Lærke Kløvedal går ture hver eneste dag, for når hun går, falder verden langsomt på plads. Den rute, hun har inviteret vært Mikael Kamber med på, er hendes daglige morgenrute. På den smukke tur i forårsvejret fortæller hun om følelsen af at være anderledes og den uro og længsel, der har fulgt hende siden barndommen.

– Det er gået op for mig, at uroen og længslen nok er iboende for mig. Det er noget, jeg har haft med mig, siden jeg som barn godt kunne mærke, at jeg på nogle måder skilte mig ud fra de andre. Dertil var der altså også bare noget i tiden med carpe diem og døde poeters klub, der gjorde, at jeg voksede op med ideer om de helt store følelser om kærlighed og lykke, som på mange måder er meget svære at forhandle med, men også utrolig svære at være i.

I mange år forsøgte Lærke Kløvedal at gøre oprør mod de store følelser og fandt ud af, at hun i grunden nok ikke var den store rejsende, men at uroen måtte håndteres på en anden måde.

– Nu hvor jeg de senere år har udforsket den side af mig selv, der er et skrivende menneske, så har jeg fået det at skrive som en måde at kunne være i uroen på.

Lærke Kløvedal er vokset op i Thy med havet, vinden og de store vidder helt tæt på. I dag bor hun på Amager, hvor landskabet ser anderledes ud, men behovet for at opsøge naturen er det samme.

– Man må ikke undervurdere, hvor meget bare et lille frimærke af grønt kan gøre. Selv her kan man nemlig mærke årstidernes skiften, og det er noget, der betyder helt enormt meget for mig. Det er en måde, jeg føler mig knyttet til verden på, fortæller hun.

Naturen har altid spillet en rolle i Lærke Kløvedals liv, og det er også derfor, hun har inviteret Mikael Kamper med på lige netop den tur de skal gå – ned til Østersøen.

– Størstedelen af sommeren starter og slutter jeg dagen lige netop her, på min badebro, og hvis det kan fortsætte sådan er jeg godt tilfreds, smiler Lærke Kløvedal.

Broen hun refererer til er ikke som sådan “hendes” badebro, men en offentlig bro på Amagerstrand. Det gør dog hverken den, eller den rituelle gåtur mindre betydningsfuld i en til tider hektisk hverdag.

– Ting falder på plads, når jeg går. Jeg kan mærke meget konkret, når jeg skriver, at det hjælper at gå. At skrive er også ikke at skrive, fordi der er så mange processer, som foregår i alt muligt andet.

Når Lærke Kløvedal er midt i intensive skriveprocesser, bliver det næsten nødvendigt at komme udendørs, om det så er til fods eller på cykel. Hun fortæller blandt andet om sine cykelture til Den Sorte Diamant, og hvordan det var lige netop på en af de ture hendes roman ‘Sømærke’ for alvor begyndte at tage form.

– På cykelturen satte sætningen ‘jeg husker at’ sig fast. På mange måder en meget enkel sætning, men jeg kommer fra en familie, hvor de store fortællinger har fyldt meget, og hvor andre har kunnet følge med i fortællingerne. Så det har på mange måder været svært at finde min egen stemme i det.

Netop derfor blev den lille sætning afgørende, for som Lærke Kløvedal siger:

– Hvordan jeg husker noget, er en fortælling, som kun jeg selv kan fortælle.

Hvilken rolle erindringen har haft for Lærke Kløvedal og hvad hun og Mikael Kamber ellers taler om på deres gåtur kan du høre i ugens afsnit af Min Gåtur Gennem Livet.