“Tror du ikke, vi skal lade være med at tale om børnene?”
Min mand sendte mig et bekymret blik. Som om det, at vores samtale her over aftensmaden havde bevæget sig hen til børnene, kunne kickstarte den emotionelle lavine, han af erfaring ved, er på vej. Min efter-ferie-blues.
Den følelse, som gør, at jeg HADER lige præcis de her dage hvert år. Ikke fordi, jeg skal klappe laptoppen op og tage fat, hvor jeg inden ferien ikke nåede at blive færdig. Men fordi sommerferien, som vi i år har tilladt os den ubeskrivelige luksus at strække til fire sammenhængende uger, den bare altid slutter. Også i år. Det samme gør det intense og nære samvær med mine børn, som nu flagrer ud og forsvinder ind i hverdagen igen.
Derfor har jeg siden, vi satte børnene af til noget sommerferie hos bedsteforældrene, haft en konstant knugen i maven. For jeg savner dem allerede. Savner, savner, savner. Savner det døgnsamvær, vi har haft i fire uger, hvor jeg (hånden på hjertet) på intet tidspunkt har tænkt: “Nå, så må den her ferie også godt snart slutte.” Ikke en gang, når bagsædet var ved at eksplodere i en eller anden tåbelig og virkelig højlydt konflikt. Og faktisk heller ikke da den yngste sidst på ferien hamrede en minigolfkølle lige op i gebisset på mig, så jeg i flere dage gik rundt og lignede en trutmundet fisk – heldigvis uden løse tænder. Nej, jeg vil bare have mere.
Mere fri adgang til knus, aen og nulren i mine børns brunede sommernakker, mere kåd og pjanket badning, mere godnathistorie, til jeg selv falder i søvn, flere gakkede danse, mere uendelig søskendeleg, flere finurlige familiefotos, mere løben om kap, mere familiefællessang til Rasmus Seebachs ‘Farfar sang’, som i år blev soundtracket til vores ferie. Don’t ask why.
For udover det åbenlyst herlige i alt ovenstående, så er det som om, vi falder i hak som familie, når vi holder sommerferie sammen. Som om vi stille og roligt glider ind i en rytme, der passer os alle sammen bedst i forhold til vores plads og rolle i familien. Den rytme og nærværet med mine børn giver mig hvert år flere aha-oplevelser i forhold til os som familie, til hvordan vi og børnene fungerer bedst sammen.
Nu er det ikke, fordi jeg forsøger at tegne et insta-lækkert billede af, hvordan vores ferier ser ud. Der er ikke lutter smil og lykke. Ej heller konstant fællesskab og familie-bonding. Der er søskendeskænderier, endda parforholdsskænderier. Børnene mugger over at blive slæbt på vandreture, driller hinanden og får selvfølgelig for få is. Vi voksne får ikke knaldet alt det, vi gerne ville, fordi børnenes feriesengetid efterhånden har nærmet sig spærregrænsen for A-mennesket i vores forhold. Nogle gange bliver vi alle sammen også bare sure på hinanden, fordi vi er for trætte, det er for varmt, eller de andre er nogle idioter.
Kort sagt – på vores ferier har vi også alle de daglige og nødvendige konflikter, som opstår, når fire mennesker er sammen – og to af dem i øvrigt bestemmer en hel del over, hvad de to andre må og skal. Men i vores sommerferie har vi ofte mere tid og overskud til at komme nogenlunde ordentligt igennem, hvad der nu end opstår. Det er nemlig ikke dødsens nødvendigt for et eller andet stramt dagsprogram, at vi fejer noget af bordet, lukker en konflikt med et: “Fordi jeg siger det”, ikke har tid til noget surmuleri eller absolut skal være glade hele banden, for “nu skulle vi jo hygge os”. Og vi har tiden til, at samvær og ferieindhold bliver nogenlunde på alles præmisser. Vi har altså, skåret ind til benet, de bedste betingelser for at være familie baseret på den desværre nyligt afdøde familieterapeut Jesper Juuls grundtanker om ligeværd og nærvær som betingelse for familiens og især børnenes trivsel.
Selvfølgelig ved jeg godt, at evig sommerferie ikke ville være lykken. Jeg har også lige præcis nul lyst til at flytte til en ø og være selvforsynende, jeg kan rigtig godt lide mit arbejde og som udgangspunkt også dele af hverdagslivet.
Men lige nu står det lysende klart for mig, hvor meget jeg mangler mine børn i det hverdagsliv. Hvor meget af vores samvær der er reduceret til affodring, ind og så hurtigt ud ad døren igen, og i det hele taget et langt vi-skal-skynde-os-med-alt-muligt-løb. Som først ender, når de ligger i deres senge, og hvor dagens sidste kaldende “moar” ofte udløser irritation over, at i bedste fald sofaen og i værste arbejdsopgaven, igen rykkede tyve skridt tilbage. Der bliver vrisset for meget og nusset for lidt i hverdagens hektiske trummerum-maraton imellem arbejde, skole, lektier, legeaftaler, fritidsaktiviteter, vennemiddage, træning og fortsæt selv listen.
Lige så lysende klart står det her i kontrastens klare skær, at det da for fanden ikke burde være så svært at foretage de prioriteringer, som godt nok altid betyder et trælst fravalg af spændende arbejdsopgaver, men som også kan bringe mig tættere på mine feriers lommer af lykkestunder. Og afværge at jeg allerede om en måned havner helt tilbage i det famøse hamsterhjul, ligesom sidste år. Og sidste år igen.
Men jeg ved desværre også, at jeg sikkert om nogle uger, måske allerede i morgen, får sagt ja til en ekstra arbejdsopgave, som vil betyde flere penge, måske en klat prestige og en fornøjet arbejdsgiver, men også mindre tid med mine børn. Håbet er dog alligevel, at det er i år, at det lykkes mig at agere fremadrettet på min blues. Det er ved at være sidste udkald. Lige om lidt flyver børnene ud i det liv, som er deres, og der skal jeg ikke med. Sådan skal det være, men det skal blive løgn, om jeg skal høre mig selv sige: “Jeg ville ønske, jeg havde valgt at bruge mere tid på mine børn og mindre på mit arbejde.”
Privatfoto
