1. Helt blød & sød
I en verden der er ekstremt resultatorienteret og optaget af, at vi alle skal yde mere, hurtigere og bedre hele tiden, så har en barselsorlov sin helt egen tidszone. Knap er din partner løbet ud af døren for at nå på arbejde, før han/hun er hjemme igen, mens du stadig ligger i sengen og pusler med bebs. Du kan roligt pakke albuerne og den protestantiske nyttemoral væk, slukke Twitter og simpelthen bare være et stort blødt og bankende hjerte sammen med din baby. Du skal for første, og måske sidste gang i dit liv, ikke en skid ude i verden. Nyd det.
2. Croissant-galore
Du har tid til at gå i dybden med alle former for bagværk i byen. Det er nu, du prøver alle de fancy gourmetbagerier for de nyvundne børnepenge og blindsmager croissanter fra HART og Meyers. Begynder at bage derhjemme. Inviterer barselsgruppen på sønderjysk kagebord. Barselsorlov hænger unægteligt sammen med butterdej, rigeligt med smør, marmelade på alt og en hysterisk optagethed af fastelavnsbolle-sæsonen.
3. Den snaksaglige type
På barselslov har du tid til at hyggesludre med alle. Grønthandleren, kassedamen, buschaufføren, hundelufterne, børn og de hjemløse – alle skal lige have et ord med. En baby fungerer desuden lidt som en hundehvalp: Alle vil lige hilse og dikkedikke. De gamle damer i bussen mindes deres egne babyer, og du kan roligt sætte tempoet ned, for du har ikke travlt, så snak da med dit nabolag.
4. Kun blødt tøj
Drop jeans, BH, skjorter, pæne, ubehagelige sko og andre tøjting, der strammer. Ligesom under coronaen så er comfy loungewear kongen af barslen. Tillad dig selv at have hyggetøj på døgnet rundt, men husk at gå i bad engang imellem. Der er trods alt en kæreste, der stadig skal tænde lidt på dig … Men din bløde barselskrop skal have det rart, uanset om du har født barnet eller ej.
5. Skridttælleren går amok
Især hvis din baby er en powernapper, som kun kan sove, når barnevognen er i bevægelse. En barselsorlov er en uendelig gåtur, og aldrig har skridttælleren på telefonen bonet så hårdt ud. Du bliver klar til OL i kapgang og kan høre podcasts, lydbøger og ny musik, imens dette rolige gåliv i den friske luft får puls og stress helt ned og er godt for krop, sind og ikke mindst baby.
6. Lækker med baby
Ingen mænd er mere sexede og erotisk dragende end dem med en baby på armen. Fact. Bare tænk på teenageværelserne plakater med mænd i bar kasse og nøgen baby på flekset arm. Det er kvindeporno på hverdagsplan med sådan en kærlig farmand. Dette punkt er nok desværre ikke unisex. Endnu.
7. Husarbejde skills level 1 milliard
Du bliver en tornado derhjemme og får pludselig fikset hele hytten på de 40 minutter, som baby sover. Ting, der før kunne tage flere timer, kan nu nås effektivt på lurtiden.
8. Slut med blufærdighed
Engang tænkte du måske, at det var en menneskeret at kunne gå alene på lokum. Nu lærer du at sidde med en baby på skødet eller stirrende publikum på gulvet foran dig. Du lærer at presse trods publikum, og det er vist meget sundt at få et mere afslappet forhold til kroppens affaldskanaler.
9. Du accepterer din svinesti
Du boede pænt, men så kom der en baby. Så nu leger du, jorden er giften mellem rodebunker og knirkende gulvbrædder, som kan vække baby. Hæsligt Lamaze-legetøj i sansevenlige farver invaderer jeres nordic cool-bolig, du har aldrig rent tøj på mere end to minutter ad gangen, du drikker kold kaffe fra kanden og soundtracket fra ‘Gurli Gris’ erstatter din delikate hyggejazz. Det lærer dig at skrue ned for dit Instagram-hverdagsfilter, og at det er godt bare være i det.
10. Du lærer at bolle på 2 minutter
Når baby sover, er det med at slå til! Væk er lange forspil og indviklede parforholdsforviklinger i det seksuelle spil. Det er lige meget, hvem der tager initiativet, det er bare af med joggingbukserne begge to og i gang, for I bliver alligevel afbrudt om fire minutter. Og ingen går op i intimsbarbering og lækkert undertøj, forældresex er en quickie gange 1.000 – og det kan også noget.
11. Guns
Du træner naturligt musklerne i dine overarme og den øvre ryg kontinuerligt dag ud og dag ind, fordi der hænger en stadig tungere sumobryder på dig hele fucking tiden. Med tiden kan du alt med én hånd: hakke løg, vaske op og kværne kaffebønner, sms’e og støvsuge, handle og betale ved kassen med et smil. Til sidst er du en overlegen menneskeabe.
12. Kærlighed
Du er sammen med dit barn, og børn er kun små én gang. End of discussion.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️