John Körner
Foto: Rita Kuhlmann

Kunstneren John Kørner om forbrug: “Jeg bryder mig ikke om at komme i Føtex… jeg synes, det er decideret ubehageligt”

Hvad er mennesket uden forbrug? Kan vi overhovedet overleve uden at forbruge, og hvad gør forbruget egentlig ved os som mennesker? Gennem værkerne ‘Crazy watermelon shipping’ stiller kunstneren John Kørner skarpt på menneskets forbrug.

Hvad er interessant ved forbrug?

“Hvordan vi som mennesker bliver opdraget til forbrug. Man får skabt nogle vaner gennem supermarkederne. De konstruerer adfærdsmønstre for os.”

Foto: Rita Kuhlmann

Hvordan blev udstillingen ‘Crazy watermelon shipping’ til?

“Jeg har i lang tid fabuleret over, hvordan det er at være forbruger. Når du går ind i Ikea, er der eksempelvis tilrettelagt en rute, så du skal se mest muligt og se det størst mulige vareudbud. Nogle har tilrettelagt oplevelsen for dig. Når du handler, bliver du påvirket på et arkitektonisk plan; der er en stor farveskala, lydeffekter, flot lyssætning og en eksotisk følelse. Det gør sig også gældende i de store supermarkeder, som eksempelvis Føtex og Bilka. Her bliver man nærmest forført af det skarpe lys, der strømmer ud af montrerne. Når du handler i Netto, ser du på en laks, hvor billedet på pakken illustrerer, hvordan den svømmer gennem floden, men i virkeligheden er den opdrættet i fiskedamme. Man føler hurtigt, at man bliver manipuleret med som forbruger. Mine værker handler meget om mennesker, der har været fortabte og har følt sig meget små i de meget store indkøbscentre.”

Hvad er dit eget forhold til forbrug?

“Jeg bryder mig ikke om at komme i Føtex, hvor der er virkelig mange gange. Jeg synes, det er decideret ubehageligt. Selvom man kan gøre sig nogle billige indkøb, så føler jeg mig stadigvæk taget ved næsen. De kan for eksempel reklamere med et tilbud på båndpasta, hvor du kan få tre poser til en poses pris. Så ender du med at købe tre poser, selvom du ikke har brug for det, og du går ud af butikken og har brugt flere penge, end det var meningen. Sådan er det også med tøj. Det der udbud af varer, der bliver skabt foran dig, er interessant. Du har nogle behov, du ikke anede, at du havde. Og så er der hele den digitale del. Hvis du har anlæg for paranoia, så er der en stor risiko for at få det. Man kan sidde og søge på sin mobil, og pludselig kommer der reklamer op. Man kan godt føle sig lidt forfulgt i den her store industri. Det er som om, at alting skal drejes over i noget digitalt, så nogle producenter kan få endnu mere styr på dine vaner, så de kan regne ud, at der skal købes endnu flere bananer.” 

Foto: Rita Kuhlmann

John Kørner

Født i Aarhus i 1967. 

I 1998 blev han færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Kørners værker har været udstillet i både London, Frankrig, Berlin, USA, Norge, Sverige og Finland. 

Han er mest kendt for sine malerier, men udtrykker sig også gennem kunstinstallationer, skulpturer og keramik. Kørner beskæftiger sig med samfundsrelaterede spørgsmål og lægger gerne op til dialog med sit publikum. Værkerne kan ses og erhverves via Galleri Bo Bjerggaard i København. 

‘Crazy Watermelon Shipping’ kredser om spørgsmålet om forbrug og varer i bevægelse. Værkerne illustrerer forbrugere, der befinder sig i supermarkeder, hvor de skal tage stilling til, hvad der skal lægges i indkøbskurven og ikke mindst hvilke konsekvenser, der er ved en verden, som er defineret gennem forbrug. Temaet vil fortsat være en del af Kørners værker med henblik på hans kommende udstilling i Detroit i 2021. 

Flere af værkerne kan stadig købes via Galleri Bo Bjerggaard.

Hvor bevidst er du om dit eget forbrug?

“Hvis jeg ser en flot skjorte, så tænker jeg, at jeg får større opmærksomhed, og at der er flere mennesker, der kigger på mig. Det er nok sådan moden er, hvis man skærer ind til benet. Der er en gruppe, der køber et produkt, og hvis jeg køber det produkt, kan jeg blive en del af det. Hvis jeg har røde sko på, som jeg har på i dag, så får jeg en øget opmærksomhed. Man tænker, at det er ens eget unikke sprog, hvordan man sammensætter sin beklædning, men i sidste ende er det jo, fordi jeg tænker, at det gør mig godt. I sidste ende slipper fornuften op. Vi er mange lette ofre. Fornuft og det primitive er to yderpoler. Vi er meget styret af det personlige, og det er ret interessant. Hvis vi skal gøre op med verdenshandel, skal vi ikke leve i et demokrati, men i et diktatur, hvor det bliver dikteret, at vi ikke må spise bananer.” 

Foto: Rita Kuhlmann

Kan man eksistere uden forbrug?

“Coronakrisen har vist, at nogle får abstinenser af ikke at shoppe. Det er en del af deres natur at gå rundt i Field’s i fire timer. En del af deres DNA. Du shopper, derfor er du. Det er der ingen tvivl om. Der er en kæmpe tilfredsstillelse i at bruge de midler, du har tjent. Men nu er der en ny udvikling på vej, hvor unge mennesker gerne vil bryde ud af hamsterhjulet. Nogle vil realisere et alternativ. Boliger i København er virkelig blevet dyre, så du skal have et vellønnet job. Hele den konstruktion som menneske, at man virkelig har brug for midler for at eksistere og fremstå som et velfungerende menneske, er interessant. I kraft af at forbruget er steget, er der også nogle der flytter til Møn og lever efter andre principper og ændrer vaner.” 

Foto: Rita Kuhlmann

Hvad driver dig fremad, hvis forbruget ikke gør det?

“Jeg er meget heldig, for jeg kan godt lide at lave de her værker. Jeg er privilegeret. Jeg har mit eget set-up. Jeg er selvstændig og skaber værker, som kommunikerer på en eller anden måde. På den måde står jeg lidt alene. Det er virkelig noget, der motiverer mig. At jeg gennem min observans og mit tankesæt står ved siden af samfundet. Det er det ultimative for mig. Det er en livsstil. Jeg kan efterhånden ikke lave andet end det. Det er det ultimative at udtrykke idéer og holdninger og få lov til det. At få lov til at lave kunstværker og vise dem.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics