I mange år var det et af mine primære argumenter for at bo i København, at jeg ikke kunne undvære durum kebab. Jeg spiste det nærmest religiøst, hvilket selvfølgelig hang sammen med, at jeg drak ukristeligt hver evig eneste weekend. Kebab var mit første valg og min foretrukne kur mod tømmermænd.
Men nu forlader dig, kebab. For jeg skal til Grækenland og spise gyros. Beklager virkelig, men der er kommet en ny rulle til byen, og den smager bedre end dig.
Jeg spiste min første gyros i sidste uge, og jeg har ikke tænkt på andet siden. Den var fra Strangas – et lille sted på Gothersgade med otte røde barstole og en disk – og jeg kunne spise dér igen og igen.
Luftigt og elastisk fladbrød foldet om grillet gris, tsatziki og frisk salat. Og så sker der altså samtidig det, at de fyrer pomfritter ind i mikset. Det var kriminelt greasy og så godt som umuligt at indtage på en civiliseret måde. Samtidig var det så simpelt, at jeg næsten ikke fattede, at det kunne foranledige så meget tilfredsstillelse inde i min mund. Den dag havde jeg af uransagelige årsager igen galopperende tømmermænd, og jeg tog min søn med for at vise ham lidt af verden, men han fik ikke lov til at smage. På Strangas bliver man grådig som et rovdyr.
Jeg tror, det var kødet, der gjorde det. Det smagte præcis som om det lige var blevet flået af grillen, den der perfekte røgsmag og en smule branket på kanterne, så det knasede sejt mellem tænderne… åh, shit mand!
Det siges, at opskriften er en familiehemmelighed inde på Strangas, som drives af den græske kok Nikolas Strangas, der i øvrigt også har boder i Broens Gadekøkken og Seaside Toldboden. Jeg kunne ikke helt afgøre, hvad der var på færde rent krydderimæssigt, men blot konstatere, at det var spicy, kødet var bedre (måske fordi alt er økologisk på Strangas) og at det var markant mindre parfumeret end sin mellemøstlige artsfælle. Uanset hvad, var det magisk.
Alle ved, at der i virkeligheden ikke findes en kur mod tømmermænd. Vand? Stop dig selv! Vi vil tilfredsstilles og stimuleres, mens vi kureres. Det er derfor, at vi søndag efter søndag har slæbt vores forgiftede kroppe ud i regnen i jagten på noget, der kan få smerten til at forsvinde. Vi har spist chips og pizza og kilometer af kebab for at få det bedre og alt for ofte fået det værre. Men nu skal det være slut. Jeg ser på dig, gyros. Og på årets første dag, når min krop hjemsøges af de uomgåelige tømmermænd, skal du være min frelser. Jeg tror så inderligt på dig.
