Mens der er krig i Europa, og fuldstændig uskyldige kvinder og børn tvinges på flugt, og ligeså uskyldige unge mænd slagtes i hobevis på begge sider, så er vi pludselig alle sammen meget optaget af en enkelt lussing uddelt til et amerikansk prisshow.
Det forekommer fuldstændig ude af proportion, og mange har da også påpeget absurditeten i mængden af opmærksomhed tildelt Will Smiths kindhest i forhold til uhyrlighederne i Ukraine. Hvorfor er det sådan? Det er synligheden.
I det korte klip, hvor den tårnhøje Hollywood skuespiller går de få skridt hen til den langt mindre Chris Rock, og med stor omhu tildeler ham et præcist og ret voldsomt slag, er så utroligt sjældent set.
Når der er billeder fra Ukraine, så ser vi masser af sorg og desperation – men vi ser aldrig selve voldsgerningen. Vi ser ikke drab eller konkrete, fysiske kampe. Det bliver vi sparet for, og derfor mærker vi ikke volden så konkret, som når vi ser den uventet udspillet som til Oscarshowet.
Det kan være at jeg har levet et beskyttet liv (eller – det kan ikke være – det har jeg helt bestemt), for jeg har aldrig set et andet menneske blive slået så voldsomt uden nogen form for forsvar. Og indtil i sommers, har jeg heller aldrig set et andet menneske falde død om.
Selvom han var tilbage i Parken i denne uge i fin form, så er jeg faktisk stadig mærket af Christian Eriksens hjertestop og det lys, som i nogle få sekunder var slukket i hans øjne. Det sætter sine spor, når man pludselig bliver præsenteret for døden i bedste sendetid eller overværer en fuldstændig uforvarende voldsgerning midt i et glamourøst show.
Det uhyggelige er, at ubegribeligt mange mennesker dagligt oplever vold og pludselig død. Den seneste undersøgelse i Danmark viser, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold – langt flere end der kan være i Parken.
I Ukraine er de civile tabstal nu over 1.000 – hvoraf 90 af dem er børn. Det er en hel årgang på min søns skole. Russerne menes at have mistet op til 15.000 soldater. Det svarer til samtlige indbyggere i Middelfart.
Jeg kunne blive ved med at remse facts om vold og død op – men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan læse det og prøve at forstå det med min hjerne, men det sætter sig ikke spor på samme måde som de få sekunders vold, der udspillede sig i The Dolby Theatre eller den uventede død på græstæppet i Parken.
Sådan er vi mennesker åbenbart indrettet rent biologisk. Jeg gætter på at der er tale om en helt enkelt forsvarsmekanisme, der skal forhindre os i at brænde fuldstændig sammen.
“Hvordan skulle jeg kunne bære hele kloden på mit skød? Hele verdens smerte kommer ikke mine ved,” som Carl Emil Pedersen synger i den eminente fædrelandssagn ’Frit Land’. Sådan er det, desværre. Vi kan ikke bære al den smerte, og derfor vender vi blikket væk – men indimellem sker det uplanlagte og der afsløres blot en flig af det afgrundsdybe hav af vold og død, som raser lige nedenunder civilisationens papirstynde fernis. Derfor blev en hel klode rystet af en enkelt lussing.