Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Her er de 9 bedste frokostrestauranter i København lige nu – og en enkelt hapser

Hønsesalat, rødspætter og kartoffelmadder – ah, det er blevet frokosttid! Men hvor går man hen? Her er listen over Københavns ni bedste frokostrestauranter lige nu.

1. Restaurant Møntergade

I hjertet af København ligger Restaurant Møntergade, der kombinerer den danske frokosttradition med den franske gastronomi. Det her, man skal tage hen, hvis man er på jagt efter smørrebrød fra allerøverste hylde. Menukortet tæller alt fra klassisk sprødstegte rødspætter og hønsesalat til pariserbøf og – hvis man er dekadent nok – hummertatar med friteret æg og løgmayonnaise.

På Møntergade kører man hvid dug på bordene, masser af dansk design og virkelig god service, hvilket gør det til et af den slags steder, man helst ikke vil forlade, når først man er der.

Restaurant Møntergade, Møntergade 19, København K

Foto: Restaurant Møntergade

2. Sans Souci

Alene at Sans Souci har eksisteret i 120 år, burde være et besøg værd. Er det ikke overtalelse nok, bør man besøge Sans Souci for deres formidable evne til at skabe god stemning og helt igennem mindeværdig mad. Med en blanding af den franske tradition, kendt fra bistroer, og det danske køkken, finder man både frølår og pariserbøf på menuen, og selvfølgelig vin. 

Sans Souci blev lukket i oktober 2022 på grund af stigende husleje-udgifter, men på grund af dens store betydning for Frederiksberg blev den med borgernes hjælp, og nye ejere, genåbnet senere samme år. I dag føres restauranten videre af Jakob Knudsen. 

Sans souci, Madvigs Allé 15, Frederiksberg

Foto: Sans Souci

3. Schønnemann

Restaurant Schønnemann er vel nok det, man kalder en institution indenfor kategorien frokostrestauranter. Og som den eneste her på listen er det kun en frokostrestaurant. Det har den i øvrigt været siden 1877, og af den grund ved de selvfølgelig udmærket, hvad de laver, nemlig traditionelt dansk smørrebrød.

Man tager blot fire trin ned, når man entrerer Schønnemann, men man træder ind i en anden verden, hvor luften er tyk af brændevin og sild. Her er personalet er modne mennesker med styr på etiketten (man bliver kærligt hånet, hvis man vælger en lille snaps). Man kan næppe få Dyrlægens Natmad mere autentisk end på Schønnemann, men der er også varme retter som tarteletter og mørbradbøffer med svampe á la creme på kortet. I mange år har Schønnemann været digter og filmmand Jørgen Leths foretrukne frokostrestaurant, hvilket må siges at være en blåstempling i sig selv.

Restaurant Schønnemann, Hauser Plads 16, 1127 København K


4. Polly

I virkeligheden er Polly en restaurant med mange kvaliteter på alle tider af døgnet. Dropper man forbi deres (i øvrigt sindssygt smukke og behagelige) lokaler på Gammel Kongevej til morgenmad eller aftensmad, går man på ingen måder galt i byen, men deres frokostkort kan i den grad også at få gang i mundvandet.

Lige præcis nu befinder vi os på den tid af året, hvor man kan få friske asparges, og hvis man skal have bare én omgang hvide asparges med hollandaise og fjordrejer i år, så kunne Pollys version være et kvalificeret bud. Derudover laver de avokado- og kartoffelmadder, så englene synger, og skænker rigtig gode øl fra hanen fra Bryghuset Møn.

Polly, Gl. Kongevej 96, Frederiksberg C

Foto: Polly

5. Selma

Rygtet om Selmas smørrebrød er allerede gået verden rundt, for selvom kokken Magnus Petterson faktisk er svensk, har han ingen problemer med at lave pæredansk smørrebrød, så det bliver en gastronomisk oplevelse på Michelin-niveau. Man skal med andre ord ikke tage på Selma for en halv rundtenom med konservativ kryddersild, men i stedet gøre det for eksperimentet – det her er smørrebrødets svar på Noma.

Der findes en fire-rettes og en otte-retters menu, men det er også helt fint at plukke fra kortet på Selma – og gør man det, bør man ikke snyde sig selv for deres silde-trio eller deres røgede makrel. Derudover har restauranten, som Mikkeller til dels står bag, hele 12 ølhaner med et konstant skiftende udbud af øl fra udvalgte bryggere.

Selma, Rømersgade 20, København K

Foto: Selma

6. Aamanns 1921

Man kommer ikke udenom Aamanns, når det handler om dansk frokost – og smørrebrød. Adam Aamann åbnede sin første smørrebrødsrestaurant på Øster Farimagsgade i 2006 for at modernisere den klassiske, danske frokosttradition, og få vil nok være uenige i, at det er lykkedes. Han er kongen. Og Aamann har haft vokseværk, hvilket har resulteret i en stribe spisesteder, hvoraf især den senest tilkomne restaurant på Niels Hemmingsens Gade kan anbefales.

Smagfuldt indrettet med stort lysindfald og højt til loftet ligger restauranten i gamle beskyttelsesrum, hvilket passer godt til de ret kunstfærdige rugbrødsanretninger på tallerkenen: saltbagt rødbede med sprød quinoa og estragonmayonnaise eller krogmodnet oksetatar med radiser, peberrod og karse – for nu bare at nævne to.

Aamanns 1921, Niels Hemmingsens Gade 19-21, København K

Foto: PR

7. Baka d’Busk

I den kødfrie plantebistro på Rantzausgade går de grassat i grøntsager, hvilket allerede har gjort det til et yndet spisested om aftenen blandt mange københavnere. Men det kan også godt betale sig at komme forbi midt på dagen. Retterne skifter efter sigende, som vinden blæser, men ofte er der toast på menuen, og de er godt gammeldags fråderen.

Baka d’Busk, Rantzausgade 44, København N

jonathan zeuthen knoll
Kok og medejer af restauranten Baka d’Busk på Nørrebro Jonathan Zeuthen Knoll. Foto: Rita Kuhlmann

8. Omar

Omar er en lille lokal perle på Nørrebro, som stort set er fuldt booket hver aften. Om dagen mellem klokken 12-15 er det til gengæld nemmere at droppe forbi og stille middagssulten med deres stracciatella eller deres svampe a la creme på toast med karamelliseret løgpuré. Det er også muligt at hoppe på deres fire faste og delevenlige serveringer til frokost.

Restaurantens store plus er den gode, livlige stemning (her spilles for eksempel udelukkende hiphop), og så er det et af de alt for få steder i byen, hvor man kan være heldig at fange noget eftermiddagssol udenfor.

Omar, Refsnæsgade 32, København N

omar
Foto: Omar

9. Silberbauers Bistro

Hvis du vil have løgtærte til frokost, så tag på Silberbauers. Så kort kan det siges. Bistroen, som har overtaget restaurant Manfreds lokaler på Jægersborggade på Nørrebro, har fokus på det sydfranske, provencalske køkken. Og det er kyndige folk fra branchen, der står bag, hvilket kan smages helt ned på tallerkenen, hvor man især finder fisk og skaldyr. Vi er i den fine ende af restaurant-spektret her, men roserne er drysset ned over stedet, siden det åbnede i 2021, så der er ikke noget at rafle om: Spis der. Spis løgtærte. Eventuelt muslinger.

Silberbauers Bistro, Jægersborggade 40, København N

Foto: Silberbauers

Bonus: Le Gourmand

På Frederiksberg ligger en vaskeægte fransk butik med vin, foie gras, charcuteri og ost importeret direkte fra Frankrig. Ejeren tager selv til Frankrig for at opsnuse de bedste små producenter med råvarer af absolut topklasse. Pølserne er lavet af de dyreste grise i Frankrig, nogle af ostene kan ellers kun købes i Frankrig og vinene er selvfølgelig som fransk vin er bedst. 
Hos Le Gourmand kan du købe en picnickurv med fire forskellige slags charcuteri, tre slags oste og brød fra Harts bageri, som du kan tage med hjem eller i en park, hvis vejret ellers er til det. Du kan selvfølgelig også tage plads i den lille biks og få det hele serveret på fortovet af en af byens hyggeligste gader.

Le Gourmand, Værnedamsvej 3a, 1819 Frederiksberg

Foto: Le Gourmand
Find mere om
Footer graphics