Billede fra Tivoli

Begejstret jyde genopdager barndommens glæde: Hvorfor skal københavnere hele tiden spille cool og uimponerede?

Heartbeats’ Rikke Collin genfandt sit indre barn på en Tivoli-tur og håber på at få andre med i hurraklubben.

Sidste weekend var jeg i Tivoli. Ja, dét Tivoli. Grundlagt i 1843, lige midt i hjertet af København. Jeg er fra Jylland, så barndommens årlige Tivolitur gik til Legoland. Derfor har jeg ikke et specielt tæt forhold til hverken Den Flyvende Kuffert, Plænen eller Grøften. Alligevel er fortællingen om Tivoli mytisk for mig. Det er den nok for de fleste børn, fra Jylland eller ej.

Jeg kan huske, at vi besøgte Tivoli, når vi en sjælden gang var i København, som jeg i øvrigt var rædselsslagen for, alene af den grund at byen var så enormt stor i mine små barneøjne.

Men uanset hvor mange underlige eksistenser, der var på Hovedbanegården, eller hvor mange biler der drønede forbi på H.C. Andersens Boulevard, så kunne jeg finde tryghed i Tivoli. Selvom der også her var larm og mindst lige så proppet med mennesker som udenfor haven, så var roen en anden – og ikke mindst begejstringen.

Den følelse havde jeg glemt. Altså indtil i lørdags, hvor jeg besøgte Tivoli for første gang i 10 år. På forhånd havde jeg ingenlunde spået det til at blive en specielt mindeværdig oplevelse. Jeg entrerede med træthed, tømmermænd og tungt hoved, men jeg forlod haven med sydende livsglæde og en ny tro på menneskeheden. Jeg sendte “jeg elsker dig-sms’er” til mine forældre og erklærede for min kæreste, at jeg var klar til at blive gift. Der var med andre ord kærlighed i luften!

Da jeg og mine to medbesøgende trådte ud af udgangen ved Rådhuspladsen, gik de i hver sin retning, trætte og udkørte. Der stod jeg alene tilbage, helt høj på Galoppen og den gamle trærutschebane – ja, selv pantboderne, der ligner den kongelige livgardes små røde skure på Amalienborg, havde fået mig til at juble. At få lov til at vende en plastikkop på hovedet og få min egen femmer tilbage, vakte en begejstring, jeg ikke vidste, jeg havde i mig. Hele aftenen var jeg konstant 10 skridt foran alle andre, mens jeg pegede på alt og udbrød: “Er det her ikke fantastisk?”.

Så jeg var absolut ikke klar til at sige tak for i aften og fortsatte ufortrødent min rejse med en spontan bytur. I løbet af aftenen blev jeg flere gange spurgt, om jeg var på coke, da jeg tilsyneladende var energisk som aldrig før. Til det kunne jeg ærligt og redeligt svare: “Nej! Jeg er sgu bare høj på Tivoli, og jeg skal bede om mere af det nu!”.

“Tivoli er naturens coke!”, udbrød jeg til min veninde, da jeg et par dage senere skulle beskrive oplevelsen. “Nej”, påpegede hun: “Coke er naturens coke – Tivoli må være kulturens coke”. Og det har hun jo sådan set fuldstændig ret i.

Selvom jeg aldrig har prøvet naturens coke – og ikke kommer til det – så vil jeg fremover være storforbruger af kulturens coke. Her på redaktionen har jeg hele ugen begejstret plapret løs om Tivoli ved enhver given lejlighed. Da jeg fandt ud af, at et årskort med turpas koster 950 kroner, var min reaktion “KUN?! Ej, det er sgu for billigt, jeg troede, det kostede 2.000 kroner” – så jeg ved allerede, hvad jeg skal give min kæreste i julegave nu.

Smøgen i Tivoli – Foto Lasse Salling

Så hvad pokker var det, der var så særligt og magisk ved det hele? Ud over det åbenlyse som sjove forlystelser, kulørte lamper og en smuk park? Jeg har tænkt meget over det. For min oplevelse den aften har faktisk sat dybere spor end som så.

For den barnlige glæde var tilbage med et fingerknips. Vi glemmer jo at være begejstrede, når vi bliver voksne og får fast arbejde, boliglån og børn. Der går hverdag i den. Vi tager samtidig afstand fra den barnlige begejstring af uransagelige årsager. Særligt i København er det smart at være cool. Man må helst ikke vise for mange følelser, men hellere være afmålt og have en attitude, der siger: “Nå. Det kan da ikke imponere mig.” Den ironiske distance lever i bedste velgående, for så er man better safe than sorry. Man sætter ikke noget på spil.

Begejstringen er vigtig at have i sit liv – fordi den smitter! Det er for en gangs skyld en virus, man gerne vil rammes af. Den er allerbedst, når den er uironisk, og når den kommer et oprigtigt sted fra. Det er som om, at vi vokser fra den og bliver slået ud af verden omkring os. Det er derfor, jeg misunder børn. Ingen er mere begejstrede end børn – det kan være de mindste ting, der bringer den største glæde. Et pludseligt snefald, en sød banan, en flot ballon.

Den begejstring vil jeg gerne finde tilbage til. For det skal primært være begejstringen, der får os op om morgenen. Jeg er klar over, at den ikke altid kan være der, for vi har allesammen regnvejrsdage, hvor vi har glemt vores rejsekort, spilder en kop kaffe ud over computeren på kontoret og får en rykker for en regning, vi ikke har betalt. Derfor gælder det også om at finde tilbage til og mærke efter, hvad der gør os begejstrede hver især. Det, der bringer stærke følelser frem i os, får os til at grine, tale, føle. Det, tror jeg, er vigtigt at holde fast i, for ikke at brænde ud.

Derfor skal begejstringen tilbage i vores gader! Den slags begejstring, hvor man ikke kan lade være med at udbryde: “Jeg synes, at det her er genialt!” Det er også det, jeg selv falder for ved folk, jeg møder. Når jeg kan mærke, at andre er passionerede eller glæder sig over noget, så smitter det, nærmest uanset hvad vi så laver.

Så nu siger jeg det helt ærligt og uden nogen form for ironisk distance. Lad os da lade os begejstre som små glade jydebørn på ekskursion til hovedstaden – hver dag.


Footer graphics