Min kæreste og jeg har lige købt en lejlighed sammen. Næppe havde vi offentliggjort bolignyheden på Facebook, før kommentarerne begyndte at tikke ind: »Så er der også plads til familieforøgelse«, »er der mon et børneværelse?« og flere af den slags, der mere eller mindre diskret forholdt sig til det manglende indhold i min livmoder.
Vi står ikke lige over for at skulle have børn. Det ved de, der er tæt på os godt. Men jeg må til stadighed forundres over, at mere eller mindre perifert bekendte synes, at det er passende at spørge til, hvor langt man er i sin forplantningsproces. Det er jo aldrig ens nærmeste veninde, der spørger (hun ved det selvfølgelig allerede i forvejen), nej det er altid en grandonkel eller Sofie, som man ikke har set, siden man forlod folkeskolen.
Måske synes du, at jeg bare er snerpet? Kan jeg ikke bare sige, at vi ikke prøver? Jo, det kunne jeg selvfølgelig. Men spørgsmålet er for mig helt ekstremt intimt og derfor ofte ret grænseoverskridende.
»Det svarer til at se, at nogen har herpes i ansigtet, og man så spørger, om de også har det mellem benene«, sagde min veninde, da vi talte om, hvorfor folk igen og igen spørger til vores planer for at formere os i den nærmeste fremtid. Det er nok en lidt voldsom analogi, men ikke desto mindre illustrerer den, hvor privat det spørgsmål faktisk er. Emma Gad burde have lavet en regel om det.
Maverne vokser
Jeg er 29 år gammel, og rundt om i min omgangskreds begynder maver at vokse. For nogen. For mens børneplaner rykker nærmere, så rykker vanskeligheder også ind. En af mine veninder har gået i fertilitetsbehandling i et år, hun er endnu ikke gravid. En anden veninde har to mislykkede graviditeter bag sig. En tredje er egentlig klar til det, det er hendes kæreste bare ikke.
Det er netop det hvepsebo, man træder ned i, når man spørger, hvordan udsigterne til børnefødder på parketgulvene er. Reelt er der to mulige svar:
1. Vi vil gerne have børn, men vi kan ikke.
Eller 2. Vi kan godt få børn, men vi vil ikke.
Svarene indeholder selvfølgelig en hel del detaljer.
Er du klar til at høre om daglige hormonindsprøjtninger direkte i maven? Om hvor oppustet, utilpas og grådlabil man bliver af de hormoner? Om hvor hårdt det tærer på parforholdet, når sex pludselig udelukkende handler om at sætte gang i en celledelingsproces? Om samtaler på Riget efter endnu en tabt graviditet? Om følelsen af utilstrækkelighed, fordi man ikke kan gøre sin kæreste gravid – eller blive det? Om at føle sig valgt fra, fordi ens kæreste ikke vil have et barn med en (endnu)?
Hvis du ikke er klar til det, bør du nok hellere tale om noget ufarligt som vejret.
Selv hvis du skulle være klar til den snak, så er det ikke sikkert, at den eller de, som børne-spørgsmålet er rettet mod, er det. Jeg er typen, der oversharer hele vildt, og det har jeg nok altid gjort. Jeg har skrevet en blog om mit sex- og datingliv i årevis, og massevis af klummer og debatindlæg, der tager udgangspunkt i mit eget liv. Meget få ting er private for mig, men jeg ville alligevel vægre mig ved at skulle berette om hormonsprøjter og babyvanskeligheder til mere eller mindre fremmede mennesker eller gamle bekendte.
Egentlig kunne jeg godt tænke mig, at vi blev bedre til at tale om alle de udfordringer, der er forbundet med at få børn. En graviditet er et mirakel, og rigtig mange mennesker kæmper i årevis for at få det til at lykkes. Jeg har længe fulgt den tidligere radiovært Cathrine Wichmand, i dag nok mest kendt under blogger-pseudonymet Rockpaperdresses, der netop har fået en lille søn efter mange og lange fertilitetsbehandlinger.
Selvom jeg ikke kender hende, blev jeg virkelig rørt, da hun på Instagram fortalte, at hun var gravid. Her hos Heartbeats har Le Gammeltoft skrevet en rørende klumme om at have været gravid fem gange, men blot fået to børn. Det er fantastisk, at der er nogen, der tør og vil dele deres historier.
Men man skal dele, fordi man har lyst, ikke fordi en fjern bekendt ikke har andet at bidrage med i en samtale. Man skal ikke tvinges til at fortælle om sine babydrømme – vanskelige eller virkeliggjorte eller ikke-eksisterende. Selvfølgelig kan man godt spørge sine nærmeste. De vil måske allerede have fortalt det. Men generelt er det en god regel, ren Emma Gad, at holde sig fra det spørgsmål.
Også selvom man er i den fødedygtige alder og netop trådt ind på boligmarkedet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
