Foto: Rita Kuhlmann

Kvinder koder også: ”Der er en jargon, man skal kunne trives i eller i hvert fald turde stå imod”

Freelancevirksomheden, Teamway, er en lille startup virksomhed, der forsøger at ændre en ensidige kønsfordeling i tech-branchen. Der mangler nemlig kvinder i tech-branchen, og det er ikke bare en efterspørgsel som led i en større kulturel diversitetsbølge. Det er nødvendigt, mener Teamways community manager Cirkeline Ask.

Teamway havde eksisteret i godt og vel 3,5 år, men i juni gik virksomheden konkurs. Forretningsmodellen er at være en global freelance-platform, der binder virksomheder sammen med freelancere indenfor webudvikling, men konkursen betød, at virksomheden blev opkøbt og rekonstrueret, og der nu skulle tænkes i nye baner. For der er mange freelance-platforme derude, og hvordan gør man så sin virksomhed unik? En af de ting Teamway sigter efter, er at være stærke i at have en divers platfor, hvilket det indebærer blandt andet at skabe et stærkt fællesskab for kvindelige udviklere.

For der mangler diversitet i Tech-branchen, virksomhederne efterspørger det, og Teamway er ingen undtagelse. Her er kun 10% af alle brugere kvinder, og det skal der laves om på. Den ansvarlige for at ændre det tal er community manager Cirkeline Ask. Hendes opgave er at skabe indhold, der skal give kvinder et stærkt tilhørsforhold til deres platform.

Foto: Rita Kuhlmann

”Vi vil gerne skabe noget indhold, som de kan relatere til, som giver dem en følelse af, at her hører jeg til, her bliver jeg stimuleret. Her bliver jeg beriget i forhold til, hvem jeg er, og hvor jeg godt kunne tænke mig at komme hen. Vi vil gerne på sigt styrke de kvinder og fællesskaber, vi har rundt omkring i verden.”

Hvordan gør man så det? Hvilke udfordringer har kvinder i tech, og hvordan skaber Teamway et godt miljø for kvinder? Det er Cirkeline nu ved at finde ud af. Hun mødes derfor med kvindelige webudviklere og programmører for at snakke om deres oplevelse med at arbejde i branchen og at være på vej ind i branchen. Gennem det arbejde er der især én ting, der er gennemgående for kvinder i tech-branchen.

”Igennem de sidste par ugers research har vi fundet til frem, hvor meget kvinder generelt, men også på en mandsdomineret arbejdsplads, bøvler med selvtillid. Så vi kommer til at fokusere rigtig meget på at lave nogle webinars, skrive artikler, blogindlæg, komme ud på konferencer og være til stede, hvor vi kan støtte op og styrke kvinder til at påtage sig den selvtillid, som det vil kræve at udfordre en mandsdomineret verden.”

En af de kvinder, Cirkeline har snakket med, beskriver, at arbejdet i tech ofte er at turde stå på mod mændene og turde ændre agendaen. For der er mange mænd i branchen, og det kræver ofte en stor indsats, at være den der er i undertal.

”Du skal ville tage kampene med mændene. Du skal turde at ville ændre agendaen for, hvordan det er at være kvinde i en mandsdomineret verden. For ellers bliver du kørt over, og så kommer du til at sidde nede i hjørnet af mødelokalet uden at få sagt din mening. Det kan være pisse hårdt at gå ind og tage kampen med sin mandlige manager, men hun siger, at for hver gang hun gør det, kan hun se, at han justerer sine holdninger og begynder at invitere kvinder i hans branche. Det er en jargon, man skal kunne trives i eller i hvert fald turde stå imod. Så det kræver meget, at danske kvinder går ind og trives i den branche, for det er ikke altid, man bliver hørt, medmindre man råber højt.”

Foto: Rita Kuhlmann

Flere rollemodeller, tak

Hvem der er ansvarlig for en mere divers tech-branche er ikke et entydigt svar. Kvoter er i hvert fald ikke vejen frem, mener Cirkeline. Hun vil ikke selv have et job, fordi hun er den bedste kvinde, men fordi hun er den bedste kandidat. Ansvaret ligger i stedet hos virksomhederne, og det ansvar indebærer blandt andet at skabe en kultur, som tiltrækker forskellige kandidater.

”Man kan fx kigge på, hvordan teksterne i et jobopslag er skrevet, hvordan onboarding-oplevelesen er, hvad for nogle goder tilbyder vi vores medarbejder. Tilbyder vi sundhedsforsikring, god barsel, kurser om stresshåndtering og velbefindende? Det kan være mange forskellige ting, som favner de forskelligheder vi mennesker har, og de ting de går op i.”

Men også en kulturel forestilling om, hvad kvinder og mænd hver kan og ikke kan, mener Cirkeline har en betydning for, om kvinder vælger en uddannelse indenfor webudvikling.”Det er mere kulturelt hyppigt drenge i en ret tidlig alder fx begynder at spille computerspil, og allerede her bliver de mødt at af en computer, hvor de kan skrive nogle koder for at justere spillet. Så de bliver hurtigere eksponeret for simpel kodning eller simple computerteknologi. Det gør, at interessen måske dannes hurtigere hos drenge end hos piger, og så bliver pigerne lidt skræmte, og holder sig tilbage. Fordi de tror, drengene er længere foran.” 

Dertil kommer den antagelse, at tech-faget er for nørder. At udviklere sidder i et mørkt lokale og koder dagen lang, og når de har fri, går de hjem i deres egen hule og forsætter. Dette er dog ikke nødvendigvis sandt, og Cirkeline synes, der mangler en måde at snakke om tech-faget.

”Man antager, at når udviklere ikke arbejder, så synes de også, det er fedt at programmere, når de kommer hjem. Det er total fejl antagelse. Mange har en anden hobby, og der mangler vi, at vi snakker om de andre ting, der også kan fylde i et menneske. Arbejder man som programmør, synes man ikke nødvendigvis også, det er den fedeste hobby.”

Det lader dog til at gå fremad i antallet af kvinder, der uddanner sig indenfor tech-branchen. I år slog ITU rekord for antal kvindelige ansøgere med 38 procent. Det er tre procent flere end sidste år, og generelt ses der hvert år en stigning af kvindelige ansøgere på universitet. Så det går fremad men der mangler forsat kvindelige rollemodeller. For hvem skal de nyuddannede ellers spejle sig i? ”Vi mangler at høre fra nogle rollemodeller, som kan skubbe til bolden. Så jeg tror, der mangler, at vi hører nogle fortællinger fra folk der er lykkedes, men også folk som har løbet panden mod muren med 700 kilometer i timen, og heldigvis er kommet på den anden side. Vi skal fortælle de her historier og normaliseret dem. For der er jo kvinder i tech, men lad os snakke om dem, lad os fortælle deres historier, lad os smide dem op på en piedestal og hylde dem.”

Foto: Rita Kuhlmann

Diversitet er ikke belejligt, men nødvendigt

Manglen på kvinder i Tech-virksomheder er ikke kun et spørgsmål om en divers arbejdskultur. Det har en betydning for, hvordan slutprodukter bliver udviklet. Det er ikke nogen hemmelighed, at langt de fleste slutprodukter er lavet til mænd, tag sikkerhedsselen i bilen som eksempel. Den er lavet efter gennemsnitsmanden, hvor kvinder bliver set som en mindre udgave af mænd, uden at der tages højde for de to køns forskellige i anatomi. Cirkeline Ask har selv oplevet at følge en tendens, hvor hendes køn ikke var blevet beregnet.

”Jeg træner meget og går op i sundhed og kost. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg skal faste i 12 timer, og så er det bare lykken. Indtil jeg for nyligt sad til et foredrag, hvor en af dem på scenen sagde, at de aldrig har forsket i, hvad faste gør for den kvindelige hormonbalance, fordi man kun har kørt data på mænd. Derfor er diversitet så vigtigt i forhold til produkter, research, data, og det vi træffer beslutninger på baggrund af.”

Som bekendt kan man ikke lave produkter uden en målgruppe, på samme måde kan man heller ikke udvikle et produkt uden en viden om målgruppen.

”Der kan sidde et team af unge mennesker og lave en app til seniorborgere, og de kommer sikkert til at lave et pissefedt produkt, der er ren onboarding orgasme, men kan seniorborgerne overhovedet finde ud af at bruge den? Der havde det måske været fedt, hvis der sad en senior som havde noget viden. Der er mange eksempler på, hvorfor man er bedre stillet i forhold til at ramme rigtig hurtigere, hvis man har et divers team.”

Hvorvidt det er kvinder eller mænd er dog ikke så afgørende for Cirkeline. Det vigtigste er at få ansat et diverst team. For biologi og psykologi bidrager til en god gruppedynamik, og det er vigtigt at have nogle at spejle sig i på en arbejdsplads, mener hun.

”Egentlig synes jeg bare, det er vigtigt, at vi har et diverst felt. Så er det sådan set ligegyldigt for mig, om det er kvinder, mænd, trans, sort eller hvid. Det vigtigste er, at det er en gruppe af mennesker, som tænker forskelligt. Det handler ikke så meget om mand eller kvinde, men vi må bare erkende, at kvinder og mænd tænker forskelligt og har forskellige kompetencer.”


Find mere om
Footer graphics