De seneste par uger har været heftige ovre i Sofie Lindes lejr. Heldigvis er den populære tv-vært mest blevet mødt af en lovestorm og opbakning. Der er selvfølgelig også en del, der råber heksejagt eller løgner og så hele sladder-tingen omkring, hvem den “store tv-kanon” mon er.
Egentlig forstår jeg slet ikke, hvad vi er uenige om? En voksen mand med magt og position, der truer en 18-årig pige med at ødelægge hendes fremtidige karriere, hvis ikke hun tilfredsstiller ham seksuelt, er jo grotesk. Det er ikke flirt. Det er ikke julefrokost-lummerhed. Det er klokkeklar sexchikane. Og det er ulovligt. Punktum.
Men også herfra skal lyde et dybfølt tak til Linde for at bruge sin stærke, velfortjente medieposition til at tage en dybt ubehagelig debat helt oppe fra en af landets fornemmeste scener og ødelægge den gode stemning for at huske os på, at der stadig ikke er ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdspladsen.
De her historier om unge kvinders adgang til arbejdsmarkedet, om det er i mediebranchen, på de kreative uddannelser eller i erhvervslivet mere bredt anskuet, er svære at få frem i lyset. Vi er nu tre år inde i #MeToo-bevægelsen, som indtil nu ikke har afsat det helt store aftryk herhjemme. Jo, vi har skam diskuteret sexchikane, overgreb og ligestilling på arbejdspladsen, men i modsætning til mange andre lande er der stort set ingen overgrebspersoner, der er stillet til ansvar.
Men nu sker der pludselig noget. Som gammel-i-gårde-journalist har det undret mig, at mediebranchens historier ikke kom frem. For de er der. Men det lader til, at Sofie Linde var den trojanske hest, der skulle til. Kommunikationsrådgiver Nanna Kalinka Bjerke kalder det meget præcist for ketchupeffekten – for nu er proppen røget af, og historierne myldrer frem. De kan læses ovre hos POV International, og også radiostjernen Iben Maria Zeuthen har delt en klam historie fra begyndelsen af hendes karriere.
Der er stadig ingen navne på bordet. Men det gør ikke noget. Det er vigtigere at få taget livet af en nedarvet, sexistisk kultur end at pege nogen ud. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, at mediebranchen bliver ved med at sende de samme mediemænd rundt med dårligt ry og klager hængende efter sig, uden at det får konsekvenser.
Jeg har netop skrevet under på den store fælles underskriftsindsamling fra en flok kvinder i mediebranchen, som er en sympatitilkendegivelse til Sofie Linde. For mig var det en no brainer at skrive under. Selvfølgelig bakker jeg Linde op. Og alle andre unge kvinder som har prøvet at være jaget vildt til julefrokoster eller bare til hverdag på en redaktion.
Jeg ved, at der sidder rigtig mange kvinder med den her slags oplevelser fra deres unge år på avis-, radio- eller tv-redaktioner. Og de tør ikke sige det højt. Tanken bag #MeToo var ellers netop, at ingen længere skulle stå alene med deres dårlige oplevelser eller skamme sig. Det er mindre farligt at være en del af et vi, der deler. I årevis har jeg hørt historierne om chefer, der bremser kvinders karrierer, hvis ikke de gider knalde eller afslår en middagsinvitation. Om løn- og kontraktforhandlinger som sker i lyset af skjult seksuel pression. Om castings og rekruttering som sker over rødvin hjemme hos store mediemænd. Og det går bare ikke.
”Jeg husker, hvordan jeg som praktikant var med til en julefrokost i DR Nyheder, hvor min veninde og jeg dansede og oplevede chefer, der var alt for tæt på vores kroppe og tog på os. Vi havde en snak om damned if you do – damned if you don’t. For hvordan kommer man ud af tilnærmelserne fra en chef på en god måde? Man kan ikke afvise på en negativ måde, for så er der dårlig stemning. Mænd må ikke tabe ansigt, så i stedet smyger man sig udenom og siger pyha, og så går man lige ud og pudrer næsen,” fortalte tidligere tv-vært Anja Bo i Jyllands-Posten forleden.
Men måske er tiden moden til lidt dårlig stemning. Det er så sindssygt vigtigt, at det her ikke ender med at handle om for eller imod ’den store tv-kanon’. Eller Peter Aalbæk Jensen for den sags skyld. Det er ikke den enkeltes oplevelse med den enkelte chef, men den kollektive oplevelse der skal frem. Derfor skal os mediekvinder, som har store muskler og røv i bukserne, stille os bag de unge kvinder med løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Så de også kan få fodfæste til udfolde drømmene. Hermed gjort!
Og så vil jeg sende en opfordring til, at vi får ryddet op nu. Lad os sørge for, at vi, der er i 30’erne og 40’erne, bliver den sidste generation, der var nødt til at advare hinanden om hvem af cheferne, der er nogle klammerter inden en fredagsbar.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
