Vi skal have en ny definition af voldtægt i dette land, mener en stor del af Folketinget. Og derfor er den her igen, snakken om hvorfor det går så galt mellem mænd og kvinder.
Det går selvfølgelig godt de fleste gange. Men alt for mange gange går det galt, og sexen forsvinder, og magt, vold eller pres erstatter den, og den ene part kan blive forbryder og den anden forurettet. Eller offer/overlever som man nu vælger at se på det.
Uanset hvad er det en nedgradering – samlejet burde have været sexet, manden (som det typisk er) har ingen gavn af at være overgrebsperson, og kvinden har ingen gavn af eventuelt at skulle deale med et fysisk og psykisk traume oven i alt det andet lort, som kvindelivet nu engang indeholder i øvrigt.
Og på den baggrund er det overraskende mange, der bagefter er i tvivl om, hvorvidt der faktisk var samtykke til sex. For ét er de voldtægter, hvor der er vold og verbale trusler involveret, noget andet er dem, hvor der er mildere pres involveret, eller hvor gerningsmanden udnytter, at offeret er immobil af chok eller døddrukken. Det er her, den lovtekst bliver rigtig vigtig. Altså når der rent faktisk er en mulighed for, at manden kunne have troet, at samlejet var ”normalt” og ikke imod kvindens vilje.
LÆS OGSÅ:
Faktisk er det hver 10. unge mand mellem 18 og 24 år, der har svaret ja til at have været i tvivl om, hvorvidt der var givet samtykke til sex i en undersøgelse, som Epinion for nylig har lavet for DR.
Ti procent er mange.
Tilsvarende er der mange unge kvinder, der føler sig pressede til at have sex, selvom de ikke har lyst. I en stor undersøgelse fra 2015 blandt 2.500 unge i Odense svarer hver femte pige, at hun har følt sig presset til sex, mens det samme kun gør sig gældende for omkring hver 17. dreng.
Og en undersøgelse fra Storbritannien, der også er fra 2015, bekræfter billedet. Her er det 40 procent af de unge kvinder, som har oplevet sig presset til sex.
Gråzonen mellem sex og overgreb
Der er altså en pæn del af den mandlige og kvindelige del af befolkningen, der har betrådt gråzonen mellem sex og overgreb. Og derfor er lovgivningens udformning så vigtig og samtidig så vanskelig.
Straffelovrådet har udarbejdet en lang og grundig betænkning om, hvordan man kan erstatte den nuværende lovgivning, hvor der skal have været vold eller trusler om vold, for at noget er en voldtægt, med en ny definition.
Flertallet på ti medlemmer af Straffelovrådet mener, at loven skal ændres, så definitionen for fremtiden komme til at lyde: ”… samleje med en person, der ikke deltager frivilligt”.
Men rådets ellevte medlem, professor i strafferet Trine Baumbach, der samtidig måske er den største kapacitet på området, har foreslået en anden formulering. Hun mener, at der i stedet skal stå: ”… samleje med en person, der ikke har samtykket heri”.
Professor Baumbach forklarer forskellen på frivillighed og samtykke således til DR Nyheder:
”Frivillighed har mere karakter af, at den ene efterkommer den andens ønske. Ved en frivillighedsbestemmelse kan man frygte, at manglen på modstand gør, at et samleje bliver anset for at være frivilligt.”
Og så er vi tilbage ved grunden til, at de færreste voldtægtssager når en domstol eller fører til dom: Havde manden forsæt til at begå en forbrydelse? Var det klart for ham, at han begik et overgreb, eller tænkte han, at det pågældende samleje lå indenfor rammerne af sex, som det nu tager sig ud i 2020?
Passivitet = samtykke?
Straffelovrådet er i deres betænkning med på, at flertallets formulering beskytter manden mere end kvinden. “Passivitet vil således kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed eller frivillighed.”
Straffelovrådet betoner det retssikkerhedsmæssige for manden i formuleringen. De siger, at der vil “være risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær,” hvis man vedtager en lov, der definerer voldtægt som manglende samtykke.
Hvad er det for en adfærd, som kan opleves som naturlig og sædvanlig, men som risikerer at finde sted uden et samtykke fra begge parter? Altså hvad er det, Straffelovrådet taler om her? Er det den type adfærd, som gør, at mange kvinder føler sig pressede til at have sex eller at levere seksuelle ydelser, og at mange mænd er i tvivl om, hvorvidt de har begået et overgreb? Er det den type adfærd, der kan forvandle en gensidighed til et overgreb? Dette er sagens kerne.
Vi kan sende folk til månen, spalte molekyler og ændre folks køn, men vi kan ikke finde ud af at behandle hinanden ordentligt og rimeligt i en seng. Måske fordi vi hele tiden får at vide, at det ene køn ikke er mere værd.
Det store heteroseksuelle flertal af befolkningen er kulturelt fanget mellem en fortid, hvor kvinden skulle passe på sin dyd, og dermed alene kunne bebrejde sig selv, hvis noget voldsomt skete, og hvor manden alene var en ordentlig mand, hvis han var seksuelt aggressiv og udfarende, og så en nutid, hvor en massiv sexindustri normaliserer og erotiserer vold, ydmygelse og forskellige korporlige afstraffelser af kvinden i en seksuel kontekst.
I Storbritannien rapporterede mere end hver tredje kvinde for nylig i en undersøgelse foretaget af BBC’s Radio 5, at de havde oplevet voldelig adfærd fra mænd i forbindelse med samlejer, som ellers var foregået i frivillighed. Det kunne være ting som kvælning, lussinger og andre slag for eksempel.
Både tidligere tiders ”din mund siger nej, men dine øjne siger ja”-kultur og moderne tiders ”hvis hun siger halvt eller helt ja, så er det hendes egen skyld”-kultur udvisker det kvindelige samtykke og hendes rolle som en ligeværdig partner.
Politisk er der lagt op til et slagsmål om, hvorvidt der skal stå ’samtykke’ eller ’frivillighed’ i straffeloven. Socialdemokratiet står på flertallet af Straffelovrådets side, mens støttepartierne Enhedslisten og Radikale Venstre vil have ordet ’samtykke’ ind i paragraffen, præcis som partierne har lovet hinanden i det ikke-bindende forståelsespapir, der blev lavet i forbindelse med regeringsskiftet.
Men loven er kun relevant, efter at overgrebet sker. Forebyggelsen kræver, at vi som kultur laver noget bevidstheds-fodarbejde og spørger os selv, hvorfor det så svært for så mange at få sex til at være en gensidig, fin og rimelig oplevelse?
