Nordvest Brød Maries Brødbod
Fotos: Rita Kuhlmann

Folk i Nordvest sælger fra forhaven: ”Det er mere charmerende at købe hjemmebagt brød hos en af naboerne end at gå i Lagkagehuset”

Hvad har du gået og brugt coronatiden på? Ude i Nordvest-kvarteret har nogle private kastet sig over små iværksætterprojekter hjemmefra, og det nyder naboerne godt af.

”Denne gang nåede jeg det!”

Dagens sidste kunde kommer ind ad indkørslen og går videre ind i forhaven. Det er ikke lukketiden, manden refererer til men derimod det korte tidsinterval, fra Marie Terp Bekhøj begyndte at tage imod bestillinger fredag middag, og til hun måtte melde alt udsolgt til denne søndag morgen i ’Maries Brødbod’. I halvanden måned har hun solgt surdejsboller og wienerbrød fra privaten i en dobbeltvilla i Københavns Nordvestkvarter, og de lokale har tilsyneladende omfavnet initiativet.

”Mange af de naboer, vi kender rigtig godt, vil gerne have brød, men der er blevet udsolgt utrolig hurtigt, og så er de pludselig kommet for sent,” fortæller Marie Terp Bekhøj, efter hun har sludret lidt med naboen og overrakt posen med hans bestilling af boller og tebirkes.

Nordvest Brød Maries Brødbod Foto: Rita Kuhlmann

Det er en solrig, men kølig morgen, og hun har været oppe siden halv tre for at kunne bage fra klokken tre. Totalt 70 croissanter og tebirkes og 70 surdejsboller har hun bagt i det store køkkenalrum, der ligesom de fleste private hjem kun rummer en enkelt, almindelig ovn.

Tebirkes og croissanter

Marie Terp Bekhøj har tidligere været oppe på en større volumen, men dagens mængde er nogenlunde det, der kan lade sig gøre, uden at det bliver stresset. Tebirkes og croissanter har hun været i gang med i løbet af ugen og har frosset dem ned, så de er klar til at blive bagt søndag morgen/nat. Det er især det tidskrævende bagværk, der går som, nå ja, varmt brød.

”Jeg er bare overvældet over folks opbakning. Nogle af mine kunder har sagt, at det er enormt dejligt bare det at komme lidt ud og stå udenfor og snakke med nogle mennesker. At der sker noget andet, som er hyggeligt og positivt.”

For Marie Terp Bekhøj er det ikke manglende arbejde på grund af corona-nedlukningerne, der har fået hende i gang med bageriet. Hun har tre små børn og tager lige nu en pause fra jobbet som sygeplejerske for at gå hjemme med den yngste, som er et år. Det er på én gang stille og roligt med hendes nye mikrobageri og samtidig totalt kaos med en masse børneliv, fortæller hun.

”Det er ikke direkte på grund af corona, at jeg er gået i gang, men det har helt sikkert sat nogle tanker i gang, og jeg har haft brug for at gøre noget andet, der var lidt sjovt og rart. Jeg har i lang tid haft en drøm om at åbne et bageri eller en café, så det at gøre det herhjemme har været en mild måde at prøve det af på.”

Nordvest Brød Maries Brødbod Foto: Rita Kuhlmann

Der er mange, der har spurgt Marie Terp Bekhøj, hvordan hun kan overskue projektet med tre små børn, men selvom det har krævet en indsats at gange bagning til en almindelig husholdning op til at kunne stille lækkersulten hos et mindre lokalmiljø, har hun erfaret, at det giver mere energi, end det tager.

”Jeg bliver bare enormt glad, og så får jeg kontakt med en masse søde mennesker, der kommer forbi og gerne vil høre, hvad det her nu er for noget. Folk er meget positive,” siger hun.

Det bekræfter kunderne.

”Det er hyggeligt at støtte lokale initiativer, og så er det mere charmerende end at gå op i Lagkagehuset,” siger en, da han henter sin bestilling. En anden mener, at tilslutningen handler om sammenhold og om det lokale. At det er trygt på en eller anden måde i denne tid.

Havelåge-salg

Da coronapandemien ramte Danmark for et års tid siden, førte den udover nedlukninger en hel bølge af surdejshype med sig, og der var også der, Marie Terp Bekhøj for alvor gik i gang med brødbageriet. Indtil da havde kager og det søde været hendes største interesse, som går helt tilbage fra barndommen.

En af hendes drenge stikker hovedet ind ad terrassedøren for at se, hvad mor laver derinde. Med undtagelse af et par riste og nogle brugte viskestykker er den store køkkenø helt ryddet for bagværk og grej.

”Måske passer det ikke perfekt at åbne et bageri lige nu med tre små børn, men det er helt klart det, jeg vil – eventuelt med et par lukkedage om ugen, en god makker og nogle ansatte. Det her har været en måde at se, om der et marked herude, og det er der. Det er også det, mine kunder siger”.

Cirka ti minutters gang fra Maries Brødbod kan man købe hjemmelavet marmelade med hjem til de friskbagte boller. Foran en havelåge står en lille, sortmalet træreol, hvor der står små glas med marmelade, sirup, syltede rødløg og flasker med hyldeblomstsaft. Betalingen foregår via MobilePay.

Nordvest Brød Maries Brødbod Foto: Rita Kuhlmann

”Du behøver ikke skrive, hvad du tager. Jeg stoler på dig,” står der på et lille skilt. Ikke langt derfra springer endnu en bod i øjnene. Her er det et større stativ, der kaster farver udover fortovet på denne forårsdag, hvor det grønne endnu ikke har taget magten over villavejen. I en spand står der grene med skud, der er ved at springe ud, og på stativets hylder står der blomster i krukker og små buketter med hvide, gule og violette blomster. Blomsterdekoratør Karina Lund, som står bag boden, har tidligere på morgenen været forbi Maries Brødbod.

”Jeg synes, det er hyggeligt, at vi har noget at være fælles om over hækken og generelt her i kvarteret. Maries ting smager fantastisk, og her er ikke så mange muligheder ellers. Her er lidt stille,” siger hun.

For Karina Lund er det en direkte konsekvens af nedlukningen, at hun har lavet et privat udsalg. Hun sælger normalt til virksomheder, fester og private arrangementer, men da mange firmaer kører på lavblus for tiden, og fester ikke rigtigt er en mulighed, har hun en del timer til overs i hverdagen.

”I det tomrum skulle der ske et eller andet.”

Det er tre uger siden, Karina Lund for første gang rullede sin blomsterbod ud på fortovet. Hun fik solgt en god del, men weekenden efter var vejret knap så gåtursvenligt, så da var der færre kunder. Men de skal jo også lige opdage, at boden er der, siger hun.

Kunderne betaler via MobilePay, så hun har ikke haft så meget direkte kontakt, men til gengæld har hun fået kommentarer i en Facebook-gruppe for naboer i lokalområdet, hvor hun deler info om sit lille udsalg. Her har nogle af hendes nye kunder delt billeder af deres køb og skrevet tak for dejlig forårsstemning i stuerne.

Karina Lund har overvejet at lave et udsalg fra privaten mange gange før, og nu hvor det er sket, regner hun ikke med at droppe det igen, heller ikke når der kommer mere gang i hendes egentlige forretning.

”Det handler også om at løfte fællesskabet, og det er som om, at kvarteret passer på hinanden. Og så er det bare hyggeligt, at man kan købe ting rundt omkring, og at det ikke alt sammen er fra supermarkedet. Det gør folk glade, og det er det, blomster handler om for mig. Så jeg bliver ved.”

Du kan finde Maries Brødbod på Facebook og karinalund.dk for blomster. Marmeladeboden må du selv ud og finde i Nordvest.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics