Mille Sjøgren
Privatfoto

Kan vi lære at smalltalke i supermarkedet og danse salsa på plejehjemmet?

Når man rejser ud i verden, kan man lære af den måde, som andre mennesker lever, arbejder og anskuer livet på. Man finder nok også ud af, at vi i Danmark måske ikke gør alt på den eneste rigtige måde.

Alle fotos: Privatfoto

For nogle år siden spiste jeg paella en varm sommeraften med min søster, hendes mand og nogle gode engelske venner i vores hus i Spanien.

Vi drak vin, grinede og udvekslede røverhistorier fra både over- og under bæltestedet. En af gæsterne spurgte på et tidspunkt min svoger, hvad han arbejdede med, og han svarede, at han var folkeskolelærer i historie og dansk. Så skete der pludselig noget helt vildt vidunderligt og uventet og noget, som har gjort, at denne aften altid vil stå som en kæmpe øjenåbner for mig.

Min svoger havde knap nok afsluttet sit ydmyge folkeskolelærersvar, før hele selskabet begyndte at klappe af ham. Ja, du læste rigtigt – de klappede og anerkendte højlydt hans arbejde med børn. De var ikke mindst imponeret over, at han underviste næste generation i noget så vigtigt og svært som historie.

“Bravo! Well Done!”, blev der råbt ud over bordet, mens klapsalverne regnede ned over min svoger, som var han selveste Justin Timberlake efter en koncert på Wembley. Det er klart, at min svoger blev noget rørt og befippet over denne gestus fra selskabet, der primært bestod af englændere. Det er mange år siden, at danske folkeskolelærere er blevet rost på den måde.

Der skete også noget andet i det øjeblik, hvor selskabet brød ud i hurraråb. Lige der gik det op for mig, at vi danskere måske ikke har regnet den helt ud på alle punkter, og at vi i den grad kan lære noget af andre kulturer, blandt andet at blive begejstrede på andres vegne og anerkende dem, der hver eneste dag passer på det, som betyder allermest for os.

Hvad er min pointe så? Min pointe er, at det er arrogant og ignorant at tro, at dansk kultur er bedre end alle andre kulturer i verden, og at vi gør tingene på den rigtigste måde og ikke kan lære noget af andre. Vi kan i den grad lære noget af at rejse ud i verden og se os omkring med åbne øjne og åbent sind.

En analogi: Lad os antage, at du i hele din barndom har gået i sort tøj, og at hele din familie og alle dine venner og bekendte også går i sort tøj. Hvis jeg så spørger dig, hvilke farve tøj skal have, vil du formentlig svare… Ja, du vil nok svare ’sort’. Men hvor ved du egentlig fra, at du ikke rent faktisk foretrækker gul? Hvor skulle du vide det fra, hvis du aldrig har set folk i gult tøj?

På samme måde er det med alle mulige andre ting i livet, inklusiv de kulturelle normer, som former vores hverdag, opførsel og generelle tilgang til livet.

I mit spanske casita lærte jeg, at jeg på nogle punkter hellere vil være som englænderne end danskerne og være en person, som rejser sig op og klapper, når folk fortæller, at de er skolelærere. Jeg vil ikke være sådan en typisk dansker, der begynder at snakke om lærer-lockout og heldagsskoler og glemmer at anerkende det ufatteligt vigtige arbejde, som læreren laver hver eneste dag for mine og dine børn.

Man skal huske at sige Bravo!

Canadiernes venlighed

Jeg har boet i Spanien i fem år, og det seneste år har jeg rejst rundt i hele verden med min familie. Vi har været i Island, Canada, USA, Costa Rica, Panama, Colombia, Cuba, Mexico og Sydkorea indtil videre, og vi rejser stadig i skrivende stund.

Vi er ud over eventyret taget ud i verden for at smage på den, for at møde nye mennesker og for at finde alle de farver, som tøj kan have (det er en metafor, hvis du skulle være i tvivl). Vi er med andre ord taget ud i verden for at finde ud af, hvem vi er, og for at lære noget af andre kulturer, som vi kan bruge fremover i vores familieliv, i vores omgang med andre mennesker og i vores forretningsliv.

Hvad har jeg så lært, som måske er ganske udansk, men som jeg gerne vil gøre til en del af den, jeg er?

Jeg har lært at være mere åben overfor fremmede mennesker, som jeg møder på min vej. De gælder også dem, som jeg måske kun tilbringer fem minutter sammen med.

Den åbenhed og venlighed har jeg lært af canadierne.

I Canada kan man ikke stå i køen i et supermarked, uden at nogen henvendte sig til en. Canadierne er nemlig interesseret i at høre, hvor man kommer fra, eller om man har brug for hjælp til noget. Canadierne er muligvis de mest venlige og imødekommende mennesker, jeg overhovedet har mødt, og de besidder en oprigtig nysgerrighed, som vi helt bestemt kan lære noget af som danskere.

Jeg vil i hvert fald forsøge at starte en trend, når jeg kommer tilbage til Danmark. Jeg vil gøre det samme som canadierne og i køen i Netto spørge tilfældige mennesker, om de har brug for noget, eller hvad de skal have at spise til aftensmad. Det vil jeg, fordi det simpelthen gjorde mig så glad at mærke den interesse fra fremmede mennesker. Da jeg var i Canada, forlod jeg hver eneste dag supermarkedet med et smil på læberne, og det vil jeg da gerne gøre for andre, når jeg kommer hjem igen, for det koster jo ikke mig noget at være venlig.

Canadierne er endda ikke alene om at være imødekommende og ekstremt venlige over for fremmede. Den samme venlighed har jeg mødt i de amerikanske sydstater og blandt de panamanske indianerstammer.

Amerikanerne tænker stort

Når vi nu alligevel har fat i amerikanerne, så mener jeg, at vi også kan lære noget af dem. De kan i den grad også lære noget af os, men lad os nu starte med at feje for egen dør først. Skal vi lære noget af amerikanerne, så lad os blandt andet lære noget af deres entreprenørånd.

Det har de selvfølgelig ikke alle sammen, men mange amerikanere har et smitsomt engagement og en evne til at tænke stort og se muligheder i alt. I Danmark kan vi nogle gange kan være slemme til at se begrænsningerne først, og min erfaring er, at det ofte afholder os fra at prøve ting af, som måske kunne blive til noget fedt.

Eksempelvis kender jeg mange danskere, som drømmer om at blive selvstændige. De fleste af dem ser dog alle problemerne, før de kigger på alle mulighederne, og så ender de med at blive i deres fastlønsjob i stedet for at prøve drømmen af, og det er da synd og skam.

Problemet er måske, at deres venner og familie også påpeger alle problemerne, og så er det svært at se iværksætterdrømmen blive materialiseret. Her kunne mange nok have godt af at have en rigtig amerikanerven, som bare sprøjter begejstring afsted og overlader alle de begrænsende tanker til senere eller aldrig.

Jeg mødte som eksempel en amerikansk gut i Florida, som jeg fortalte, at jeg arbejder med voiceover.

Han blev vildt begejstret og gik straks i gang med at finde på ideer til, hvordan jeg kunne udvikle min forretning, hvordan jeg kunne få flere kunder i min butik, og hvordan min idé om at blive foredragsholder kunne få vinger. Han mente, jeg bare skulle starte som ‘TED-talker’ og så tage den derfra.

Jeg blev virkelig inspireret af ham og fik mit ambitionsniveau løftet højere op gennem blot én enkelt samtale med en person, der ikke bekymrede sig om begrænsninger, men udelukkende kiggede på potentiale. Jeg må samtidig erkende, at her er der en forskel, der for mig personligt er til at tage og føle på.

Når jeg i Danmark fortæller folk, at jeg er voiceover, spørger de mig ofte om, hvad mit rigtige job er. I udlandet bliver der klappet af både voiceoveren og af skolelæreren.

De danser salsa på de cubanske plejehjem

Jeg har også lært at slappe lidt mere af og nyde livet. Det har blandt andet spanierne og cubanerne lært mig. Spanierne griber hver en mulighed for at være sammen og hygge sig til paella-frokoster eller drinks på stranden. Mødetidspunkter er også et flydende begreb, for hvad er det egentlig, vi skal nå?

Jeg ved da godt, at vi i Danmark ikke kan hive et tæppe og en tapas med på stranden i januar måned, men derfor kan vi godt lære at være sammen på en mere afslappet måde, hvor en middag ikke er planlagt to måneder i forvejen, som den ofte er for en københavner som mig med to børn og et fuldtidsarbejde. Jeg vil gerne hive den sociale spontanitet med til Danmark, for den må da alt andet lige gøre os mindre stressede end en til alle tider fyldt kalender.

Cubanerne kan ikke høre musik, uden af alle pludselig skal danse. Jeg gik tilfældigvis forbi et plejehjem i det centrale Havana, hvor alle beboerne var i gang med deres daglige salsa med åbne døre og høj musik. De var alle sammen 80+, men de lignede bestemt ikke nogen, der var kommet til vejs ende i livet. Der var stadig meget liv og ikke mindst livsglæde tilbage i dem, og deres glæde og begejstring fik også vildt fremmede mennesker til at danse midt på gaden.

Jeg synes i den sammenhæng, at man på danske plejehjem skal indføre obligatorisk salsamusik og dans tre gange om ugen. Lad for helvede de ældre have det sjovt i den sidste tid med god musik og måske en cubansk mojito, der er lavet på en god rom.

De centralamerikanske indianerstammer har lært mig, at livet sagtens kan være fantastisk, selvom man ikke ejer noget, og de enlige mødre på 15 år i de colombianske slumkvarterer har lært mig, at jeg er mere privilegeret end de fleste. I de amerikanske sydstater kunne jeg se forskellen på den måde, som danske børn og amerikanske børn taler til deres forældre og fremmede på.

Jeg siger ikke, at danske børn skal sige ’yes sir’ eller ’yes mam’, men en lille smule mere respekt i de danske børns opdragelse ville nok ikke gøre noget. Koreanerne har lært mig, at det også er vigtigt, at voksne udviser den samme høflighed og venlighed, som vi forventer af vores børn.

H.C. Andersen og J.C. Jacobsen gjorde det

Det er klart, at jo længere tid man er væk fra sin danske dagligdag, jo mere bliver man påvirket af andres måder at gøre tingene på, og jo mere åben bliver man overfor at lære noget nyt.  Der sker noget i hjernen, fordi man hele tiden er nødsaget til at forholde sig til, at tingene bliver gjort på en anden måde, end man er vant til, og så er man nødt til at tage stilling til, om man bedre kan lide det på sin egen måde eller den nye måde. I mange tilfælde finder man ud af, at man godt kan lide, at tingene bliver gjort på den måde, som andre gør det.

For 100 år siden rejste folk på dannelsesrejser ud i verden. H.C. Andersen tog flere gange til Rom af flere måneders varighed for at finde inspiration til sine eventyr, mens J. C. Jacobsen grundlagde Carlsberg, efter han var blevet inspireret til at brygge bayersk øl i Tyskland.

At rejse ud i verden handler om at møde de mennesker, som lever i den. Det handler ikke om at tage til et dyrt og all-inclusive resort med en pæn strand, som man kan tage billeder til sin instagramprofil på. Det lærer man ikke noget af i forhold til at spise frokost med en sydstatsamerikaner, fiske med en panamaner, sover hos indianerne, feste med colombianerne eller drikke te med sydkoreanerne. Der lærer man noget om ikke bare dem, men også om sig selv.

Noget, som verdenen som helhed også virkelig har lært mig, er at huske at nyde livet. Hele livet behøver ikke dreje sig om arbejde, forfremmelser og lønstigninger. Alle de ting betyder alligevel ikke noget, når vi alle sammen skal danse salsa på plejehjemmet. Der betyder det kun noget, om vi kan se tilbage på en interessant liv.

Jeg er selvfølgelig bevidst om, at mit arbejde, som, jeg synes, er fantastisk sjovt, gør min livsstil muligt, men jeg vil alligevel gerne slå et slag for, at vi ikke skal identificere os udelukkende gennem vores arbejde, men at arbejdet skal være midlet til at være, hvem vi er. Til at starte med vil jeg gerne være lidt mere som englænderne og fortælle de danske skolelærere, at jeg synes, at i gør et fantastisk stykke job, og i fortjener et stort bifald.

Bravo!

Footer graphics