Louise træner israelsk selvforsvar: “Allerede da han skubbede mig op ad væggen, vidste jeg, at det var for meget”

Louise trækker over på den anden side af den tomme gade, da en mand indhenter hende.

“Har du en lighter, jeg må låne? Hvad hedder du? Hvor skal du hen?”

Hun er 15 år, han i midt-tyverne. Han virker harmløs, så hun svarer pænt. Men så lægger han armen om hende. Trækker hende ind til sig og kysser hende. Louise stivner. De står foran hendes forældres opgang, og nu vil han med op. Hun skubber let til hans bryst. Han er meget stærkere end hende, og hun vil ikke provokere. Så lykkedes det hende at vriste sig fri. Hun skynder sig ind i opgangen. Med bankende hjerte stirrer hun på hans silhuet bag den matte glasdør. Efter et par minutter fordufter han.

Den afslutning på Louises aften er noget af det, mange kvinder frygter. Seks ud af ti kvinder undgår helst at færdes alene i byen sent om aftenen, og hvis de gør, overvejer de kraftigt risikoen for at blive overfaldet, viser en rundspørge fra TV2. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 6.700 kvinder i gennemsnit udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg hvert år. Over halvdelen er under 24 år. Men mørketallene er ifølge fagpersoner store.  

Efter den ubehagelige aften fulgte flere grænseoverskridende oplevelser med mænd i nattelivet. Derfor valgte 22-årige Louise for to år siden at starte til selvforsvar. Det er nyt for hende at dele sine ubehagelige oplevelser, derfor har hun ikke lyst til at optræde med fuldt navn i artiklen.

Det skal være ‘muscle memory’ 

​Duften af engangsgrill spreder sig i parken. Picnickurvene pibler frem, og motionsløberne fylder stierne, mens en Soundboks brager i det fjerne. Midt i det hele løber en gruppe kvinder rundt. De slår, sparker og brøler, som gjaldt det deres liv. Det er tirsdag aften i Fælledparken i København, hvor Louise træner selvforsvar med 360 Gym’s kvindehold. De øver sig i at forudsige fare og reagere hurtigt for ikke at blive en del af statistikkerne for vold og seksuelle overgreb mod kvinder. 

De træner den israelske kampsport Krav Maga, som tager udgangspunkt i realistiske scenarier. Her er alt i princippet tilladt. Dog går en stor del af træningen ud på at lure den andens intentioner og sige fra, før situationen eskalerer. De bestræber sig på at lave et ’Krav Maga knock out’, hvor man fratager den anden lysten eller muligheden for at udøve vold. Det kan være et slag, der giver dig to sekunder til at komme væk, et råb, der vækker omgivelsernes opmærksomhed eller et våben i form af en nøglesnor, der kan svinges mod en potentiel gerningsmand. Men første skridt er at få en klar fornemmelse for sine grænser, så det har Louise har måttet lære.

“Hvis jeg svinger meget i mine signaler, kan det jo også blive en gråzone for ham. Så jeg har bare lært at sige det, som det er, så snart det bliver ubehageligt. Når jeg siger stop, mener jeg stop.”

Halvdelen af kvinderne sidder på plænen med lukkede øjne. Nogle meter derfra står deres makker på spring. Instruktøren hæver sin arm, og kvinderne sprinter mod deres bytte. Først når de siddende kvinder fornemmer, at noget er nær, må de åbne øjnene. Og så går det hurtigt. Nogen laver en præcis vending i græsset og stikker i løb. Andre springer op som en fjeder og hiver hænderne op foran ansigtet. Klar til at slå fra sig.

Den slags stressøvelser fylder meget i kvindernes træning, for ifølge deres træner Marianne Brink, er der ikke tid til at tænke, før man handler. Teknikkerne skal sidde på rygraden. 

“Man tænker heller ikke over, at man ser sig for, før man går over vejen,” siger hun. “Det skal være muscle memory, så kroppen instinktivt ved, hvordan man reagerer mest hensigtsmæssigt.”

Slut med den pæne pige 

På trods af, at vi fortæller hinanden, at vi i Danmark har ligestilling, bliver piger og drenge stadig opdraget så forskelligt, at kvinder i dag har en mindre tro på deres fysiske kræfter, end mænd har. Det påpeger Mira Skadegård, som er diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet. 

​”Det giver kvinder empowerment at erfare, at man godt kan kaste sig efter en bold eller få et blåt mærke, uden der sker noget. Og for fysisk at kunne forsvare sig selv er man nødt til virkelig at kende sine grænser og sin krop. Den bevidsthed kan selvforsvar sagtens give.” 

Når en ung kvinde til træningen kaster sig ned over en boksepude og smadrer håndfladerne mod det sorte kunstlæder, så er det forhåbentligt et slag, hun aldrig får brug for i virkeligheden. Men Marianne Brink oplever blandt sine elever, at det giver en enorm tryghed at vide, at de kan hjælpe sig selv ud af en grænseoverskridende situation. 

“Mange oplever at få et bedre selvværd og går med en rankere ryg. Det kan jo gøre en forskel i sig selv.”

Det giver god mening, at man bliver bedre til at sige fra overfor sexistisk opførsel og diskrimination generelt, når man lærer sine kropslige grænser at kende, fortæller Mira Skadegård. Men at lære selvforsvar gør ikke arbejdet alene. Det er også vigtigt at forstå, at vi har andre forventninger til kvinder end til mænd. Mira Skadegård mener, at kvinder bliver fastholdt i at være underdanige.

“Kvinder er ofte opdraget til at opføre sig blidt, tale pænt og ikke være for kontante i deres udtalelser. Når man som kvinde bliver bevidst om det, kan man bedre fange sig selv i det og reagere på det.”

Selvom fokusset ikke er på kønsnormer og ligestilling hos 360 Gym, føler Louise alligevel, at hun er blevet mindre bange for at råbe op eller ødelægge den gode stemning. 

For nyligt var hun på en bytur med en veninde. På en propfyldt klub i Indre By maser hun sig frem i baren, da hun får øjenkontakt med en mand. Nik og Jay brager ud af højtalerne. Og så står han pludseligt tæt op ad hende. Han tager et fast greb i hendes hår og hiver til. 

“Nå, det kan du nok godt li’ hva’?,” hvisker han. 

“Så kiggede jeg ham bare direkte i øjnene, og sagde: “hold kæft hvor er du klam!”,” Fortæller Louise. “Og så blev han ellers stille.”

Generelt oplever Louise at blive mødt med respekt, efter hun har lært at melde klart ud overfor mænd. Men faktisk, kan hun ikke komme i tanke om særlig mange grænseoverskridende oplevelser, hun har haft, siden hun startede til selvforsvar. 

“Det er lidt sjovt. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg bare har en anden attitude.”

Du må altid sige nej

Én af de gange hvor Louise ville ønske, hun havde været bedre til at sige fra, var på en Tinder-date for et par år siden.

De snakkede om løst og fast, da fyren spørger, om han ikke må få et kys. Louise kysser ham på kinden. 

“Ej, et ordentligt kys!”

Hans hænder lander på hendes hofter, glider om på hendes røv. Han skubber hende op ad væggen og kysser hende. Et øjeblik tænker Louise, at de da godt kunne kysse lidt. Han var meget sød, og de var jo på date. Øjeblikket efter bliver det for meget, så hun puffer ham forsigtigt væk. 

“Blusen sidder oppe over min bh, og han er godt i gang med at komme i bukserne på mig. Jeg kunne bare ikke få luft.” 

Fyren fortsætter. Nu mere heftigt. 

“Stop.” Louise skubber til ham. 

“Okay, okay. Slap af.”

Louise skubber døren op. Retter på sit tøj og skynder sig væk.

​Ugen efter skriver fyren til Louise. Han syntes det havde været hyggeligt og ville høre, om hun havde lyst til at ses igen. 

“Allerede da han skubbede mig op ad væggen, vidste jeg, at det var for meget,” fortæller Louise. “Han virkede sød, så jeg var chokeret over, at mit førstehåndsindtryk var så forkert.”

Frygten for vold og voldtægt forbindes ofte med en mørkklædt mand, der springer ud fra en sidegade. Men sådan er det sjældent. Selvom sexisme og seksuelle krænkelser, ifølge Line Eiby Andersen, i høj grad findes i det offentlige rum, viser den nyeste årsrapport fra Center for Voldtægtsofre, at cirka 80 procent af ofrene kendte gerningsmanden på forhånd. Tilliden i en relation, om det så er en kæreste, ven eller kollega, gør det meget sværere at sige fra, fortæller Line Eiby Andersen.

Yde mindst mulig vold 

Det kan måske virke paradoksalt at modarbejde vold med vold. Når det kommer til voldtægtsforsøg, tvivler Line Eiby Andersen fra Center for Seksuelle Overgreb på, at det er løsningen. 

“Typisk er gerningspersonen en mand, der er stærkere, og som har et klart mål. Jeg er bange for, at det er en kamp, man ikke kan vinde, og at en voldelig modstand kun vil føre til et voldsommere overgreb.”

I Krav Maga er målet at lære nogle teknikker, så man gør mindst muligt skade på sig selv og andre, hvis det bliver nødvendigt at blive fysisk, understreger Marianne Brink. Men vigtigst er det at lære at afværge en situation, så den ikke eskalerer. 

En dunkel bar med høj musik eller en mørk aftenstund udgør derfor af og til rammerne for træningen. Så er der rollespil på programmet, og klubbens mandlige medlemmer gør sig til med grænseoverskridende adfærd. 

“Selvforsvar handler ikke bare om at slå hårdt, det handler om at sætte en grænse, før det går for vidt. For eksempel at kunne sige utvetydigt nej til at danse med en insisterende fyr,” fortæller Marianne Brink.

Er man altid på vagt? 

​Et nøglebundt, boksepuder og en plastikflaske ligger i græsset blandt kvinderne. 

“Den her siger vi lige er af glas, ikke?,” siger Marianne muntert, da hun lægger flasken. I den næste øvelse må kvinderne forsvare sig med, hvad de kan finde omkring dem. Øvelsen gentages som før.

“Go!”

Nogen springer op og løber væk fra deres modstander. Én står i kampposition og råber af sine lungers fulde kraft. Hun samler en boksepude op fra jorden og svinger den mod sin makker. 

Kvinderne lærer at opdage, hvilke ting der er i deres hjem, som kan bruges til at forsvare sig med, hvis uheldet er ude. Men skaber den konstante opmærksomhed ikke unødvendig frygt?

“Vi ser typisk, at vores kursister bliver meget opmærksomme på alt omkring dem, når de lige er startet, fordi de pludselig ser, hvilke situationer de kan blive udsat for,” siger Marianne Brink. “Efter noget tid falder nervøsiteten, og langt størstedelen er mere trygge end før, fordi de netop ved, hvad de skal gøre.”

Den tryghed der ligger i at kunne sige fra, ville Louise ønske, flere af hendes veninder også kom i besiddelse af. Hun så selvfølgelig helst, at det slet ikke var nødvendigt at lære selvforsvar, men hun oplever desværre et stort behov. 

“Næsten alle mine veninder har prøvet at få overskredet deres grænser af mænd. Så jeg ville bare ønske, at alle kvinder kendte deres grænser og nogle kampsportsteknikker. Det burde vi lære i folkeskolen.”
 

Louise ønsker ikke at optræde med efternavn, men journalisterne er bekendt med hendes fulde navn.