Denne artikel blev første gang udgivet hos vores søstermedie femina.dk
Da Lærke Kløvedal var barn, var der ikke noget bedre end at lytte til lydbøger, mens hun tegnede påklædningsdukker. Men det var først langt senere, at hun fandt ud af, at hun ville komme til at leve af at skrive og formidle.
I dag er hun forfatter, radiovært til DR-programmet ‘Det sidste måltid’ og madanmelder på Politiken.
Her fortæller hun om karrierens ultimative vendepunkt, om at føle sig misforstået og skarpvinklet og om, hvad der virker, når tankerne tager overhånd.
– Jeg var meget alene som barn og fandt tryghed, ro, rum og genkendelse i de mange bøger, som min barndoms virkelig venlige bogbusbibliotekar introducerede mig for. Ligesom jeg hørte enormt mange lydbøger. Det var et godt rum. At sidde og tegne påklædningsdukker, mens Kjeld Nørgaard læste Bjarne Reuters bøger op. Kunne jeg finde en Digestive-kiks i køkkenskabet, var øjeblikket fuldendt.
Jeg tror egentlig altid, jeg har været optaget af at formulere mig på skrift. Som barn havde jeg mange penneveninder og sendte stakkevis af fysiske breve ud i verden.
Og når jeg finder gamle mailtråde, kan jeg se, at jeg altid har fået mine tanker på plads ved at skrive. Men jeg havde slet ikke selvværd til at forestille mig, at jeg kunne blive hverken journalist eller forfatter. Jeg så ikke mig selv som en, der havde nåleøjepotentiale.
– Der har været en del vendepunkter i min karriere, fordi mit arbejdsliv har været stort, spraglet og mangefacetteret. Men helt overordnet var det første vendepunkt at mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at være fødselshjælper for andre kreative, men at jeg selv skulle udkomme.
Det var et paradigmeskift fra at være bag scenen til at træde op på scenen. Men det helt store skift har handlet om at være i verden som skrivende, som forfatter. Det har ændret stort set alt i mit liv og har været en måde at forstå og forbinde mig til verden.
En erkendelse af, at lige meget hvad der sker i mit liv, så kan jeg skrive mig løs af det. At skrive er at forstå, og at forstå giver mig ro, og jeg har brug for ro for at kunne være i verden.
– Jeg er en bragende overtænker, og jeg tænker som udgangspunkt, at alt det, jeg foretager mig professionelt, går galt. Så en afgørende del af at lykkes med det, jeg gør, har været at kunne skabe mine egne formater, mine egne rum, og i dem få mest mulig plads til velovervejet og grundigt at kunne forklare mig.
Jeg er rædselsslagen for sort/hvide udsagn, jeg synes overskrifter kan føles decideret reducerende og kan af samme grund have det lidt svært med at blive interviewet til det skrevne format.
Ønsket om ikke at blive misforstået og reduceret er en stor drivkraft bag min måde at interviewe på i mit radioprogram ‘Det sidste måltid’, hvor målet netop er at lade gæsterne komme mere nuanceret til orde og forklare, hvad der ligger bag de overskrifter, der har karakteriseret dem.
– Jeg må indrømme at lytternes og læsernes respons på både ‘Det sidste måltid’, men især på min bog ‘Sømærke’ har gjort et helt afgørende stort indtryk på mig. Det har jeg ligesom kunne finde ud af at tage ind.
Jeg har modtaget mange hundrede beskeder, lange breve og mails, hvor læserne har responderet enormt personligt på Sømærke. At de har følt sig spejlet og at noget fundamentalt har rykket sig i dem. Det er den allerfineste ros, jeg kan få.
At ramme noget mellemmenneskeligt i det, jeg gør. At nogen føler sig lidt mindre ensomme, fordi de har læst noget, jeg har skrevet, eller noget de har hørt i ‘Det sidste måltid’. Det holder overtænkningen lidt i skak.
– Min redaktør Nete Harsberg har haft stor indflydelse på min karriere. Hun er min tætteste makker i mine skriveprocesser og den eneste, der læser med, indtil bogen er færdig. Det er helt ekstremt sårbart at lade nogen læse med i selve processen, men jeg føler mig meget tryg i Netes blik og i hendes læsning.
Nete er et meget klogt og fintfølende menneske og hun kan nærmest intuitivt fornemme, hvis der er sætninger, der skurrer, eller psykologiske aspekter, der ikke stemmer overens.
Hun er en både meget mild og meget tydelig redaktør, og har en særlig evne til både at skubbe på og være nænsom. Når jeg skriver, skriver jeg til hende og det har været helt afgørende for mit mod til at skrive.
– Hvis jeg skulle giv mit yngre jeg et godt råd, ville jeg ønske for mig selv, at jeg var gået mere efter de jobs, hvor jeg var naturligt god frem for at jage det, der føltes svært og i modstand.
Det har skulle føles utrygt, hårdt, ja faktisk umuligt, og i hvert fald naturstridigt, før jeg har kunne føle en berettigelse. Det har givet mig unødvendigt meget uro og alt for mange søvnløse nætter. Jeg arbejder og fungerer bedst i stor tryghed, stor frihed og med en stor grad af venlighed.
Jeg kunne have drømt om, at nogle voksne mennesker, jeg stolede på tidligt i mit liv, havde sagt: Det her er du god til, det skal du blive ved med at gøre. Det har du talent for.
