I virkeligheden burde vi anse den her sæson af ‘Gift ved første blik’ for at være en slags katastrofe. Her i finalen står sølle seks ud af de oprindelige 10 deltagere tilbage.
Vi har sagt farvel til årets største fidusbamser, team Bubbichael, der stjal alles hjerter.
Og så blev det femte par som bekendt allerede skrevet ud af historien, inden programmet blev sendt på grund af ting og sager, vi ikke ved særlig meget om.
Men alligevel vil jeg mene, at vi har at gøre med en succes i år.
Jeg afslører jo ingenting ved at sige, at to par ender med at blive sammen. Dét alene er en stor bedrift.
Programmet har også været præget af en vis seriøsitet i år. Man har virkelig gerne villet matche folk. Omvendt har man virkelig ikke tænkt særlig meget på seeroplevelsen.
Sommetider har man siddet og tænkt, hvad filan er det jeg ser? To mænd spiser sushi på en restaurant i Randers. Hvad snakker de om? Ingenting.
Eller dette: To mennesker står på en havnemole i Irland, hvorefter de går en tur i blæsevejret.
Dramatisk? Nej. Sværen har til tider virket temmelig blød på dette genmodificerede svin af et koncept. Og alligevel er det jo først her til sidst, at man rigtig føler sig investeret i disse mennesker og deres nye liv.
Forstå mig ret: Jeg elsker det. Mødet mellem ekstremt trivialitet og ekstremt eksperimentet er for evigt inciterende tv.
Hvis man virkelig gerne vil have endevendt finalen, vil jeg anbefale, at man lytter til vores sidste episode af podcasten EJ EJ EJ!, hvor jeg i morgen sammen med min skønne kollega Signe Larsen får diskuteret det hele. Og grint en del undervejs.
Og så, for sidste gang i denne omgang skal vi selvfølgelig gennemgå dagens afsnit af ‘Gift ved første blik’.
Line og Jesper: 100 %
Disse Frederiksberg-borgere har det perfekt. Det har ikke engang virket som et eksperiment for dem at være med i programmet. Måske fordi Jesper konstant gør præcis som Line siger.
Nu beslutter hun, at han skal prøve hendes legecykel, som er en swiftie.
Hun har købt nyt mærketøj til ham i materialet lycra, som er stramtsiddende og med seler.
Voksne mænd kommer altid til at ligne 7-årige drenge, der går til brydning, når de har cykeltøj på. Det ligner noget, der er løgn.
Line får næsten en orgasme i øjnene.
– Han ser godt ud i lycra, siger hun, hvorefter hun sætter ham til at køre 6 minutter opad en fiktiv bakke.
Vi kan godt kalde det en sund, aktiv hobby. Vi kunne også bare kalde det rendyrket sadomasochisme. Parallellerne er der.
Line er en lille dominatrix, og Jesper bliver straffet. Siger det bare.
– Drømmen er jo, at der kommer to swifties, siger Line.
Det lyder jo næsten romantisk.
Hun vil dog ikke have, at Jesper sætter sig i sofaen, fordi han sveder, og det er så her, jeg får den tanke, at der måske er lidt for mange regler.
Man må gerne cykle indenfor. Men ikke sidde i sofaen. Virker skørt i mine ører.
Jesper virker dog lykkelig og vælger at købe nye ringe til ham og Line.
– Hold kæft, det er fedt mand, siger han.
Stemningen er vanvittigt god. Næsten kåd, som dengang man købte sin første sixpack og skulle til fest med piger for første gang. Man vidste bare, der skulle ske noget godt.
Imens siger Line så noget med, at ægteskabet jo er en bindende aftale, og det gibber lidt i hendes jurist-hjerte.
Dagen efter har de begge to koordineret outfits. De har af uvisse årsager valgt at gå med en lyserød, der er sart i farven.
Til afgørelsens time er der kunstigt langt mellem dem på en sofa, og de har begge to skrevet et brev til hinanden.
Jesper siger, at Line er “junik”, og han fik en high reward.
Line siger, “hvo intet vover, intet vinder,” og at hun gerne vil forblive gift med ham.
– Jeg er nødsaget til at tage den her af, siger Jesper og tager ringen af – som vi har set tusinde gange i smagsprøven.
Han giver hende en ring i hvidguld, og det er sødt og klodset udført på én gang.
– Jeg er tæt på at sige, at jeg elsker dig, siger han.
– Jeg elsker også dig, siger Line. Kæmpe forløsning. Fyrværkeri og ild. Det er fantastisk. Efterfølgende er det kommet frem, at det her par også har scoret kassen på boligmarkedet. De er for vilde. Hep hep for high risk og high reward.
Markus og Cecilie: 100 %
Vores søde gospelstrikker og provoatlet. For første gang i eksperimentet er Markus alene hjemme, og han vælger følgende aktivitet: at spise flødekarameller og se tv.
Han ser serien ‘Suits’, der foregår i et advokatfirma, og han synes, han kan identificere sig med den.
Cecilie er til eksamen, og det ser vi heldigvis ikke.
Psykolog-Trine meddeler noget, som jeg har glemt, fordi jeg kom til at fokusere på, om hun faktisk sidder foran en green screen.
Efterfølgende har Markus og Cecilie fået nogle date-skrabelodder, hvor man skraber en date.
De skraber denne date: Se en solnedgang, og se en film på bagsædet af en bil.
– Jeg har bedre ting at lave på bagsædet af en bil, siger Markus, der har set for mange film på internettet.
Daten er, at de spiser mad med trægafler på nogle sveller på en strand. Man konstaterer, at det fortsat blæser konstant i Danmark.
Det er ikke særlig romantisk, men stemingen er god, selvom de ikke vil afsløre noget om deres endelige valg overfor hinanden.
Til selve afsløringen læser de også breve op.
De siger begge to, at det ikke har været en svær beslutning.
– Jeg er forelsket og fuld af kærlighed, siger hun.
– Du kan godt slette “for” i forelsket, jeg tror bare, jeg elsker dig, siger Markus.
– Jeg troede ikke, der fandtes mænd som dig, siger Cecilie.
Hun troede muligvis kun, de var inde i ‘Suits’.
– Jeg tror, alle mine veninder er jaloux, siger hun så, og så ringer de til hendes mor for at overbringe nyheden.
Bum! To ud af tre. Man havde set det komme, men det er jo helt vildt. Tillykke til dem, og held og lykke med femårsplanen!
Christina og Frederik: 0 %
Det går meget værre her, og det starter helt skidt, da Frederik ikke siger tillykke om morgen til Christina på hendes fødselsdag. Katastrofalt.
Stemingen har været røvdårlig siden sidst, hvor de spiste lasagne og foretog sig det værste, mænd og kvinder kan gøre: at snakke forbi hinanden.
De tager så til terapi hos Trine, hvor stemingen vender, fordi de begge to gerne vil løse tingene.
– Tillykke med de 25, siger Frederik, og allerede dér går det fremad.
Bagefter fucker det igen op.
De sætter sig på en havnemole og spiser bagels, hvor de taler om Frederiks vandskræk, og her stiller Christina ham dette spørgsmål:
– Hvad er din definition af frygt?
Det er, som om hun insisterer på at have lortesamtaler med den mand.
Ikke engang Svend Brinkmann ville kunne svare på det spørgsmål. Og hvis han gjorde, ville jeg slukke radioen.
Det lyder som titlen på en bacheloropgave på RUC, der fik 4. Det er ikke sådan, man giver en træmand fra Bygma jern på.
Det blæser i øvrigt også her.
Hvis det var en film, var det her point of no return.
Til den store afsløring er Frederik dødsens nervøs på grund af det brev, han skal læse op.
Mænd tror vitterligt, at deres egne følelser er dræberzombier, som slår dem ihjel, hvis de taler om dem.
– Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og du har et godt hjerte, siger han til Christina.
Mange moderne kvinder hader at høre sådan noget, fordi de ikke gider at være en del af mænds selvudvikling.
Omvendt er det jo meget godt, at mænd udvikler sig lidt. Det er en klassisk lose-lose situation.
– Det er ikke perfekt, men det er ægte, siger Christina og fortsætter, jeg har følt mig alene, men ikke alene i arbejdet.
Det lyder fandme ikke som en kærlighedserklæring, og så sker der det vanvittige, at Frederik siger, han gerne vil forblive gift.
– Jeg giver ikke op.
Christina siger, at det vil hun ikke. Det er sindssygt, men skyldes en “mavefornemmelse”.
Underligt ordvalg, når nu der er en helt reel forklaring, som er: De kan ikke snakke sammen. Længere er den ikke. Plus hun er Brøndby-fan.
Bagefter spørger Christina ham, hvad han skal nu.
– Jeg skal bare hjem og græde, siger han.
Av. Den er hård at sluge, synes jeg. Men på programmets vegne er det jo en halv succes, at 2,5 ud af 3 par fandt kærligheden.
Vi ser så, at Frederik sidenhen har klippet sin manbun af, hvilket formentlig har forøget hans chancer på markedet med 100 %.
Christina er efter deres tvangsægteskab blevet rowdy og siger, at hun “eddermame skal dyppe tæerne” – hvad end det så betyder. Man må håbe, at tingene er faldet i hak efter programmet. Det har været en sand fornøjelse at følge med. Tak for denne gang, begge to.
