Rantzausgade er vel efterhånden snart Nørrebrogenserens Nyhavn med mega menneskemylder og et mekka af spisemuligheder. Som turistcentrummet i Indre By er der både en sol- og en skyggeside, og på solspot #1 på hjørnet lige overfor Kølsters Tolv Haner og Brorsons Kirke, har køkkenchef Jonas Franck (som også er køkkenchef på Frank) samt restaurantchef Jeff Randal (tidligere Falang, Condesa) åbnet hvad vi allerede nu godt kan regne med bliver en Københavnerklassiker – Cleo.
Lad os starte med indretningen!
Rummet er lyst og med afskallede, æggeskals gule (på den fede måde), douche brun og flotte blå vægge – umiddelbart meget klassisk skandi luftigt med vilde blomsterbuketter og kvadratiske borde. For enden af rummet har de placeret en stor bar, og det skyldes nok, at Randal, som er restaurantchef, kommer fra en cocktail-baggrund. Der er virkelig prioriteret drinks herinde #blessed.
Men ’the looks aside’, så var det simpelthen for varmt at være indendørs den aften i sidste uge, hvor vi havde besluttet os at kigge forbi. Cleo havde været åbent i godt 3 uger, og vi tænkte, at sådan to erfarne herrer måtte være mere end klar til at stifte bekendtskab med den sultne brigade. Heldigvis kunne vi nemt joine festen midt på fortovet, hvor der var kulørte lamper i træerne og stearinlys på bordene. Meget midsommer romantisk.
Cleo ligger som sagt lige overfor et kæmpe Nørrebro hot spot, så “gud heeeej, hvordan går det”- potentialet er enormt her. Vi lyver ikke, når vi siger vi løb ind i +10 bekendte, der enten var ved at låse cykler op, kom slentrende ned ad gaden eller havde fået samme ide om dinner & drinks som os.
Her kom aftenens første af mange optursoplevelser, nemlig i personalets helt vildt imødekommende stil overfor både os og den hær af flere sultne piger M/K, der på skift joinede selskabet. De har altså bare kæmpe ja-hat på derinde, og hver gang en ny spiser slog sig ned, kom de ud med glas og tallerkener og endda tæpper, da mørket faldt på. Ikke, at vi kan forstå, hvorfor man skulle gøre andet, men af og til oplever vi, at det kan skabe en lidt irri. stemning, at man lige pludselig er 10 i stedet for to. Well, not on Cleos watch!
Det er et casual eatery, hvilket måske også forklarer jo-flere-des-bedre-stemningen. Det er den unge, kreative klasse-segmentet man finder her, så der er Jacquemus tasker, Birkenstocks, og “jeg smed bare lige det her på, men er også klar på en aften på Søpavillonen”-stilen. Med andre ord, så kan man både dumpe ind og joine et selskab på vej hjem fra tanning i Nørrebroparken, men du kan også gå fuld babe med alle damerne i sommerstiletter, når du tager på Cleo og spiser.
I Randals gode hænder kan man jo ikke gøre andet end at lægge ud med en drink. Vi hoppede på en spicy paloma, som vi efterfølgende bestilte mange flere af, og en mezlon, der var et yderst vellykket collab mellem mezcal og vandmelon, tilsat lidt habanero, lime og lidt ekstra procenter i form af tequila. Smagte bare af mere, og vi havde det som om lige dér på fortovet begyndte sommeren for alvor.
Måske var det derfor, vi bare gjorde det nemt for os selv og hoppede på to gange fixed menu. Dog var der en svinekotelet på a la carten, der sprang i øjnene, så vupti, den røg oveni. Who knows om det var for meget mad, for som sagt kom der flere til, og vi har på fornemmelsen, at det hele blev spist. Men en menu på otte serveringer til 390 bobs i så dejlige omgivelser, det er i hvert fald på papiret godkendt.
Til en start ankom fire fulde tallerkener. Den første med Cleos eget ’pizzabrød’ med achiotesmør, som vi lærte var et krydderifrø, man bruger meget i Sydamerika. Hvad der ligger i selve ordet ’pizzabrød’ glemte vi at spørge om, men umiddelbart gætter vi på, at det er bagt i en form for pizzaovn? Det havde i hvert fald en dejlig brændt skorpe, der så havde fået den her lidt røgede og varmt smagende kryddersmør udover. Rigtig dejligt, men også en servering, der kommer med en gigantisk advarsel til hvide skjorter: beware of doritos fingre! (Tjek billede af servietten efter éen bid)
Den anden var belagt med crudo af rødfisk, stikkelsbær og lidt japanese fornemmelser i form af tang og kastuobushi. Må sige at stikkelsbær og stillesbærsaft skar meget igennem, så den de små springles af Japan ikke rigtig kunne smages, men det var en lækker og frisk omgang anywho. På fiskefronten var tallerken tre en dyb en af slagsen fyldt op med muslingeescabeche og ajo blanco. Og ja, hvis du sidder og kæmper med udtale og forståelse, så er du ikke den eneste – lad os hjælpe dig lidt:
- Crudo er den italienske ceviche, hvor olivenolie (surprise surprise) indtager en delt førsteplads med citrussafterne
- Katsuobushi er bonito der er blevet kogt, røget og tørret. Bonito er en fisk.
- Muslingeescabeche er syltede muslinger
- Ajo blanco er en kold, cremet hvidløgssuppe
Men vi kan godt forstå, at Cleo vælger at være fuldstændig ligeglade med om os dødelige kender begreberne. Det lyder jo så meget mere som det smagte: helt sindssygt lækkert. Perfekte start på måltidet.
Tallerken nummer fire var en kærkommen frisk grøntsagssymfoni midt i alt det fede, fiskede og brændte: En fennikelsalat med agurk, mynte og giglio sardo (en sygt fråderen ost). Umiddelbart en hidtil uprøvet combo med fennikel, agurk og ost, og vi kom lidt til at tænke på, om det er sådan nogle retter folk spiser, når de er på den der Keto-diæt?
Who knows, men det var en fantastisk lille snack, der gik rigtig godt sammen med alle de andre tallerkener. Alt i alt en flot sammensætning af friskt og cremet, syrligt og fedt – flot præsenteret på en casual luksus måde.
Og apropos præsentationen, så nød vi, at alle retter var ledsaget af en fyldestgørende men ikke for lang beskrivelse, flere gange kom den endda på klingende aarhusiansk, og så ved man jo, at man er på Nørrebro.
En orangevin og en dirty martini senere kom der mere mad. En yderst istagrammable grillet markel ovenpå en chutney af abrikos, ingefær og habanero. Vi må være ærlige og sige at lige ved allerførste bid, kunne vi ikke undgå at tænke lidt på makrel i tomat. Men så tog abrikosen og chilien over i en smag, der blev siddende rigtig længe på tungen. En spændende og ny måde at spise grillet makrel på, der fik bordet til at diskutere, om der måske var lidt for meget abrikos…? Det blev skarpt, næsten helt hybenagtigt, og måske ikke for alle. Men vi anbefaler, at man går ombord i abrikosmakrellen og bedømmer selv.
Tomater i kefir og olivenolive med merian og tørret rejedrys udover var så yummy som den nu kan være, når man bruger danske tomater, hvilket vi smagte os frem til, at de må gøre. Det var lækkert, men de smager jo ikke af alverden. En kartoffelrøsti toppet med aioli med blækspruttestykker og røget paprika udover var en smuk måde at behandle vores danske grøntsagsfavorit, synes vi, men spruttesmagen forsvandt lidt i det hele og endte med mest at blive en fisket eftersmag. Det blev lidt en genganger, at nogle af de smage vi kunne læse os til i menuen, og som vi så fint fik genserveret med velkendt jysk dialekt ved bordet, forsvandt lidt mellem hinanden. Men det gjorde faktisk ikke noget. Vi var virkelig godt tilfredse med, hvordan det smagte hele vejen rundt, og nogle af ingredienserne var nok også i spil for det lillebitte ekstra pift, som vores efterhånden noget tipsy smagsløg måske ikke helt var i stand til at opfange. Sådan går det, når man bare hygger derudaf.
Bedst, som vi ikke troede, vi kunne få det bedre, kom SVINET! En nakkekotelet i skiver med nduja-bearnaise hældt udover og et confiteret hvidløg ’on the side’. Hold nu kæft, hvor smagte det bare godt. Altså, vi kunne godt regne ud af kombinationen af nduja, bearnaise og gris ville fungere, men at det hele ville være en smørblød eksplosion af umami-fyrværkeri inde i munden, var simpelthen umuligt at forestille sig med tankens kraft. Den svinekotelet er simpelthen obligatorisk, hvis man lægger vejen forbi Cleo. Og så sad vi ellers der og roste os selv for eminent menu-planlægning.
Flere mennesker, flere drinks, mere vin og et par bajere oveni hatten. Vi besøgte toilettet, hvor de gode bois fra Cleo havde haft det kvindelige klientel i tankerne, og der var sørget for hygiejneartikler efter bedste evne. Man ved bare ,det er en sød dude, der har været nede i Netto og købe ind, når der er natbind på toilettet. Kæmpe creds for trying, vi elsker det.
Aftenen havde udviklet sig til en vaskeægte udendørs hverdagsbrandert, og er du gal, hvor har de været savnet, så vi bestilte en ekstra dessert for at prøve lidt forskelligt. En olivenoliesorbet med mezcal, mandarin og honning var på vores all inclusive menu. En kølig, hvid isperfektion, der smeltede i et lille limoncellobassin. Fantastisk spruttet smag. Den anden dessert var præsenteret på samme måde, men her var det brunet smør-is i en sø af brandy og espressokaramel. Den var heavy, den sovs, så fed, at der tegnede sig streger af karamel i massevis op fra skeen, når man tog en bid.
Kontrasterne mellem de to isdesserter var skarpt tegnet op, og de delte også vandet omkring bordet. De var begge to super intense, og måske lidt for try hard på smagsfronten, når vi snakker desserter? Det er en smagssag, men vi to er nok mere til det lidt mere lette og delikate, når der skal sættes punktum for et fantastisk måltid. Nogen eksperimenterede med at mixe lidt syrlig mezcaldessert over i karamel-skålen, og de fandt efter eget udsagn den perfekte måde at indtage Cleos desserter på.
Prisen for en aften for to til ti sultne piger, nogle spisende, andre heftigt drikkende, alle med kæmpe smil på læben, endte omkring de 4.000 kroner. Menuen er som sagt på 390 kroner, og så nuppede vi jo svinekoteletten, der er eminent til deling, til 285 oveni, samt et par ekstra desserter så alle kunne smage. Fantastisk lækker vin hele vejen rundt i prislejet fra 450-750 kroner, den ene flaske tog den anden, og ligeså gik det med vores cocktails, der lå på rørende 95 kroner.
Karakter: 9/10 fandme sgu. Virkelig flot sted, virkelig god service og spændende menu, hvor der virkelig var tænkt over, at ingredienserne gerne måtte udfordre smagsløgene, men afstemme hinanden. Det er ikke mange fingre, vi kan sætte på Cleos dining experience, og de kan være helt sikre på, vi kommer tilbage mange gange i løbet af sommeren, slår røven i sæde og siger KLASSE på aarhusiansk, bestiller svinet til deling og en kæmpe cocktail at skylle efter med. Sikke et spot, vi ses derhenne!
