Det føles som om, de har teaset for isfiskeri i evigheder, og vi har allesammen siddet med en klar forventning om, at hele Lapland bliver bundfrossent lige om lidt.
Nu sker det så, at deltagerne får udleveret isbor til at skære huller i isen, så de kan fiske på trods af kulden.
Uden at vide specielt meget om fiskeri, virker det som en optimistisk fiskeform at fiske i den samme rummeter hele tiden.
Man ville jo aldrig jage med gevær på den måde – bare at sidde og pløkke det samme sted i luften, indtil et rådyr gik ind i skudlinjen.
Men hvad ved jeg? Kan konstatere, at ingen får bid.
Vi er på dag 26, og dagens afsnit er på alle måder savnets og sårbarhedens afsnit.
Claus laver en mindehøjtidelighed for at mindes sin far. “Jeg elsker dig,” råber han, og Herlige Svend får sin første orgasme længe.
Anne savner også dem derhjemme, og Ulrik får lægeordineret et kram af selve lægen. Meget fint egentlig.
Nogen bed måske mærke i, at de sidste gang sagde, at denne sæson slutter på en måde, som aldrig er set før. Hvad skal det betyde? Man kan spekulere i, om de bliver taget ud før tid, simpelthen fordi det bliver uansvarligt at have dem hængende deroppe for licenspengene. Vi må se.
Ulrik: 90 %
Ulrik ser for første gang et egern, og alle jubler. Så hører vi, at han ikke må skyde det… på grund af hvad? Jagtsæsonen. Altså, hvad fanden. Det er nok det mindst vildmandsagtige, der findes, at overholde bøde-reglerne på den måde.
Som tv-seere vil vi gerne dække ind, hvis bare vi kan se blod, DR.
Bagefter skal han skide, men han vil ikke, fordi hans hænder er for kolde. Den logik giver ingen mening.
Så begynder han på noget med, at han ikke vil overvåges af en fugl, mens han skider, og der må jeg bare sige, at kæden hopper lidt af for mig.
Det er jo meningen, at det her program skal vise os mennesket UDEN alle de der fine fornemmelser.
“Nu skal jeg ud og tørre røv med frossen lyng,” siger han så, og det er det, vi vil have.
Ulriks forhold til isens tykkelse på søen er: “Det ser fint ud.”
Hjemme i tipien laver han det mest upræcise øksehug, der er nogensinde er set nord for polarcirklen, for at hugge en fisk over i to.
Så synger han ‘Baby give it up’, og så knækker han simpelthen sammen følelsesmæssigt, fordi hans kone altid laver fis med den sang.
“Det er jo ingen gang sjovt,” hulker han, og det er en fantastisk scene, selvom man også bliver lidt bekymret for ham.
Men så fanger han 80 fisk og kommer i ekstase, hvilket får ham til at indlede et stripshow af meget dubiøs karakter.
“Jeg er så lykkelig,” siger han, og hvis man skulle kåre en vinder, som tingene er nu, vil det være Ulrik. Han har fisk nok til flere uger, og på de ydre fronter spiller det. Følelserne er hans største udfordring.
Anne: 50 %
Anne synes ikke, at vildmarkslivet er for tøsedrenge. Hun er begyndt at høre syner og vågner op til, at hendes garn er fanget under isen. Ikke nogen god start på dagen.
Stemningen i hendes lejr er ligesom køen på Borgerservice på ydre Amager. Rendyrket tomgang.
Men Anne føler nu, hun er blevet venner med to fugle, der spiser skrogene på hendes fisk. Det er definitionen på stockholm syndrom.
Generelt kan man også sige, at folk, der har forhold til fugle – hejrer, undulater, papegøjer, you name it, alt med vinger bortset fra høns – har en afvigende personlighed. På almindeligt dansk også kaldet ‘kæmpe nørder’.
I Annes tilfælde er det en midlertidig mental forstyrrelse, som bunder i, at hun på nuværende tidspunkt er fuldstændig viljeløs.
Efterfølgende bliver hun røvet af andre ukendte gerningsdyr, der stjæler hendes mad.
Det er en katastrofe, som hun ikke har nogen som helst reaktion på. Hun kunne på nuværende tidspunkt have en twerkende elg stående foran sig uden at fortrække en mine.
Anne skriver et digt. Som uddannet litterat kan jeg fortælle, at digtet har den kvalitet, at det rimer, og at det trækker på en bred tradition fra den jyske konfirmationssangskat, der er kendt for sin alternative rytmik.
Men det er nok bedst, at Anne fokuserer kræfterne på at overleve. Fornemmelsen er, at hun tager hjem i næste (og sidste!) afsnit, så prognosen går ned.
Claus: 65 %
Claus, den martrede mand, døjer hele tiden med maven, men den er nu i bedring, bortset fra at den er tom. Han er fortsat ekstremt beskidt.
Han magter ikke at sætte sit net ud, siger han, og så sætter han det ud.
Det er meget sigende for Claus’ adfærd i vildmarken, at han ikke kan sætte de rigtige ord på, hvad der sker.
“Alt, hvad der rører sig, er en bjørn,” siger han.
Men alt, hvad der rører sig, er jo ikke en bjørn.
I øvrigt rører ingenting på sig ud over den fungus, der nu har fået godt fat i skridtet på Claus.
“Kæft, det lugter mand,” siger han til lægen. Er det virkelig det værd at fortsætte for Claus?
Så går han i gang med at bygge en tømmerflåde, og arbejdet fremkalder nogle sære testosteronprægede udbrud. Selve fartøjet viser sig dog kun at have en samlet rækkevidde på 120 centimeter. Stor fiasko.
Claus fanger en psykopatklam fisk med bylder, som han vælger at spise, og det begynder at blive bekymrende, fordi det volder nye maveproblemer.
På dag 34 ligner Claus en mand, der har ligget inde i stortrommen under en hel Rammstein-koncert, og selvom der ikke er noget decideret kritisk at sige om hans situation, ligger han ikke helt forrest i feltet. Primært på grund af hans uheldige evne til kontinuerligt at tilrage sig problemer i maveregionen.
