Forestil dig det her: Serena Williams er otte år, og hun begynder at interessere sig for at spille tennis. Hun bliver grebet af det, bliver bedre og bedre, og med årene bliver hun verdens bedste tennisspiller. Hun bliver så god, at hun vitterligt kan slå alle, men – og det er så her, din forestillingsevne kommer på prøve – hun vil ikke spille mod nogen. Faktisk fortæller hun ingen om sit talent, hun går stille og roligt i seng hver aften med en selvtilfreds mine, uden at nogen ved, hvad hun duer til.
Kan du se det ske? Formentlig ikke. For det ville være fuldstændig imod menneskets natur. Vi vil altid at gå efter den status, det giver at være den bedste.
Sådan siger den britiske journalist og prisvindende forfatter Will Storr, der i 2021 udgav bogen ‘The Status Game’, i et aktuelt interview med den engelske læge og podcastvært Rangan Chatterjee, der står bag podcasten ‘Feel better, live more’.
På det seneste har store dele af internettet sammen med amerikanske kultur- og modemedier også diskuteret status flittigt, og navnlig de subtile statusmarkører, på grund af megahitserien ‘Succession’, der lige nu ruller for fjerde gang. Men det vender vi lige tilbage til.
Will Storr er en god mand at skele til i den her sammenhæng, for hans bog er en yderst interessant undersøgelse af menneskets ubevidste besættelse af status. Han starter helt tilbage i jægersamfundet og bevæger sig op til det neo-liberale samfund, vi står midt i i dag, hvor status er blevet mere konkurrencepræget og komplekst. Will Storrs centrale pointe er, at alle mennesker automatisk prøver at opnå status, sådan har det altid været. Men siger han, måske er det på tide, at vi stopper med at se det som noget negativt. I sin essens er status bare følelsen af at være en værdifuld person – en slags belønning for at være noget værd for andre.
For mange har begrebet status nok desværre en lidt negativ klang. Det er noget, vi ofte forbinder med rigdom, kendisser, magt, at vise sig frem, måske endda på andres bekostning. Noget, vi ikke nødvendigvis behøver at bekymre os om her nede på den profane flade jord. Men sådan er det ikke. Det er et spil, man ikke kan lade være med at spille, og når først man får blik for det, er det overalt.
I modsætning til andre dyr, hvis kamp for status er meget tydelig og slå-sig-på-brystet-dominerende, kan det godt være, at mennesket nu om dage er mere subtilt, men helt nede på bunden er det det samme spil. Bare med den tilføjelse, at vi instinktivt er drevet af at blive bedre. En kat eller en ko er tilfreds med blot at overleve, få mad og mulighed for at formere sig, men mennesket vil altid hige efter at blive fantastisk.
Den gode ting er, at vi ikke spiller de samme spil for at opnå status. Det er noget, vi gør, i mindre flokke eller miljøer, og det er jo meget fedt, for så behøver vi ikke bekymre os om at være lige så dygtige til tennis som for eksempel Serena Williams. Vi kan koncentrere os om vores eget lille statusspil med vennerne eller kollegaerne.
Store ure og dyre biler
For nylig var jeg til en fest, hvor jeg oplevede, at alle mine personlige statusmarkører virkede underligt malplacerede. De andre mænd kom kørende i store biler, de havde pæne jakkesæt på, slim fit, og på deres håndled bar de nogle ure, der var meget større end mit, som er gammelt og brugt og ret lille. Jeg synes selv, at mine sko er ret fede, men jeg kunne den dag godt se, at de var slidte i forhold til de andres mere skinnende fodtøj.
Det fik mig til at spekulere på, hvornår mine egne statusmarkører tog et venstresving. Jeg er trods alt vokset op et sted i Jylland, hvor man gik meget op at have en ny BMW og en carport. Penge, dybest set. Nu bor jeg i København i en andelslejlighed på 80 kvadratmeter, har et 8-16-arbejde og en gammel Skoda. Min jyske familie har svært ved at forstå, at vi kan bo på så lidt plads med to børn, og det forstår jeg egentlig godt, for vi spiller nogle vidt forskellige spil.
Her på det seneste har jeg til gengæld haft lidt svært ved at finde ud af, hvad det overhovedet er for et spil, jeg selv er en del af. Hvordan opnår man egentlig status i den her københavnske enklave af kreative millenials? Her handler det nemlig ikke om at være flashy, men måske mere om at læse, mene og vide nogle bestemte ting om politik og kultur. At leve bæredygtigt, at være gode forælder, sunde bevidste forbrugere, bevidste om egne privilegier og for alt i verden ikke egoistisk.
Omvendt vil jeg selvfølgelig gerne have, at der er mange, der læser den her artikel. Generelt er der status i at være dygtig til sit arbejde, især hvis arbejdet kan dokumenteres på de sociale medier. Det er klart sværere at begå sig i mit københavnske statusspil som revisor end manuskriptforfatter. Men den her type status bliver man ikke rig af, og det er nok den primære årsag til, at jeg ikke er på samme banehalvdel, som mændene til festen med de dyre ure. Jeg har ikke råd.
Men påklædning er stadig en kæmpe statusmarkør. Selv det at aflevere børn i børnehaven er en udveksling af signaler blandt forældre. Man overhører mødre tale om, hvor de har købt deres jakker, og den anden dag sagde en far, at jeg havde nogle “fede handsker”.
Jeg ved, at min kæreste er besat af en jakke, der cirka koster en milliard, men som for det utrænede øje ligner alle andre jakker, og jeg ved, at hun ved, at der er en mor nede i børnehaven, der har den på. Helt underspillet. Dét er status, og det er efter alt at dømme ikke så fjernt fra de riges hang til quiet luxury: Kunsten at klæde sig med fint tøj i ædle materialer uden opsigtsvækkende logoer.
Men det er da besynderligt, er det ikke? At adoptere de ultrariges statusmarkører, når nu vi bor i mikroskopiske boliger og har relativt jævne jobs i det, man ville kalde den kreative branche. Hvad i alverden foregår der?
Latterligt rummelig taske
Lad os vende tilbage til ‘Succession’, som alle ser og alle taler om lige for tiden. Her følger man nogle ultra velhavende mennesker, der er centreret omkring en fiktiv familieejet mediekoncern, hvor alle kappes om mogulens gunst og topplaceringer i firmaets ledelse, og ja, så har de også noget virkelig dyrt tøj på, hvilket har startet samtalen om statusmarkører.
Tingen er nemlig, at man ikke umiddelbart kan se noget særligt ved deres påklædning, fordi de – bogstaveligt talt – ikke bærer statussymbolerne uden på tøjet, altså quiet luxury i sin reneste form. Man behøver jo ikke ligefrem at imponere nogen, når man har flere milliarder stående på bankbogen.
Der var en fantastisk scene i serien for nylig, hvor karakteren Tom total-ydmygede sin partner Greg, fordi hans date havde taget en “latterligt rummelig” taske med til fest hos parnasset.
“Hvad er der overhovedet i den?” siger Tom. “Flade sko til metroen? Hendes madkasse? Den er gigantisk. Man kunne tage den med på camping. Man kunne kaste den hen ad gulvet efter et bankrøveri.”
Det var en kæmpe rigmandssviner og perfid påmindelse om Gregs status i den interne hakkeorden, hvor valutaen ikke opgøres i dollars, men hemmelige sociale koder og en mere eller mindre uhåndgribelig sans for “if you know, you know”.
Flere medier har kaldt quiet luxury årets største trend på grund af ’Succession’. Men flere har også brugt Cate Blanchetts rolle i filmen ‘Tár’ og den notorisk fornemme Hollywood-skuespiller Gwyneth Paltrow’s nylige og ret kuriøse retssag om en gammel skiulykke som eksempler, fordi hun mens sagen kørte, entrerede retssalen i nogle meget luksuriøse gevandter. Blandt andet fandt internettet hurtigt ud af, at hendes notesbog havde kostet flere tusind kroner. Det er jo det, internettet gør: Dissekerer vores statusmarkører helt ned i detaljen, derfor bliver de mindre og mindre. Og selvom quiet luxury næppe kan blive en rigtig trend, fordi den er så kostbar, så er der måske alligevel noget om snakken, når man ser på det ud fra et statusperspektiv. Selv herhjemme.
Tre måder at få status
Spørger man Will Storr er der grundlæggende tre måder at få status på. Man kan enten være dydig, det vil sige at have høj moral, have styr på omgangsformerne og de sociale normer, traditioner og så videre. Tænk på paven for eksempel, eller Greta Thunberg. Man kan også få status ved at være dygtig, fordi det giver succes, hvad end man er. Og for det tredje kan man få status ved at være dominerende, altså simpelthen ved at aftvinge status fra andre personer, fordi man udøver magt eller fylder meget på anden vis. De fleste kan nok huske en fra deres skoletid, der benyttede sig af den metode.
Der er selvfølgelig en række underkategorier, og som Will Storr også påpegede i sit interview med Rangan Chatterjee, er krop og udseende evigtgyldige statusmarkører på tværs af de tre grundlæggende metoder, han taler om.
“Vi kigger konstant ubevidst efter statussignaler i vores omgivelser, og hvor vi selv befinder os i det system. (Vi kigger efter) vægt for eksempel, om vi kan lide det eller ej, hvordan vores kroppe ser ud, hvor attraktive vi er. Det er et statusspil i Vesten især.”
Det interessante ved en trend som quiet luxury og dens subtile entré nede i mine børns børnehave (og det øvrige København), er, at den både spiller på dydighed og dygtighed. Man skal først og fremmest være god til at klæde sig, og dernæst er det dydigt at iklæde sig tøj af fin og høj kvalitet, fordi kvalitet rimer på bæredygtighed og (klima)bevidsthed, snarere end på overforbrug. Og på den måde ender man med at markere sig også moralsk.
For nylig var ‘Kender du typen?’ på besøg hos Euromans chefredaktør på Frederiksberg, og i den forbindelse fik man at vide, at han aldrig kunne finde på at købe sin engelske Barbour-jakke fra ny, men altid ville finde den brugt. Han forklarede, at det så federe ud, men det hænger formentlig også sammen med, at det giver mere status at have en gammel, slidt jakke på end en, der er skrigende ny. Det minder i hvert fald meget om aristokratiets måde at hæve sig over middelklassens statusmarkører på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den coolness, som King Charles er blevet hædret for ved at gå med den samme gamle jakke i årtier og lappe den, når den trængte. Jeg læste sågar en artikel, der beundrede ham for at gå med huller i sine sokker. Hvor cool er det lige? Ja, sommetider er status paradoksalt.
Will Storrs budskab ville her være, at King Charles også spiller et statusspil. Samtidig siger han: Der er ikke noget underligt i, at vi prøver at gøre som dem, der har høj status i samfundet. Man vil omgås folk med høj status, fordi man vil lære fra dem, og det er vores instinkt som mennesker at kopiere dem.
American psycho
Et af de mere absurde eksempler på netop den mekanisme ser man, når influencerne hvert halve år flokkes til de samme begivenheder under modeugen, så de kan fotografere hinanden sammen med hinanden på kryds og tværs i en stor strøm af umiddelbart ligegyldige stories på Instagram.
Men det er ikke ligegyldigt. Det er et statusspil, og de sociale medier er den helt perfekte arena til at spille det. På Twitter er det lige sådan bare for journalister og mediermennesker, der kæmper en kamp om at sige det rigtige sjovest og hurtigst. Trip, trap træsko: Parallelen til dydighed, dominans og dygtighed er svær at overse.
Grunden til, at intet statusspil er ligegyldigt, er ifølge Will Storr, at det i sidste ende er et spørgsmål om overlevelse. Høj status giver arbejde, bedre vilkår, bedre liv. Det kan imidlertid godt være lidt svært at indrømme, at man selv spiller med. At kæmpe for status er ikke cool, men at have status er rigtig cool. Det må være den bagvedliggende årsag til, at et så underspillet fænomen som quiet luxury overhovedet kan eksistere – hvilket det i øvrigt har gjort i lang tid.
Tænk bare på filmen ‘American Psycho’, der baserer sig på Bret Easton Ellis’ roman fra 1991, hvor hovedkarakteren Patrick Bateman simpelthen får det fysisk dårligt over, at hans kollega har et sejere visitkort end ham – åbenbart fordi det er lavet i en særlig afart af hvid og med en sjælden teksttype. For de uindviede er der tale om ligegyldigheder, men for de indviede er det et spil om status, som Bateman så taber, hvilket han ganske symptomatisk bruger al sin energi på at undertrykke og derfor sidenhen bliver nødt til at slå en masse mennesker ihjel med en økse.
Så langt ud kommer vi næppe nogensinde i forsøget på at mestre quiet luxury anno 2023, men karikaturen er jo sjov, fordi den er så sand. Vi kan allesammen genkende de der små kampe om status fra vores eget liv. Om det så gælder den perfekt slitage på oilskinjakken, et post på Instagram efter man har vinterbadet eller lavet økologiske speltpandekager til sine børn, så er det hele signaler i komplekst spil om være populær i flokken.
Har man problemer med at finde ud af, hvilket statusspil man spiller, så har man ifølge Will Storr et fundamentalt problem, og det skal man tage alvorligt. Vi bygger nemlig vores identitet på de spil, vi spiller: Som ansatte, forældre, kærester, venner, mænd/kvinder/nonbinære personer.
I det lys virker den identitetspolitiske bølge til at være dømt til at mislykkes, fordi budskabet som bekendt er, at det er okay bare at være, uanset hvem man er. Samtidig kan det godt sommetider virke som en kamp om at være bedst til bare at være. Men efter årtier i neo-liberalismens hyperindividualiserede maskineri er det selvfølgelig ikke så underligt, at mennesket er blevet træt af at konkurrere om status. Det store spørgsmål er, om vi faktisk er i stand til på et tidspunkt helt at lade være. Eller om vi bare begynder at gå lidt mere stille med dørene.