Klumme: Kroppens urørlighed gør os stumme

Vi vægrer os mod at tale om kosmetisk kirurgi, fordi det er blevet dårlig stil at have en mening om andre menneskers udseende. Men vi er nødt til at tage snakken.

Jeg er forberedt på, at det, jeg skriver nu, vil afføde reaktioner. At nogle vil sige, at jeg bare skal passe min egen butik og blande mig udenom, men jeg vil alligevel bede dig om at læse, hvad der står her på linjerne og ikke imellem dem. Prøve at forstå, at det med at blande sig udenom netop er en del af det tabu, jeg forsøger at adressere.

For imens vi nedbryder tabuer om krop og sex og køn og alt mulig andet, der ved gud trængte til en rusketur, er vi – på murbrokkerne – i gang med at opbygge et nyt: Tabuet om kosmetisk kirurgi.

Ikke, at vi ikke snakker om det, for det gør vi. Se bare på mængden af TV-udsendelser om skønhedskirurgi, der er gået galt i kløerne på en inkompetent behandler, se på dokusoaps om mennesker, for hvem kosmetisk kirurgi er en naturlig del af livet. Og så er jeg ikke engang nået til de sociale medier.

Men vi snakker ikke om det. Vi flimrer rundt på overfladen af tendensen og får i den proces nærmest sidestillet det at få sprøjtet et stof ind under huden med at gå til frisøren. Og forklaringen er paradoksalt nok, at vi – og kæmpe hurra for det – selv bestemmer, hvad vi gør med vores krop.

Kroppen er nemlig et personligt projekt. Et tempel, som vi dyrker, noget, der kan transformeres, udbygges og renoveres til ukendelighed, og ingen skal vove at mene noget om det.

Så langt så godt. Det er befriende, at det ikke længere er okay at ytre sig nedladende om andre menneskers udseende offentligt. Det er tiltrængt, at kroppen (korpus, ansigt, hår, det hele) er sat fri, at vi kan gøre med den, som vi vil, uden at skulle finde os i andre menneskers fordømmelse. Det er 100 procent positivt.

Positivt er det imidlertid ikke, at kroppen er blevet så urørlig, at ingen længere stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange ønsker at lave om på den, hvad det gør ved vores fysik og psyke, at vores medfødte hylster er blevet et never ending byggeprojekt, og hvad det er det for idealer – og komplekser – vi giver videre til næste generation.

Vi er nødt til at snakke om det.

Og det kan vi godt gøre uden at kritisere hinanden, vil jeg mene. Uden at pege fingre ad dem, der foretrækker store læber, botox mellem brynene eller en næse uden familiens karakteristiske knæk – men også uden at råbe retur til dem, der i stedet vælger det naturlige, at de bare er misundelige eller bange for at stå tilbage som tabere i livets skønhedskonkurrence. Vi er forskellige, det skal vi have lov til at være, og på den måde er tiden med os.

Men vi skal turde tage snakken. Indse, at kosmetisk kirurgi er meget mere end et personligt projekt, det er som minimum en tendens, måske også next level for menneskehedens fremtoning.  Og den slags skal man sætte ord på, diskutere og prøve at forstå.

Ikke først og fremmest fordi nye strømninger er spændende, forargelige, dragende, eller hvordan de nu måtte virke på hver enkelt af os, men fordi det at tale om dem, vende og dreje dem, forstå mekanismerne bag dem, gør os i stand til at træffe netop det personlige valg på et mere oplyst grundlag.

Jeg forestiller mig, at de fleste forældre ønsker, at deres børn forstår, at de er helt rigtige, som de er. Og at I det store og hele handler om, hvordan de har det indeni – ikke om, hvordan de ser ud udenpå. Selv drømmer jeg i hvert fald ikke om, at mine børn i skønhedens tjeneste vil lave om på det, de er født med. Jeg går ikke og håber, at de vil sprøjte noget ind deres raske kroppe, skære af og lægge til på de kroppe, der som udgangspunkt ikke fejler noget. Og mens de endnu er under mine vinger, bestemmer jeg (og deres far).

Men en dag er det ikke længere noget, vi kan beslutte. En dag er det deres valg. Og det valg vil jeg gerne have, at de træffer med åbne øjne og ører. På baggrund af en nuanceret og fordomsfri snak, som foregår ikke kun inden for hjemmets fire vægge, men også i det offentlige rum, hvor de – fysisk eller virtuelt – befinder sig det meste af tiden.

Noget så indgribende som kosmetisk kirurgi bør ikke tabuiseres af frygt for at knægte vores tilkæmpede selvbestemmelsesret over kroppen og dens udseende. De to ting er ikke modsætninger. Vi kan sagtens snakke om det her med udgangspunkt i det frie (oplyste) valg. Ikke for at diskutere, om skønhedskirurgi er pænt eller ej, nødvendigt eller ej – vi bliver aldrig enige – men for at blive klogere.


Footer graphics