For nogle uger siden blev den nyeste sæson af ’Paradise Hotel’ – eller ’Paradise Hooowteel’ som det så fint udtales på min hjemstavn Aalborg – skudt i gang. Og jeg siger bare; halleluja! Indrømmet, jeg kan simpelthen ikke lade være med at se det stads. Og hvorfor skulle jeg egentlig også det?
’Paradise Hotel’ har i de 17 sæsoner, programmet har kørt, givet os underholdning i særklasse, chokeret os, rørt os og givet os store tv-øjeblikke. Vi har set intriger, tillidsbrud, fester, bunkepul, nytænkende dancemoves og dybtfølte kærlighedserklæringer. For rullende kameraer har vor tids Romeo og Julie, aka. Ulven Peter og Amalie Szigethy, forelsket sig og blevet tvunget til at tage hjerteskærende afsked – to gange!
Vi har også været vidne til vaskeægte broderkærlighed med strandløven Michaels selvopofrende gerning for sin White House potential-lillebror Henrik. Kun en af brødrene måtte blive i ’Paradise Hotel’s tiende sæson, så Michael kastede sig selv i den oppustelige badering og sejlede så afsted. Ud af paradiset. I poolen. Det var ikke blot smukt og tårevædet, men også ualmindeligt sjovt. Jeg forestiller mig, at en stakkels pooldreng har skullet trække martyren ud af et rensningsfilter et par dage efter.
Og så har ’Paradise Hotel’ skolet os. Vi har lært, at “russisk roulette” ikke er noget, man kan gå klædt som, men er et dødsens farligt spil – skulle nogen være i tvivl. Og apropos spil, så har ‘Paradise Hotel’ lært os vigtigheden i at ”spille spillet”, og at det absolut værste, man kan gøre som “paradiso”, er at være på badeferie. Der er næsten også altid en eller flere sprogkyndige, der lærer de resterende gæster og seerne, at det altså hedder ”at bære nag” og ikke, som så mange fejlagtigt tror, ”at bære den af”.
’Paradise Hotel’ er stedet, hvor damerne altid rimende erklærer, at de har fundet en ”bedste venind’ herind’”, og hvor herrerne udtrykker deres begejstring gennem et højtråbende ”VIGTIGT!”. Det er stedet, hvor man ikke kysser med nogen, men på nogen, og hvor det altid er røven, der er udsat eller står for skud. Det er stedet, hvor et “breeeeeeeeeeeeeev” skaber angst hos alle gæsterne. Og ja, for generation Y er fysiske breve da også et sjældent syn og måske primært noget, der forbindes med rudekuverter – de skaber vel uro hos os alle.
Og jeg er skyldig. Jeg knuselsker sgu det hele! Men det har taget mig mange år at turde stå frem som ‘Paradise’-fan, for vi er jo en nation af reality-hadere, er vi ikke?
Sådan går den intellektuelle fortælling i al fald, og reality er lige så udskældt som P-vagter og hurtige kulhydrater. Det er tv-genren, der gør den kloge og belæste dansker dum. Så måske jeg ved denne indrømmelse af mit reality-indtag er modig, eller også er jeg, som fortællingen bebuder det, blevet dum.
Men så hiver jeg altså jer andre med i faldet. For jeg kan da umuligt være alene om at bidrage til de høje seertal. Og når DR – Danmarks public service-leverandør, om jeg må be’ – elsker reality, så gør resten Danmark det vel også?
Bevares, DR kaster en kærlighedscoach ind som kommentator og kalder deres programmer for eksperimenter og dokumentarer, men let’s face the reality (!) – programmer som ’Mit Hemmelige Match’ og ’Alphaeksperimentet’ er det pureste reality. Og danskerne æder det råt.
Hotel eller højskole?
Og hvorfor egentlig? Fordi vi elsker at grine af alle de dumme mennesker, der vælter rundt og opfører sig på en måde, som den dannede tilskuer aldrig selv ville gøre det. Det er i hvert fald en hyppig forklaring, når jeg har vredet brystvorten om på folk for at få dem til at erkende, at de selvfølgelig også ser reality og tvinger dem til at give en forklaring på hvorfor. Men det er jo den løgneste løgn. Reality-deltageren er ikke en eller anden fjern alien-lignende figur i badedragt. De er ikke de vodka-indtagende ”andre”, men de vodka-indtagende ”os”.
For ’Paradise Hotel’ er ikke et smugkig ind i en lille isoleret fest i Mexico, men et indblik i en allestedsværende fordrukken ungdomskultur. Går du en tur gennem den københavnske Gothersgade, den berygtede Jomfru Ane Gade i Aalborg eller en af landets mange Crazy Daisys, kan jeg love dig for, at du også der vil se et utal af korte kjoler, bare og olierede mandemaver, kaninører, basarme, snav og intriger.
”Okay, men jeg kunne aldrig finde på at udstille mig selv på tv,” tænker du så nok. Og nej, det er da ikke alle, der hverken inviteres ind eller ønsker at troppe op foran Viasats, Kanal5’s eller DR’s professionelle kamerafolk, men enhver Instagram- eller Snapchat-profil er vel også en lille solo reality-kanal?
LÆS OGSÅ:
Søndag morgen kan man som almindelig SoMe-forbruger underholdes af en lang videokavalkade af ølbong-parate, shotsdrikkende, tungeslaskende, opkastende, borddansende stive-Lis-typer, der med håndholdte kameraer og på bedste reality-maner har livestreamet og foreviget den forgangne nats strabadser. Behøver jeg understrege, hvor meget det minder om at se et afsnit ‘Paradise’?
Ligeledes er den identitetspolitiske udvikling, der sker i den generelle danske ungdom også nået til Mexico. ‘Paradise’-holdet har længe opretholdt en binær køns- og seksualitetsforståelse, blandt andet gennem dreng/pige-pardannelsen. Men ‘Paradise’ har lyttet med og er blevet woke. I år må de spændte deltagere nemlig danne par med, hvem de vil uanset køn – eller det måtte de i hvert fald den første uge.
Jeg siger ikke, at ‘Paradise Hotel’ ikke viderefører problematiske kønsstereotyper – for det gør det. Siden programmets start har det næsten altid været alfahannerne, der som selvudnævnte “store spillere” har styret hotellet og taktikken, alt imens de kvindelige deltager har været mere fokuserede på at vinde den eftertragtede titel som ‘Miss Paradise’ – eller som den booty-shakende Julie sagde det i en af de seneste sæsoner: “Det er mega vigtigt, at jeg ikke ryger ud i dag. Jeg har en drøm om ‘Miss Paradise'”.
Den gamle forestilling om de magtfulde hanner og de pyntesyge hunner optræder i den grad i ‘Paradise’, men det gør den jo også i resten af landet – uagtet at der, thank god, er sket en udvikling på denne front. Jeg vil derfor vove den påstand, at ‘Paradise’ ret fint afspejler den brede, danske ungdomskultur – herunder også ungdommens mere problematiske tendenser. Hvorvidt man er fan af den kultur, er en anden sag.
Måske kan vi faktisk gå så langt som at kalde ’Paradise Hotel’ for en slags udenlandshøjskole? Nu er jeg selv tidligere højskolegænger, og der var måske lidt mindre silikone i brysterne og mere Beatles end Bro over højtalerne, men der er bestemt flere lighedspunkter.
Der var sang, dans, druk og venskaber. Der var tildelte sovepladser og spirende forelskelser. Og præcis som på ‘Paradise Hotel’ var der også en skolerektor, der smed folk ud, hvis de ikke indordnede sig reglerne eller var voldelige, krænkende eller på anden måde ubehagelige.
’Paradise Hotel’s skolerektor hedder Rikke Gøransson og trådte eksempelvis i karakter forrige sæson, hvor hun bortviste seerfavoritten Türker, efter han havde kastet en vandflaske i hovedet på sin partner Sarah. Godt, Rikke!
Jeg kan da godt forstå, hvis du hellere vil på midtjyske Testrup end på mexicanske ‘Paradise’ – det vil jeg også hellere selv. Men der er måske slet ikke så langt fra Midtjylland til Mexico, som vi tror, og mon ikke faderen af højskolebevægelsen Grundtvig selv har taget et bodytequilashot eller to?
‘Paradise Hotel’ sendes tirsdage, onsdage og torsdage kl. 16 og kan bl.a. ses på Viafree
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
