De seneste par måneder har jeg gået utrolig meget op i mine bryster, og de har ærlig talt fået en del mere opmærksomhed end normalt. De er blevet mast af maskiner og blottet og befamlet af så mange ukendte hænder, at jeg ikke har tal på det.
Lige nu er mit ene bryst forbrændt. Som om der er nogen, der har holdt en lighter henover det og kørt flammen frem og tilbage, indtil små brandvabler er piblet frem, og pigmenten blevet mørkerød. Det gør ondt ad helvedes til, men jeg smiler alligevel. For lægerne lover, at det heler fint op, og der er ingen tvivl om, at jeg har været usandsynlig heldig.
Jeg har stadig mit bryst. Så i alt har jeg to. Tilmed nogenlunde samme størrelse som altid. Eneste forskel er, udover den højrøde farve, at det venstre har et tyndt, fem centimeter langt ar på siden, og løfter jeg armen, er der en matchende streg i armhulen. Men alt er godt. Om tre uger har jeg mit foreløbigt sidste møde med lægerne, og her regner jeg med at få bekræftet, at jeg er ‘cancer free’.
Det er ellers kun tre måneders tid siden, at jeg stod under bruseren og pludselig mærkede en lille, knudret ting mellem mit venstre bryst og min armhule. Den bekymrede mig ikke, hvilket er bemærkelsesværdigt for en sygdomsangst hypokonder som mig, der i tæt samarbejde med Netdoktor er blevet ‘diagnosticeret’ med mange rædsler gennem tiden.
Men lige netop den knude, som jeg mærkede dagen før min 44-års fødselsdag, panikkede jeg ikke oprigtigt over. I Californien, hvor jeg bor, er det normalt, at kvinder over 40, får en mammografi en gang om året, og eftersom jeg lige havde fået gennemlyst melonerne i marts, hvor alt så fint ud, var der nok ingen grund til bekymring.
Faktisk syntes jeg, det var lidt tidsspilde med den biopsi, lægen sendte mig til efter den indledende ultralydsscanning. Med marts-mammografien i baghovedet følte jeg mig stadig forsikret om, at alt var i orden, og jeg gav lægen tilladelse til, at de kunne ringe med resultatet af biopsien. Jeg havde travlt med at holde sommer og komme på et længe planlagt road trip med min yngste datter og nogle gode venner, der var på besøg fra Danmark.
H V O R F O R
Det var, da jeg stod under sol og palmetræer på en dødssyg parkeringsplads i pseudo-byen Palm Springs i den Sydcaliforniske ørken, at jeg fik opringningen, der fik mig til at klaske sammen. Jeg var så indstillet på, at lægen ville sige, at alt var fint. At det bare var et serviceopkald, hvor hun ville afblæse alarmen.
“It’s not the happy news, we were hoping for,” sagde hun i stedet.
Jeg var fuldkommen, som i aldeles fuldkommen, uforberedt på det svar og kunne slet ikke koble det sammen med, at det var mig, det her handlede om. Det var jo meningen, knuden skulle være ingenting. En lille skræk og advarsel, jeg kunne ånde lettet op over og med tiden gøre til endnu en hypokonder-anekdote. Nu var det pludselig “not happy news”.
Det var kræft i min krop. I MINE bryster. Eller well, kun det ene. Men alligevel. Et for meget. Jeg var pludselig kommet med i en klub, jeg på ingen måde ville være med i. Hvor fanden kom det fra?
Var det, fordi jeg er vegetar på den usunde måde og i mine unge år levede af smøger og den mørkeblå Ritter Sport med wannabe-nougat? Eller var det, fordi jeg lige havde haft et månedlangt flip med at æde 20 x anbefalet dagsdosis af de der multivitamin-vingummier, der smagte så godt af syntetisk jordbær? Når mammografien fra marts havde været fin, betød det så, at kræften allerede galoperede rundt andre steder i kroppen? Var det derfor, det værkede i ribbenet under brystkassen?
Orkede jeg overhovedet at involvere nogen udover de nærmeste, eller skulle jeg lade som om, at alt var godt? Skulle min Instagram overgå til en føljeton af what-doesnt-kill-you-makes-you-stronger quotes, og jeg-skal-nok-klare-den-selfies fra hospitalssenge og parykbutikker (svaret blev nej)? Hvad med mænd og dating? Skulle jeg til at være den et-brystede dame på Tinder?
Men mest af alt: Hvordan fortæller man sine unger, der i forvejen har været igennem alt for meget skilsmisserod de senere år, at man har fået kræft?
I de første par dage efter lægens melding brusede mit hoved af tanker, der kun kunne slukkes med en sovepille eller vin. Jeg havde mest bare ondt af mig selv og mine børn. At fortælle dem, at jeg var syg, var ubærligt. Og samtidig var jeg ikke sikker på, hvordan jeg skulle finde overskud til den uforudsete kamp, der ventede.
For ja, jeg bor i Los Angeles, her er sol og palmer, og engang imellem interviewer jeg en filmstjerne. Det lyder måske ganske glamourøst, men der er altså også en del andre fundamentale stikord, der beskriver mit liv herovre. So let’s get it out, boobs and all, for faktum er, at jeg er enlig mor til to, har en stærkt svingende freelance-indtægt, og der skal ikke meget mere end en parkeringsbøde til at vælte ugebudgettet.
Jeg har ikke kunne trække arbejdsstikket fuldstændigt og fokusere på at blive rask, og uden at klynke for meget har det været et ekstra pres at stå i Guds eget land uden det store netværk og sikkerhedsnet for slet ikke at tale om at skulle forholde sig til det amerikanske sundhedsvæsen, der i sig selv er så sygt, at det burde indlægges.
Cancer with a happy ending?
Efter meldingen om de unhappy news, skulle jeg på få dage beslutte, om jeg ville have fjernet hele brystet eller håbe på, det var nok med knuden og noget væv. Min første indskydelse var: Væk med det. Væk med hele molevitten. Men ved nærmere eftertanke og langdistance-hjælp fra et par kloge veninder, der trak på alle deres ressourcer for at rådgive mig, besluttede jeg mig for at nøjes med knuden. På trods af at lægerne oprindeligt anbefalede at få fjernet alt.
Det er svært at forklare, hvor heldig jeg har været uden at ridse røvsyge detaljer op, der tilsammen gør, at min brystbevarende operation viste sig at være tilstrækkelig – og at jeg tilmed er sluppet for kemo og har kunne nøjes med intens strålebehandling. De stråler, der nu har fået mit bryst til at flamme så meget op, at jeg klasker kølende ispakker og brandsårscreme på hvert andet øjeblik. Bevares.
Men nogle af de faktorer, der har spillet ind, er, at knuden blev opdaget tidligt og ikke var særlig stor. At alt blev fjernet ved operationen, og at kræften ikke havde spredt sig til lymferne. Jeg har heller ikke de såkaldte BRCA-gener, der giver stærkt øget risiko for brystkræft og kræft i æggestokkene og æggelederne. Mest væsentligt har lægerne – hvilket jeg ikke anede var muligt – kunnet måle risikoen for, om kræften ville komme igen indenfor en årrække. De vurderede, at jeg var i lav risiko, hvis jeg fik strålebehandling efterfulgt af en årrække med piller. Så jeg endte simpelthen med at slippe for kemo, som var noget af det, jeg frygtede allermest.
“It’s the best of all scenarios. Almost like cancer with a happy ending,” som lægen sagde, da han gav mig meldingen om, at den planlagte kemo alligevel ikke var nødvendig.
I’m a survivor
Og ja, det er en happy ending. De her måneder har været en vanvittig rutsjebanetur fyldt med dyk, ventetid og usikkerhed. Men nu er jeg ved at være tilbage i mit liv. Forhåbentlig snart med betegnelsen “cancer free”.
Forleden, da jeg havde min sidste dag med stråler, kom jeg i hvert fald et skridt nærmere en helt ny klub: Survivor-klubben. Et ganske amerikansk fænomen, jeg indtil da havde studeret på afstand og var blevet enig med mig selv om, var voldsomt belastende.
Det er tidligere kræftramte, der højlydt betegner dem selv som survivors og sender ekstra forstående blikke og vil kramme, hvis de hører, at du er med i klubben. Eller kvinder, der med nikkende nakker og stolthed i stemmen fortæller, at deres mor, tante eller bedste veninde også har haft brystkræft, men er survivor. Overlevende.
Jeg havde afskyet det ord og det omklamrende fællesskab, det signalerede. Ligeså lidt som jeg ville være med i kræftklubben, orkede jeg survivor-mentaliteten.
Men da jeg for sidste gang lå i strålingsmaskineret forleden, skete der et eller andet. Jeg græd uden helt at vide hvorfor, og jeg krammede de søde radiologer, der hver morgen havde talt dagene ned sammen med mig, båret over med mit morgenhår og min morgenånde, når jeg ikke havde haft overskud til andet end at vælte ned i bilen og afsted.
Jeg tog billeder af alt og var rundt og sige farvel til alle på afdelingen og ringede sågar med den lille tåbelige messingklokke, de har hængende. Når patienterne hiver tre gange i klokkestrengen, signalerer de, at deres behandling er slut.
Jeg havde svoret, at jeg ikke ville gøre det, men pludselig var det den helt rigtige symbolske afsked. Jeg dinglede med klokken, mens mine forældre, der har været her i flere uger for at støtte og aflaste, stod på sidelinjen og filmede, og alle patienterne i venteværelset klappede for at fejre min afslutning. Det var rørende og fint.
Som om det ikke var nok, fik jeg et diplom, der var en tarvelig fotokopi med mit navn tilføjet i hånden og et par linjer om, at hurra, du har gennemført din strålebehandling. Amerikansk og kvalmt og lige til at tude endnu mere over. Så det gjorde jeg.
Da min 11-årige om eftermiddagen så papiret ligge hjemme på spisebordet, kommenterede hun storgrinende:
“Mom, it’s just a crappy hospital diploma. They didn’t even give you a golden star sticker like I get in school. This just has a plain circle.”
Well. Denne nyslåede survivor couldn’t care less. Kræftklubben vil jeg være medlem af resten af livet, og jeg ved ikke, hvornår jeg vænner mig til, at lyserøde sløjfer, cancer-events, forskningsnyt og indsamlinger fremover ikke kun handler om ‘de andre’, men også om mig. Når det er sagt, er jeg kommet igennem noget, jeg for få måneder siden troede ville blive enden på alt.
Så for dælen, for dine brysters og din egen skyld. Mærk lige efter – også selvom din mammografi melder, at alt er OK.