For nylig fortalte en kollega mig om en længe ventet sheltertur. Bare ham, drengene og et trangiasæt et sted i det sjællandske fjeld. Shelteret var booket på forhånd, så der var lagt op til en klassisk glampingtur. Intet kunne gå galt.
Det, der ikke måtte ske, skete så alligevel.
Afbuddene faldt på stribe fra samtlige venner en enkelt dag inden afgang. Det skyldtes vist noget med et familiepuslespil, der ikke helt gik op alligevel. Ingen af vennerne havde øjensynligt sørget for hverken barnepige eller at sætte et oprigtigt kryds i kalenderen på trods af mange måneders varsel.
Min kollega måtte til sidst sande, at turen var aflyst, og jeg kunne ane tragedien i hans øjne.
Jeg følte mig truffet på hans vegne, og jeg spejlede mig i den totale ærgrelse, der ligger i at blive brændt af og ikke at blive anerkendt for sit faciliterende arbejde. Den slags usynlige arbejde, der ofte går ubemærket hen. En tømt opvaskemaskine, de nyindkøbte toiletruller. You name it.
Selvsagt delte vi en god omgang kollegial bitching om hele episoden og fik italesat, hvor hamrende trætte vi begge var efter gentagne oplevelser af samme skuffe.
Da jeg nåede hjem, kunne jeg alligevel ikke helt slippe tanken. Og jeg har nu fundet frem til, at jeg ikke ved, hvad der er værst. Det faktum, at shelterturen ikke blev prioriteret, eller at afbuddene faldt så nonchalant. Resultatet var om ikke andet det samme. En kavalkade af sidste øjebliks dårlige undskyldninger og en frustreret kollega helt uden weekendplaner.
Den erfaring er min kollega ikke alene om, og jeg kan med sikkerhed sige følgende: Hvis der er noget, som kan få mit pis i kog, er det, når folk ikke respekterer hinandens tid.
FOMO skal dø
Frustrationen er ikke ved at æde mig op indefra. Bevares. Og det kan da også godt være, at det er en anelse groft udlagt, men ikke desto mindre er det sandt. Folk har fået sig sådan en kedelig uvane. Der er måske ovenikøbet tale om en større tendens. Vi er slet og ret blevet elendige til at lægge planer og stå ved dem.
Inden jeg begiver mig ud i den helt store digitale sviner, må jeg lægge mig fladt ned. Jeg er heller ikke selv nogen helgen. Tværtimod.
Jeg befinder mig ofte i situationer, hvor jeg helt bevidst venter med at give klar besked, om jeg snuppe den øl, en perifer ven længe har efterspurgt. Man kunne jo risikere at ende ud i en penibel situation, hvor alle de andre venner mødtes uden om en, mens man sad på bar med en halvlunken øl og sukkede over venners sjove stories. Drønærgerligt. Der er kort sagt ingen gode forklaringer at give.
Ligeledes er jeg en selvbetitlet tidsoptimist. Har jeg travlt, stivner min krop og skruer i stedet ned for tempoet. Er jeg derimod i god tid, hygger jeg mig og ender alligevel med at komme lidt for sent.
Det korte af det lange er, at der findes flere varianter af denne uvane. Den største skyldner for mit vedkommende må dog være FOMO, min evige livsledsager.
FOMO vil jeg vove at påstå, jeg ikke er alene om at døje med. Vi kender det alle. En invitation tikker ind på Facebook. Der står, at der er fest, og selvom det lyder ret fedt, ved du også, at det er fredag, og at barerne har åbent. Straks melder der sig en uro i kroppen, og dit sociale alterego tænder fuldstændig af.
For hvad nu hvis der når at dukke noget bedre op i mellemtiden? Der er simpelthen for mange valgmuligheder.
Men FOMO bør dø nu! Og det samme gælder vores nærmest infantile behov for at holde alle muligheder åbne på én gang og undgå at give klar besked. Vi stresser kun os selv og ender ultimativt med at gøre andre kede af det. Det er en kollektiv proces at aflære sig en uvane, man har døjet med hele sit liv. Men vi skylder hinanden mere end halvhjertede tilbagemeldinger.
Vores tid er nemlig ikke så dyrebar, at vi kan tillade os at spilde andres. Så lad os være klare i spyttet og blive bedre til at sige nej til planer, vi alligevel ved, vi ikke gider at møde op til. Det er da det mindste, man kan gøre, når andre mennesker stiller deres tid til rådighed.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
