Sommerferien giver os ikke automatisk adgang til en mere sand version af os selv

Hvert år omkring slutningen af sommerferien dukker de op. Artiklerne om skilsmisserne. Om alle de par, der har tilbragt tre uger i et sommerhus eller på et familiehotel på Mallorca og er kommet hjem med en beslutning om, at næste ferie bliver hver for sig. Jeg mener også at have læst, at opsigelser på arbejdspladser følger nogenlunde samme mønster, og det ville egentlig ikke undre mig. Der er åbenbart noget ved at ligge vandret i plusgrader, der får os til at genoverveje hele vores eksistens. Som om solcreme, Aperol og fraværet af Outlook giver os nye briller på, og vi pludselig ser på vores partner, chef, lejlighed eller liv og tænker: Hold kæft, hvor er det egentlig nederen.

Jeg tror nu ikke, det er helt sådan, det hænger sammen. Til gengæld synes jeg, vi har en tendens til at tillægge ferier en magt, de simpelthen ikke har. Tænk bare på, hvor meget vi forventer af sommerferien. Vi skal selvfølgelig slappe af og helst komme hjem med lidt mere energi, end vi tog afsted med, hvilket i sig selv kan være ambitiøst nok, hvis man holder ferie med børn. Men derudover skal vi være nærværende, læse bøger, bade, have gode samtaler, få lyst til hinanden igen, lege med børnene uden samtidig at kigge på telefonen, mærke efter og helst vende tilbage til hverdagen med både fregner og et klarere blik på tilværelsen.

Og hvis noget har knirket lidt inden ferien, får de tre uger pludselig endnu mere at slæbe rundt på.

– Vi trænger vist bare til ferie.

– Det bliver godt at komme lidt væk.

– Vi tager den efter sommer.

Jeg har selv sagt det sidste flere gange, og det er jo en vidunderlig sætning, fordi den lyder ansvarlig, samtidig med at man i praksis har skubbet noget ud i fremtiden. Man har ikke ignoreret det. Man har bare lagt det til modning i juli. Sommerferien er på den måde en formidabel overspringshandling med virkelig god PR.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt skal afgøres med det samme. Der findes masser af ting, der bliver klogere af at få lidt tid, og jeg er personligt stor tilhænger af ikke at sprænge sit liv i luften på baggrund af en dårlig tirsdag. Afstand kan være sundt, og nogle beslutninger har godt af ikke at blive taget mellem et forældremøde og en deadline. Men der er forskel på at give noget tid og at give tiden ansvaret, og dér tror jeg, vi nogle gange kommer til at snyde os selv. Vi bliver ved med at tro, at tiden kan gøre det arbejde, vi ikke selv gør.

Og gæt engang, det kan den ikke. Til gengæld kan den ændre udsigten, og det tror jeg er en stor del af forklaringen på, at ferier får så meget kredit. Hverdagen er genial til at holde et liv kørende, også når man ikke er helt sikker på, om man bryder sig om det. Der skal handles, svares, afleveres, hentes, vaskes og mødes, og man kan være forbløffende længe i noget, der ikke fungerer særlig godt, hvis bare kalenderen er fyldt nok.

Så får man ferie, og der bliver færre ting at gemme sig bag. Den partner, man har forklaret sig selv, var fjern, fordi begge var trætte, er måske stadig fjern efter ni timers søvn. Den chef, man troede, man bare havde brug for et par ugers pause fra, begynder at irritere igen, allerede inden arbejdsmailen bliver åbnet. Hjemmet, man aldrig rigtig har tid til at være i, viser sig måske at være et sted, man faktisk ikke særlig godt kan lide at opholde sig. Og nogle gange opdager man noget endnu mere irriterende: at problemet er rejst med.

Jeg er ikke i et parforhold, så jeg har ikke engang den luksus at kunne bruge tre ugers ferie på at blive sindssyg af et andet voksent menneskes tilstedeværelse. Hvis jeg efter nogle dage bliver irriteret over selskabet, er mulighederne forholdsvis begrænsede. Hey, it’s me. Og det er faktisk en smule provokerende, hvor mange af ens egne dårlige vaner der overlever et autosvar.

Jeg kan sagtens gå ind i en ferie med en forestilling om, at nu skal jeg læse, skrive, tænke lange tanker, få styr på det, jeg har skubbet foran mig, og generelt blive sådan et menneske, der bevæger sig ubesværet mellem spontanitet og struktur. Gerne krydret med lidt Hot Divorcee Summer, nu vi er i gang. Så går der fire dage, og jeg opdager, at jeg stadig bare er mig, og hverken mere tjekket eller hot. Jeg har bare mere tid til at lægge mærke til det.

Derfor er jeg heller ikke helt med på idéen om, at ferie automatisk giver os adgang til en mere sand version af os selv. Vi har efterhånden gjort “at mærke efter” til noget nær en moralsk dyd. Vi skal lytte til maven, tage vores behov alvorligt og være opmærksomme på, hvad der giver og tager energi. Alt sammen glimrende råd. Men enhver tanke, der dukker op efter syv dage uden vækkeur, er altså ikke nødvendigvis en besked fra vores inderste kerne. Nogle gange er man bare blevet virkelig træt af at spille UNO med sin familie.

Jeg kan i hvert fald selv komme til at behandle refleksion, som om den automatisk fører til klarhed, og det er en ret bekvem forestilling for et menneske, der er glad for at tænke. Hvis jeg bare vender noget længe nok, må svaret jo på et tidspunkt dukke op.

Men et menneske må gerne være i tvivl, og beslutninger bliver ikke nødvendigvis bedre af at blive taget fem minutter efter, man får lyst. Men jeg prøver selv at blive bedre til at høre forskel på “jeg giver det lidt tid” og “jeg håber, at tiden ordner det for mig”. De to ting kan ligne hinanden forbløffende meget, mens man står midt i dem.

Det er dér, historierne om skilsmisser og opsigelser bliver interessante. Jeg tror ikke særlig meget på fortællingen om, at tre uger i juli pludselig får mennesker til at smide deres liv på gulvet. Det interessante er alt det, der lå der inden.

Min egen ferie har ikke gjort mig til et nyt menneske, hvilket også ville have været et urimeligt krav at stille til nogle uger i juli. Men den har gjort nogle ting klarere og givet mig mulighed for at handle en smule anderledes på noget, jeg egentlig vidste i forvejen. Det er i grunden ganske meget at få ud af en ferie. Resten må jeg stadig selv gøre.