kvinde ved computer

6 ting jeg har lært om: At skrive (bøger)

Sara Skaarup skriver livskloge klummer under rubrikken ‘6 ting jeg har lært af’ – i dag om at skrive – uden nødvendigvis at være genial eller stur, stur kunstner.

1. Genialitet er ikke et krav

Da jeg var barn, turde jeg ikke tro på, jeg kunne blive forfatter. Det virkede for fantastisk, helt urealistisk. Også da jeg blev voksen, skjulte jeg min forfatterdrøm. Man skulle jo være helt særligt begavet og have en unik skrivestil for at skrive en bog. Men sådan er det ikke, lærte jeg. Man skal bare skrive sin historie, ligesom man tænker den og med sin egen stemme. Som en kvinde, jeg giver bog-coaching sagde, da roste hendes første kapitel: ”Er det virkelig bare sådan, man gør? Jeg troede, det var meget sværere.” Nej. Bare skriv fra der hvor du er.

2. Den indre kritiker er den mest barske


Før folk begynder at skrive, er mange bekymrede for anmeldelsernes dom. Forfattere, der er i gang med at skrive, oplever som regel større modstand fra en anden vinkel: Indefra. Ens egen kritiske stemme er den værste modstander for de fleste, som skriver, også for de kendte, store navne. Som med al anden kunstnerisk virksomhed kræver det mod at stille sig frem, og ’den indre censor’ vil kæmpe for at lukke næbbet på dig med jantelovssnak og onde stikpiller. Skriv alligevel. Man bliver stærkere af det.

3. Eksekvering er alt


Der er en verden til forskel på at tænke på at skrive og så at gøre det. Utallige gode ideer er kuldsejlet alene på grund af manglen på eksekvering. Da jeg i sin tid skrev ugebladsnoveller ved siden af journaliststudierne, så en del medstuderende skævt til mig: ’Det bras kunne alle og enhver jo skrive’. Det er da meget muligt, men det var mig, det gjorde det. Og det gav penge og min indre kritiker baghjul, hvilket jeg fik gavn af senere.

4. Ord er indflydelse


Noget af de fine ved at putte sine tanker ned i tekstform er, at det får et liv udenfor en selv. Den gysersamling, jeg skrev for snart ti år siden, gør stadig danske børn forskrækkede. En artikel, som jeg fik trykt i Politiken i 2013, kan folk stadig finde på at komme hen og tale med mig om. Skrevne ord er langtidsholdbare. Og så kan man nå flere mennesker ved at skrive til dem end ved at tale med folk én til én. Det er en glimrende måde at påvirke verden på, hvis man gerne vil det – og hvis man ikke vil det i en eller anden grad, så er det min påstand, at man ikke har noget at skrive om.

5. Du kan ikke trykke på speeder og bremse samtidig


Det bedste tekniske råd, jeg har fået om at skrive, kommer fra den amerikanske forfatter Stephen King og lyder med mine ord: ”Du kan ikke trykke på speederen og bremsen samtidig”. I starten af et skriveprojekt skal du KUN trykke på speederen, altså bare skriv løs. UD med det. Ikke stoppe for at rette slåfejl, overveje formuleringer eller tvivle på rækkefølgen, men trykke speederen i bund og lade ordene vælte ud. Begynder du at finde fejl undervejs, afbryder du din egen proces. Gem det. Redigere kan du altid gøre. Noget af det bedste, jeg har skrevet, er blevet til med et tørklæde over computerskærmen, da min indre censor ellers får mig til at bremse op og finde fejl.

6. ’Forfatter’ er en forførende titel


Det er vildt, så mange mennesker, jeg møder, der drømmer om at blive forfattere. Der er en helt særlig mytisk luft omkring begrebet ‘forfatter’. Som om titlen i sig selv var et kvalitetsstempel, der siger noget om et menneskes dybde og succes i verden. Jeg ligger også selv under for forfatter-titlens forførende kraft, for det er magisk at sende sine ord ud i verden og se dem blive grebet (hvis de ellers lander godt). Men hey, så glamourøst er forfatterlivet heller ikke. Og man behøver som nævnt ikke være noget særligt for at blive forfatter. Desuden er de fleste, der udgiver bøger, enten ludfattige eller har jobs ved siden af. Så gå kun efter forfattertitlen, hvis du ikke kan lade være, ikke for dit egos skyld.

Foto øverst: Creative Commons/Jumpstory

Footer graphics