rejse så let og billigt, som jeg gør nu. Hver gang jeg ankommer til en ny, smuk og spændende europæisk storby, er den tragiske flytur øjeblikkeligt glemt, og jeg priser mig i stedet lykkelig for at have fået en ny en på opleveren.
I det attende århundrede var der tradition for, at de rigeste og fineste unge mænd og kvinder, såkaldte “debutanter”, skulle tage en Grand Tour rundt i Europa for at få en dybdegående forståelse for kunsten og kulturen på kontinentet. Hvor det dengang var en dyr og elitær fornøjelse, sælger Ryanair nu renæssance-idealet om den pan-europæiske dannelse til en overkommelig pris. Nu er det er nærmest en selvfølge, at den unge dansker har rejst ud i verdenen, festet, lært lidt gebrokkent spansk og set Berlinmuren.
Klimaskyld
Ryanairs gyldne tid og min studietid falder sammen. Jeg har på alle punkter mere frihed til at rejse end generationerne før mig. Derfor tager jeg det også som en selvfølge, indtil jeg kommer i tanke om det med, at flyrejser ødelægger planeten.
Hver gang jeg stiger om bord, får jeg et lille stik af skyldfølelse. For ikke alene flyver jeg, hvad der er den uden sammenligning værst tænkelige handling for det personlige CO2-udslip, men jeg flyver også med et selskab, hvis CEO, Michael O’Leary, tilmed har foreslået, at man skulle “skyde alle miljøaktivister”.
Der er ingen vej uden om erkendelsen: Jeg dyrker flyrejsen i dens mest problematiske tid og tager endda min ret til at rejse som en selvfølge. Jeg er tilmed paralyseret af mit eget hykleri.
I Sverige har de indført flyskatter, der dukker op som et afmærket beløb, når man køber sin billet, og der er bred opbakning blandt danskerne for et lignende borgerforslag herhjemme, mens regeringen endnu ikke er overbevist.
Det giver mig håb, at selvom vi danskere bliver nødt til at opgive privilegier, som vi før har taget for givet, er vi modne nok til at se, at rejsetrafikken er ude på et skråplan. Vi bliver nødt til at rejse med større omtanke, hvis vi overhovedet skal have en planet at rejse rundt på.
For mit eget vedkommende ville de ekstra 50 kroner oven i min billet ikke fjerne den dårlige samvittighed, men dog lette den. Og ud fra et ønske om at bevare de sidste rester af min selvrespekt, vil jeg i det nye år gøre en dyd ud af at skrue ned for Ryanair. Det er vel en slags start?
