Forleden fik min yngste datter på otte huller i ørerne. Hun havde plaget om de huller, siden hun var seks. Samme historie var det med hendes storesøster, der nu er 12 – dengang gav min kæreste og jeg efter, og dermed brolagde vi også vejen for den yngste:
”Herhjemme må man få huller i ørerne, når man er otte, ikk’ mor?” Well, jo. Og det er bare et par huller i ørerne.
Men oplevelsen hos guldsmeden gav mig alligevel en smule kvalme, for der er altså noget naturstridigt i, at nogen laver huller i ens raske, intakte barn. Og det fik mig – igen, for tanken dukker jævnligt op – til at tænke på de nåle, skalpeller og kirurgiske lasere, der i skønhedens tjeneste truer med omkalfatre mine børns ansigter og kroppe engang ude i fremtiden. En fremtid, hvor mine ord om, at de er perfekte, som de er, ikke længere har nogen magt eller betydning og drukner i det hav af lovprisninger af kosmetiske indgreb, som vælter ind over dem alle vegne fra.
I hvert fald skal de være mere end almindeligt hårdføre for at undslå sig. For vi er i færd med at normalisere det at sprøjte en af verdens farligste nervegifte ind i raske mennesker for at udviske alderstegn og andre ubehageligheder, og vi er allerede lykkedes fint med at fortælle os selv og hinanden, at slappe bryster og ditto øjenlåg er grimme, og at det er helt normalt at skære huden åben, fylde i og stramme op.
Lad mig hurtigt, og for en god ordens skyld, indskyde, at jeg er flintrende ligeglad med, hvad folk gør ved deres kroppe – I kan for min skyld flytte balderne op i kinderne, hvis I synes, de gør mere gavn der – og jeg har oplevet veninder knopskyde i mere end én forstand efter at have fået de bryster, de altid har drømt om. Jeg har også hørt dem fortælle, at de efter at have fået has på linjen mellem brynene nu igen kan holde ud at se sig selv i spejlet. Jamen, det er da dejligt og ikke noget, der giver anledning til at kvittere med den vrede emoji. Nej, det er bestemt en tommelfinger op – måske endda et hjerte – herfra. Selvkærlighed er godt.
Men jeg hverken kan eller vil acceptere, at vi lærer næste sårbare generation, at de skal kappe en hæl eller klippe en tå for gøre sig fortjent til livets bal – at det er normen snarere end undtagelsen at sprøjte botulinum toxin, også kendt som botox, ind i panden for at lamme mimikken, fillers ind i læberne for at få den eftertragtede svulmende trutmund og fylde silikone i barmen for at være værdig til en bikini.
Selv er jeg kommet i den alder, 42, hvor jeg for alvor er blevet interessant for skønhedsklinikkerne. Det tyder det overvældende antal reklamer, jeg udsættes for på de sociale medier, i hvert fald på. Her kigger kendte ambassadører med fejlfri hud, glatte øjenlåg og store læber tilbage på mig, mens en tekst fortæller, at diverse indgreb har gjort dem gladere, og at det ikke er nogen skam at tage hånd om sin aldring. Indimellem ramler jeg – ofte ligeså uforvarende – ind i video, hvor kvinder tappert tager imod den ene injektion i ansigtet efter den anden. Jeg har svært ved at tage øjnene fra det, må jeg indrømme, og jeg har efterhånden svært ved at holde det ud i strakt arm og betragte det som noget, der ikke vedrører mig.
For nylig viste DR et afsnit af ’Sundhedsmagasinet’ med titlen ’Kanyle eller rynker’. Jeg er stor fan af ’Sundhedsmagasinet’ og kæmpefan af tv-læge Peter Qvortrup Geisling, der i folkeoplysningens tjeneste denne gang havde valgt at lægge pande til en botoxbehandling på en privatklinik i Vejle. I bund og grund er tv-lægen tilfreds med, at man kan se, at årene går, fortæller han i programmet, men han er nysgerrig på de behandlinger, der i stigende grad får danskerne ind i kampen mod rynkerne. Klinikkens speciallæge og specialsygeplejerske er enige om, at han egentlig holder sig ret godt, men udpeger dog hurtigt en række indsatsområder i panderegionen, og snart er sygeplejersken i gang med at lamme musklerne omkring tv-lægens bryn med fem omhyggeligt placerede stik.
Manisk google-craw
Bagefter sidder jeg med en dårlig smag i munden. For bortset fra Qvortrup Geislings tilfredshed med sit naturlige ansigt, hvilket næppe kan kategoriseres som skepsis, og et par semikritiske spørgsmål til speciallægen, er det svært at få øje på den kritiske vinkel i programmet. Tværtimod er programmet blot endnu en sten til det alter, vi i optimeringens hellige navn er i gang med at bygge til den såkaldt perfekte krop. Koste hvad det vil.
Bliver jeg så aldrig selv fristet til lige at få ordnet det værste, spørger du måske? JO! Jeg er super forfængelig, og der er ved gud dage, hvor jeg kun kan få øje på alle de trætte spor, livet har sat, og hvor skønhedsklinikkerne og deres ambassadører på de sociale medier lokker mig ud i en manisk google-crawl. Men jeg kan også godt lide at ligne mig selv, og indtil videre er det argumentet, der holder mig tilbage.
Men hvad med mine døtre? Hvad med dine børn? Hvor længe kan de modstå sprøjten og kniven, når de har lært, at det er helt normalt at få fikset det, man ikke er heeeelt tilfreds med – det, som afviger fra normen?
For otte år siden viste en omfattende rapport fra Center for Ungdomsforskning, at hver tiende ung mellem 18 og 25 år hader sin krop. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det tal, ser ud i dag, hvor vi i endnu højere grad betragter os selv og hinanden gennem kirurgiske briller. Hvor de sociale medier flyder over med kendte rollemodellers optimeringsforslag, og hvor det er fuldt lovligt at reklamere for kosmetiske indgreb, blot det gøres på et fagligt og oplysende grundlag. Whatever that is.
Jeg forestiller mig, at det er de færreste forældre, der forærer deres børn et par nye bryster eller en fedtsugning i 20-års fødselsdagsgave – jeg forestiller mig, at langt de fleste i stedet gør en dyd ud af at fortælle dem, at de er perfekte, som de er, og i øvrigt på alle tænkelige måder forsøger at polstre deres selvværd. Men koret af vores stemmer og summen af vores handlinger fortæller en anden historie derude i virkeligheden: Det er bare et lille prik. Optimér, hvor du kan. Rynker er grimme. Deller er et tegn på svaghed. Du må ikke falde udenfor.
Vi kan simpelthen ikke være bekendt at tale om kosmetiske indgreb som det naturligste i verden. For det er det IKKE. Og ved at gøre det fortæller vi vores børn, at de er forkerte. Vi fortæller dem, at de ikke er gode nok – for de ligner jo ikke det konstruerede ideal, som vi selv begærer og normaliserer. Det gør ingen.
Men værst af alt; vi fortæller dem, at alting i livet er plastisk, selv deres kroppe, og at de alene har ansvaret for at forme det optimale udseende. Lykkes det ikke, er der kun én vej at rette kritikken, nemlig mod dem selv.
