”Det er meget let at træde tilbage. Det er ikke så let at blive. Det er meget let at bøje sig for en stormagts ønske. Det er en anden sag at stå imod.”
Sådan indleder Dag Hammarskjöld en tale til FN i forbindelse med Congos kamp for uafhængighed fra belgisk kolonistyre. Scenen er vist i filmen og er et godt billede på den idealisme, der gennemsyrede diplomaten Dag Hammarskjöld.
Filmen om ham, der har fået titlen ‘Hammerskjöld’, foregår i kølvandet på Congos uafhængighed og frem til, at Dag Hammarskjöld dør i et flystyrt. Han var på vej for at mødes med den daværende, selvudråbte leder af den mineralrige provins, Katanga, Moïse Tshombe. Planen var at forhandle en våbenhvile på plads mellem oprørere og regeringen i Katanga-provinsen i nabolandet Congo. Flyet nåede dog aldrig frem. Men var det en pilotfejl, eller blev den svenske diplomat myrdet?
Filmen er instrueret af den danske instruktør, Per Fly. Han begejstrede både publikum og anmeldere med sin danmarkstrilogi ‘Bænken’, ‘Arven’ og ‘Drabet’. Nu står han i front for denne svenske produktion ’Hammerskjöld’, der skildrer den intense og rørende fortælling om den svenske diplomat og politiker. Samtidigt sætter den også fokus på den komplekse og tidsaktuelle opgave at formidle fred.
Det er Mikael Persbrandt, der spiller den altoverskyggende hovedrolle med stærkt modspil fra danske Thure Lindhardt.
Idealisten Dag Hammarskjöld
“Dag Hammarskjöld var en helt ekstraordinær politiker. Det, han var, findes nok ikke i dag,” siger Per Fly, og sætter sig til rette i stolen.
Disse ord indkapsler filmens centrale figur og dens budskab. Hammarskjöld var ikke bare en politiker og diplomat; han var en idealist med visioner om global fred og retfærdighed. Som FN’s generalsekretær gjorde han en afgørende indsats for global fred og afkolonisering.
”Han var en ’over the top’-karakter. Han boede på Manhattan i en to-etagers lejlighed med en abe, samtidig med at han var ekstrem privat,” fortæller Per Fly og fortsætter.
”Han lukkede ikke nogen folk ind. Han var en stor gåde, og det tiltalte mig. Han er en spændende karakter, samtidig med at han med sit job på det her tidspunkt var den måske mest magtfulde mand i verden.”
Digtene blev vejen ind
Dag Hammarskjöld havde et rigt indre liv, som de færreste kendte til, mens han levede. Han skrev digte. Digte, som senere er blevet udgivet i bogformat og solgt verden over. Det var også gennem de digte, at Per Fly lærte personen bag idealisten at kende.
”Når man skal have en god hovedkarakter i en fiktion, så skal jeg helst have et dilemma mellem det, man vil, og det, man behøver. Og de skal helst stå i modsat tegn. Det skaber en god karakter,” fortæller Per Fly og fortsætter:
”Vi ved ikke særlig meget om Dags liv, men han har efterladt et meget vigtigt vidnesbyrd, som er de her digte. Første gang, jeg læste de digte, tænkte jeg, det var noget rod. Og så læste jeg dem igen efter at have researchet på ham. Han skriver jo selv, at de digte er sandheden om hans liv. Og de er fyldt med gåder. Gåder om seksualitet og hele hans kærlighedsliv, som jo er ikke-eksisterende.”
Noget, der går igen i Dag Hammerskjölds digte, er følelsen af ensomhed. Og det endte med at blive gennem den følelse, at Per Fly og den svenske skuespiller Mikael Persbrandt fandt ind til ham.
”Michael Persbrandt har jo prøvet meget i sit liv. Han har taget for sig af rusmidler. Og han har haft det svært i nogle perioder. Men, når han stod på scenen, var det hans lykkeligste stunder. Fordi der vidste han alt, hvad han skulle gøre. Han var god. Han havde et regelsæt for, hvordan de skulle arbejde. Men når han kom hjem, så var han fucked. Det er lidt det samme med Dag Hammerskjöld, og det blev en nøgle ind til ham,” siger Per Fly.
”Som man også ser i hans digte, handler det om ensomhed, ensomhed, ensomhed. Det er frygteligt. Og der var grobund for et dilemma. Her er en helt, som skal gøre det, han skal. Men det sker med en pris. Det handler om menneskelige relationer. Kærlighedsrelationer. Fysiske relationer. Det savnede han helt vildt. Det skrev han ærligt om.”
Dag Hammarskjöld var også et meget belæst og intelligent menneske, forklarer Per Fly.
”Han troede på, at man skulle flytte alting ved at mødes menneske til menneske. Og det er jo også noget af det, jeg har taget op nu her, og grunden til, at jeg synes, han er interessant at tage op i dag. Fordi han rummer nogle værdier, og han starter op på den dekolonialisering, som jo stadigvæk er i gang. Det er jo en kæmpe kamp også i dag at få rykket vores syn på det.”
Per Fly håber, at filmen vil genoplive interessen for Dag Hammarskjöld og hans visioner om global fred.
“Han var måske den sidste generation, hvor der var en tro på fred i vor tid,” siger Per Fly.
“Naiv måske, men han havde i hvert fald en tro på det.”
Meget relevant i dag
Dag Hammarskjölds arbejde gennem FN, der sigtede mod at støtte det globale syds uafhængighed og afkolonisering, har en tydelig resonans i dagens politiske landskab – med krigen i Ukraine, som eksempel. Mens nogle hævder, at det globale syd står på Ruslands side, hævder andre, at de står på Kinas side.
Per Fly tror dog, at denne mistro i det globale syd til vestens høje standarder og holdninger også kan føret til nogle holdningsændringer hos os – i den måde vi ser på konflikter i verden på. Og måske også en vilje til at deponere et større ansvar tilbage til FN.
Filmen om Dag Hammarskjöld er derfor ikke blot en rejse gennem fortiden, men også en refleksion over nutidens geopolitiske realiteter. Den minder os om vigtigheden af at forstå og respektere de forskellige perspektiver og interesser, der eksisterer i verden i dag, forklarer Per Fly og fortæller:
”Det var netop kolonier og afkolonisering, jeg synes gav mening i forhold til i dag. Fordi der er så meget materiale. Vi tænkte også på at lave om hele hans liv. Men der fik vi bare et treatment på 350 sider, det vil sige et manuskript på 1.200 sider. Det er også derfor, den har været så længe undervejs. Der dukker hele tiden noget nyt op i historien om Dag Hammarskjöld,” siger han og griner.
Er det rart at være færdig?
”Jeg ser jo aldrig mine film. Jeg har set den svenske premiere, og nu skal jeg også se den danske, men ellers ser jeg aldrig mine film. Det er blevet noget, som lever mere som noget udenfor mig,” siger han og kigger tænksomt op.
”Jeg får stadigvæk breve angående ‘Bænken’, altså alt muligt. Så det lever, og så lever det i mig. Som noget, jeg har lavet, og er stolt af. Men der er ikke ligesom mere i det. Og der er det rart at binde en sløjfe på ’Hammerskjöld’, fordi det bliver ved og ved og ved,” siger Per Fly med et smil på læben og lettelse i stemmen.
Jeg skal have det sjovt
Per Fly skal have det sjovt, når han laver film og beskriver sin kreative proces som drevet af nysgerrighed. Han føler sig i sit es, når han kan eksperimentere og udforske nye ting, hvilket han har gjort med ’Hammarskjöld’ og også gør med den miniserie, han netop nu er i gang med.
”På den her film er det ekstremt meget kameraet, jeg fortæller med. Og det er simpelthen så pissesjovt, at jeg næsten føler, jeg er tilbage i filmskolen igen. Vi har en fest med at fortælle med kameraet,” siger Per Fly og lyser op.
“Der er kommet en generation med fx ’Parasite’, som gør, at jeg har lyst til at arbejde med kameraet på en anden måde. Og jeg bliver dybt fascineret af nogle andre præmisser. Så nu prøver jeg at arbejde med at få noget genre i. Altså noget mere håndfast kamerafortælling. Og det var der også på Dag Hammerskjöld, men det bliver ekstremt meget på den her serie, jeg er i gang med” fortæller Per Fly.
Han fortæller, at udover at skulle have det sjovt, er den største drivkraft at være nysgerrig.
“Jeg bliver ved, så længe jeg leder efter noget. Hvis jeg finder mig selv med noget, hvor jeg afvikler noget, som er skrevet, så gider jeg ikke. Så vil jeg lave noget andet. Det, der er den for mig, det er nysgerrighed. Jeg er nysgerrig på, hvad man kan med materialet. Jeg er nysgerrig på min hovedkarakter,” fortæller Per Fly.