TRAUMA-wilson

Interview med Jenny Wilson om hendes voldtægtsplade: ”Musik er min overlevelsesmekanisme”

Den svenske sangerinde Jenny Wilson har nu lavet to albums om den voldtægt, hun blev udsat for for tre år siden. Det nye album, ’Trauma’, er hendes første på modersmålet i et forsøg på at slå alle filtre fra.

PR-foto

Den 43-årige svenske komponist og sangerinde Jenny Wilson, der har en fortid i bandet First Floor Power, er ikke just typen, der cirkler varsomt rundt om den varme grød. Hun foretrækker at springe direkte ned i den.

I 2009 lavede hun albummet ’Hardships!’, der ikke så meget handlede om glæden ved at få små børn, men som titlen antyder, snarere om, hvor hårdt og udmarvende det (også) er. I 2013 kom ’Demand the Impossible!’, der tog afsæt i den brystkræft, hun på det tidspunkt var ramt af.  I 2018 udgav hun ’Exorcism’, der beskrev konsekvenserne af den voldtægt, hun havde været udsat for et par år forinden.

I fredags kom så pladen ’Trauma’, der er en slags søsteralbum til ’Exorcism’, og igen dykker ned i den forfærdelige oplevelse, der afsluttede en ellers glad bytur. Og denne gang kommer det endnu tættere på, fordi Wilson for første gang i karrieren har valgt at synge på svensk.

En af de helt centrale sange – som ret beset er en recitation – på albummet hedder ’Händelsesförloppet’, og det er præcis, hvad det er. En nærmest klinisk beskrivelse af hændelsesforløbet den aften og nat. Og et godt eksempel på den bevidst antipoetiske tilgang, der gennemsyrer ’Trauma’. Metaforer og sprogblomster har ikke noget at gøre her. Det ville ifølge Wilson være en privatisering af tingene. Og en af hendes hovedpointer er netop, at det her kan ske for alle. Derfor minder tonen i ’Händelsesförloppet’ mere om en politirapport end en digtsamling.

”Det kunne være en anden nat i et andet menneskes liv. Mit ønske var, at det skulle være så nøgternt og brutalt som muligt”, siger hun. Og det er det blevet.

Jeg har tilladt mig at oversætte teksten i sin helhed, da den er et eksemplarisk bud på Jenny Wilsons fuldstændig uforblommede og ærlige tilgang til noget af det mest voldsomme og sårbare, man kan udsætte et andet menneske for:

Jeg var på en bar med nogle venner

Stemningen var høj

Vi bestilte mange drinks

Jeg flirtede med en fyr, som flirtede med mig

Jeg ville aldrig tage hjem

Jeg gik på damernes og rettede på min læbestift

Fyren, jeg flirtede med, var gået, da jeg kom tilbage

Mig og mine venner fik nys om et rave

Vi kørte taxa til et industriområde

Jeg følte min noget træt i den varme bil

Jeg mærkede, at jeg vist var blevet svimmel i løbet af bilturen, men hvad fanden

Klokken nærmede sig 2:00

Vi hoppede ud på en iskold parkeringsplads

Det var en stjerneklar forårsvinternat

Minusgrader, der var damp om mine åndedrag

Jeg tiggede en cigaret af nogen, fik et nikotinkick

Der var dundrende høj musik derinde

Der var fandens trangt derinde

Jeg købte vin i plastglas derinde

Jeg dansede, men havde ikke rigtig feelingen længere

Jeg blev væk fra mine venner

Jeg tabte takten, når jeg dansede

Jeg ledte lidt efter mine venner

Det begyndte at tynde ud i mængden

Jeg gik ud

Der stod fire sorte taxaer på parkeringspladsen og lokkede

Jeg gik hen til en, men syntes chaufføren så lidt skummel ud

Jeg begyndte at gå mod tunnelbanen

Jeg mærkede, at jeg vist var lidt fuld

En fyr fra ravet gik op på siden af mig

Han sagde, at jeg ikke burde traske alene

Han gjorde mig selskab til tunnelbanen

Han sagde, at han skulle samme vej som mig

Vi sad på bænken på perronen og ventede, jeg begyndte at nikke

Toget susede ind, jeg hoppede på, han hoppede på

Han skulle samme vej som mig

Jeg faldt i søvn i toget

Min station blev råbt i højttalerne, så jeg vågnede

Jeg gik ud, han gik ud

Månen var næsten fuld

Benene var tunge op ad bakken mod mit hus

Han sagde, at jeg behøvede selskab til min dør

Han skulle alligevel samme vej

Nu sad vi pludselig i min sofa, hvordan skete det?

Jeg sagde, at jeg trængte til at sove

Jeg lagde mig ned på sofaen

Han vendte mig, så jeg nu lå på maven

Jeg følte mig tung i kroppen, som en sæk mel

Han hev op i min kjole

Jeg lå helt stille

Han trak mine strømpebukser ned til knæhaserne

Jeg lå helt stille

Jeg kunne ikke røre mig, strømpebukserne sad som en livrem om benene

Han satte sig overskrævs på min ryg, og jeg kunne ikke røre mig

Han lirkede trusserne af

Han trykkede sig ind mod mig

Jeg lå helt stille

Han holdt en hånd over min mund

Han åbnede sin gylp med den anden hånd

Jeg lå helt stille

Han sagde, at han ikke kunne gøre for det

Jeg kunne ikke røre mig, hans krop var så tung

Han var inde i mig

Luften blev presset ud af mine lunger, og jeg lå helt stille

Han sagde, at han ikke kunne gøre for det

Luften blev presset ud af mine lunger

Det var den eneste lyd, som hørtes

Det var begyndt at lysne udenfor

Vi sidder på en bar først på Amager, og jeg har netop lyttet til ovennævnte nummer i mine hovedtelefoner på vej herud. Sjovt nok er det tilsyneladende kun mig, der føler det lidt akavet at snakke om, mens Jenny Wilson tydeligvis har prøvet det før.

”Jeg tror på, at det er sundt at opsøge de ting, man er allermest bange for og så arbejde med dem igen og igen. Men det svinger selvfølgelig også. Nogle gange føler man sig stolt over det, man har udrettet, og at man er ved at komme igennem på den anden side. Andre dage er man bare totalt skrøbelig og føler sig helt lille på grund af det forfærdelige, man har været igennem. Jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at det har gjort mig stærkere, men jeg tror på, at det er vigtigt at snakke om de svære ting. Jo flere vinkler man ser det fra, des mindre bange bliver man. Måske”, siger hun.

Hvorfor valgte du at synge på svensk denne gang?

”Det var meget angstprovokerende at skrive teksterne til ’Exorcism’, som også er meget eksplicitte og direkte, men at skrive det på mit eget sprog var lige som at tage det skridtet videre, og det var meget hårdt. Så bliver det pludselig helt uden filter, og man kan ikke lade som om, at man er en anden, der skriver. Det er faktisk lidt underligt, at jeg har lavet så meget musik, og aldrig før har overvejet at skrive på det sprog, som jeg kender helt ud i krogene, men da jeg først kom i gang, var det som at finde en skattekiste. Jeg forstår godt, hvorfor jeg i sin tid begyndte at synge på engelsk, for det gjorde alle mine idoler, så det føltes naturligt. Men på svensk kan jeg ikke foregive noget mere, og det er faktisk ganske befriende.’

’Kunde Jag (Ha Hindret dig)’ hedder en af sangene. Slipper man nogensinde af med den der urimelige skyldfølelse?

”Det tror og håber jeg. Rent mentalt er jeg et meget bedre sted nu, end da jeg skrev sangene for et år siden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at sådan noget kunne ske for mig. Jeg havde et billede af mig selv som værende en ret stærk og hård person. En der godt kunne tage vare på sig selv. Alligevel endte jeg i det kaos, og min konklusion er, at det kan ske for alle. Det var næsten det værste ved det hele. Den måde mit selvbillede krakelerede på, og alle de gange jeg har måtte spørge mig selv, hvordan det kunne ske. Kunne jeg have gjort noget anderledes?”.

Bebrejder du dig selv, det som skete?

”Intellektuelt bebrejder jeg selvfølgelig ikke mig selv noget overhovedet, fordi jeg godt forstår, hvad det var, der skete, men på et andet plan bebrejder jeg alligevel mig selv. Hvorfor gik jeg ikke hjem tidligere? Hvorfor gjorde jeg ikke dit, eller hvorfor gjorde jeg dat? Alt det der. Som selvfølgelig er noget pjat, men det forsvinder det ikke af. Jeg tror godt, at man kan heles, men jeg tror også, at man altid vil have det siddende i sit system på en eller anden måde. Jeg glemmer det i hvert fald aldrig”.

Er ’Vem Är Rädd För Vem?’ et forsøg på at vende slagets gang?

”Den sang handler faktisk om, hvad jeg gør, når jeg laver en plade om det. Når jeg sætter ord på det. Gør det til kunst. Han tog magten fra mig. Nu tager jeg den tilbage. Jeg var hans offer, men det er ved at gøre det til kunst, at jeg tager magten tilbage. Nu er det ham, der bør være bange. Jeg er ret sikker på, at han genkendte mit ansigt dengang, så han er sandsynligvis bekendt med mine plader. Jeg synes selv, at det er lidt skræmmende, at jeg sikkert gør ham super usikker med det her. Jeg har aldrig været drevet af hævnlyst, eller noget der ligner, men jeg opdagede, at jeg muligvis kunne vende rollerne om. Hvem er bange for hvem? Jeg er i hvert fald ikke længere bange for ham, da jeg nu ved, at han aldrig vil opsøge mig igen. Han vil tværtimod sikkert gøre alt for at undgå mig”.

Har det gjort det nemmere for dig at komme videre, at du har kunne bearbejde oplevelsen rent kunstnerisk?

”Jeg tror slet ikke, at jeg kunne have overlevet voldtægten, hvis jeg ikke havde haft min musik. Musikken er både mit sprog og mit redskab til at reparere mig selv. Min kunst er simpelthen en overlevelsesmekanisme for mig. Grunden til, at jeg altid har brugt mig selv og mit eget lille liv, er af rent egoistiske årsager. Jeg ser ikke mig selv som talsperson for en sag. Min motivation er ikke at tale alle ofres sag. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre det forståeligt for andre, men der er intet generaliserende i det, jeg gør. Det handler om mig og kun om mig, Der er godt, hvis andre kan relatere til det, jeg gør, men det er aldrig mit udgangspunkt”.

Albummet ’Trauma’ er ude nu.

JennyWilson

Jenny Wilson:

Født 20. oktober 1975 i Blekinge.

Dannede i 1997 bandet First Floor Power, som hun udgav to album med.

Solodebuterede i 2005 med ’Love and Youth’, der i 2010 kom med på tidsskriftet NME’s liste over ’100 Greatest Albums You’ve Never Heard’. Siden er det blevet til yderligere fem album.

Lavede i 2018 teaterkoncerten ’Who’s Afraid of Jenny Wilson’ på Dramaten i Stockholm i samarbejde med instruktøren Py Huss-Wallin.

Har medvirket på plader med bl.a. The Knife og Robyn.

Har to sønner på 12 og 17 år.

Har sideløbende med musikken studeret grafisk design

Footer graphics