Det er ikke for at være nedladende. Og det er ikke for at være naiv. Men stress var ikke et koncept, jeg som sådan troede på. Det virkede lidt som en populær folkesygdom – alle talte om at være stressede. Jeg gjorde som modstand meget ud af at adskille stress fra travlhed. Af at konstatere for mig selv og andre, at de to ting på ingen måde var det samme. Det skal lige siges, at det har jeg stadig lyst til, når folk bliver stressede over at skulle nå til frisøren, beslutte feriens destination eller nå i Netto. Men mit synspunkt har dog ændret sig gevaldigt.
For lige præcis et år siden holdt jeg min fødselsdag på Bar O, som jeg er medejer af. Den aften var et vendepunkt. På trods af at jeg havde trappet ned med timerne bag pulten og arbejdstimerne om natten til kun at være én gang om ugen, så havde det ikke hjulpet. Jeg var stadig svimmel, introvert og havde svært ved at fokusere. Nogle af mine tætte kollegaer havde advaret mig, men jeg havde endnu ikke helt forstået konsekvensen af mit arbejdsliv.
Jeg havde inviteret venner ned på baren for at fejre med et glas, og jeg følte mig rigtig dårlig tilpas. Jeg kunne ikke fokusere, ikke se folk i øjnene og havde rigtig svært ved at føre en samtale. Allerhelst ville jeg være alene. Sove. Se tv. Slappe af. Følelsen af at alle skulle have en bid af mig og krævede noget af mig, pressede mig længere og længere væk fra mig selv, og jeg sagde endelig stop. Til at spille hver weekend og til at være vågen til langt ud på natten.
For en som mig, der først og fremmest ikke tror (troede) på stress, og som en der godt kan lide at arbejde meget, og som identificerer sig som en, der kan klare det hele, var det et slag. Det var svært at sige fra. At skulle skuffe andre og mig selv. For det har længe været sådan, jeg har set mig selv: Som en der er god til at håndtere mange bolde i luften, en der har overblik, som lytter til sig selv og som sagtens kan finde ud af at sige fra.
Men sandheden var, at mit arbejdsliv ikke fungerede. Jeg havde med fire forskellige ”arbejdspladser” i løbet af en uge og ikke to dage, der var ens – eller to dage på samme kontor. Heller ikke rent geografisk. Et pladeselskab, en radio, en bar, en dj-karriere, tv-jobs og mange freelanceforespørgsler gjorde, at jeg holdt mig travl og glad. For sådan har jeg valgt at køre mit arbejdsliv, for aldrig at kede mig. Jeg sætter pris på alsidigheden i mine opgaver, og som ivrig og meget utålmodig iværksætter passer det mig glimrende, at jeg ikke skal sidde det samme sted hver dag fra 9-17.
Jeg har hørt om mange i min omgangskreds, der blev ramt af stress – eller som følte sig stressede. Men hvem gør efterhånden ikke det. Hvis man tager en ”hvor stresset er du”-test, så er det da svært ikke at svare ja til de fleste spørgsmål. Har du mange bolde i luften, er du distræt, har du svært ved at huske, er du irritabel, bruger du kaffe for at klare dagen. Øh.. Ja! Det er da meget normalt?
I Danmark har vi og medierne i årevis været dygtige til at bruge ordet for meget og forkert. Og det har altid irriteret mig. Hvorfor skulle alle nu lige pludseligt være stressede? Alle magasiner begyndte at bringe tests, og alle henviste til diverse symptomer på stress. “Åh, du har en bums? Du må være stresset!”
Selv hører jeg til den kategori af mennesker, der er opdraget til at arbejde meget. At kunne lide det. Og til at identificere sig med det, jeg laver. Den gruppe af folk er dem, der fortæller sig selv og andre, at man på ingen måde ville kunne KLARE at holde fri i lang tid. Nej, hvor vi ville kede os. Det er også den kategori af folk, der taler med rædsel i stemmen om at gå på barsel. Hvad skal man dog finde på i otte måneder, hvis man ikke må arbejde?
Du mærker dig selv
Sandheden er, at det er fantastisk at holde fri. Og at jeg personligt nød min barsel. Det er jo en falsk stok at støtte sig til ikke at kunne klare sig uden sit job. For der skal du mærke dig selv. Der kan du ikke bare lade dig overdynge af opgaver og et arbejde, der fortæller dig, hvem du er, og hvad du skal gøre med din tid. Ro og stilhed giver plads til at mærke efter – og mon ikke det er det, vi er lidt bange for?
Hvis jeg havde holdt fri og havde haft ro til at mærke efter, så var det nok ikke endt helt så galt for mig. Hvis jeg havde været bedre til at lægge ferier ind i kalenderen og til at tage rigtig fri i længere perioder, så havde jeg måske aldrig lært at tro på stress.
Mine symptomer har været ret almindelige, tror jeg. Det værste var svimmelheden. 24 timer i døgnet følte jeg, at jeg var på et skib – eller var påvirket af et rigtig dårligt medikament. Samtidig mistede jeg hukommelsen. Jeg kunne tænke en tanke, og pist var den væk. Og den kom ikke igen, som den plejede. Mit overblik forsvandt, og jeg blev introvert. Når jeg ser tilbage på den periode, tænker jeg, hvor ubehageligt et menneske jeg må have været. En irritabel og ufokuseret kælling. Det er jeg måske stadigvæk, men det kan jeg så ikke give stressen skylden for…
En ting er at indrømme, at du er ved at gå ned med stress, en andet er at skulle lære at mærke efter, hvad der er godt for dig. Hvad der kan få dig ud af den dårlige spiral. Det, der stod meget tydeligt for mig, var, at jeg måtte skære nattearbejdet væk. Jeg spiller stadigvæk som dj, men meget mindre end før, og det er meget sjældent, at jeg er ude og arbejde til kl. 04 om morgenen.
Sværere var de andre ting. At finde et nyt frirum. At finde et sted i min hverdag, hvor jeg kunne finde ro. Jo mere jeg fik arbejdet med mine symptomer og årsagen til min stress, jo tydelige var det dog, at det var vigtigt for mig at komme udenfor igen. Vi intensiverede derfor processen med at finde hus derhjemme, for idéen om en have føltes rigtig for mig. At tømme hovedet med at plante roser, slå græs og feje fortov. Det virkede besynderligt tiltrækkende på mig. Og det virker!
Stortrives
Men der er mange andre ting, der hver dag minder mig om, hvor langt ude jeg har været. Jeg har fået arbejdsbriller, går til Body-SDS og massage, træner to-tre gange om ugen og spiser MK Olie dagligt. Og vigtigst af alt, så er det tæt på hver dag mig, der afleverer og henter i børnehaven. For det sætter en helt naturlig begrænsning for arbejdstimerne bag skærmen, eller møderne der hober sig op. Jeg stortrives med det og tænker hver dag, at jeg er heldig, at jeg er selvstændig og dermed selv kan bestemme over mine arbejdstimer. For havde jeg været ansat et sted, hvor jeg skulle sidde på kontor fra 9 til 17, så er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet ovenpå så hurtigt.
Man skal lære at indrømme, når man tager fejl, og det gør jeg uden at blinke. Men det skal dog siges, at jeg, på trods af at måtte mærke det på egen krop, stadig mener, at vi skal nedjustere brugen af ordet stress. Hvis vi bliver ved med bruge ordet til at dække over travlhed, træthed eller almindelig utilpashed, så vil der blive ved med at være mange, der ikke tror på, at det er en reel lidelse.
Jeg glæder mig selv til, at jeg kan få lov til at glemme. Til den dag hvor symptomerne på et alt for travlt liv trænger helt i baggrunden, og jeg ikke skal mindes det hver dag. Det er lige på trapperne.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
