solnedgang

Iben Maria Zeuthen: Når man gifter sin ældste veninde væk

Iben Maria Zeuthen skal gifte sin ældste veninde væk. Det er der kommet denne poetiske hyldest til venindeskabet ud af.

Du har kendt hende, siden hun havde en flad barnemave. Siden den første flaske dårlig rosévin blev drukket på en klippe en lys sommeraften på havnen i Gudhjem. Siden I købte blåt voks i Flying A. Siden I hørte Drori Hansen Furniture. Siden I lavede lister over drenge, som I gerne ville kysse.

Og nu skal hun giftes. Det har været et faktum længe, at din ældste veninde nu har nogen, der er tættere på hende, end du er. Men nu bliver situationen forsejlet. Med to gange ja, i et alt for varmt og menneskefyldt lokale på Københavns Rådhus.

Du ved ellers, hvordan hun ser ud efter at være faldet i søvn i solen, du ved, hvad man aldrig må sige til hende, og du ved, hvornår hun savner sin far allermest.

Men nu er det ham, der ved, hvad hun spiser til morgenmad for tiden. Det er ham, der skal tåles og tåle. Og være med til ikke bare at acceptere forskelle på de to, men faktisk elske de forskelle, der måtte være.

Når man gifter sin ældste veninde væk, opstår der to store følelser: En barnlig og en blød.

Den barnlige kan i sarte øjeblikke handle om tiden, der gik, og det nære bånd, der når man nærmer sig de 30 mest er forbeholdt kærester.

Den bløde følelse er et inderligt ønske om, at den relation de to mennesker indgår, også en februardag må fylde hende med den gyldne farve, som sol og læ gav haven, den augustdag hun blev gift.

Foto: Unsplash

Footer graphics