I pophittet ‘Lucky‘ synger Britney Spears om en Hollywoodstjerne, der trods sin enorme succes er dybt ulykkelig. Mange har, siden den sang udkom, draget paralleller til Britney Spears’ egen liv, og spørgsmålet er, om hvad der i år 2000 var en uskyldig popsang, er blevet en selvopfyldende profeti?
Det kunne noget desværre tyde på, når man ser den nye dokumentar ‘Framing Britney Spears’, som New York Times og Hulu står bag.
Dokumentaren dykker ned i Britney Spears’ umyndiggjorte tilværelse, hvor hun lever under, hvad der på amerikansk jurasprog hedder et ”conservatorship” – altså under værge. Og det på trods af, at hun nærmer sig de 40 og er mor til to teenagere.
Hvad er et “conservatorship?”
Et “convervatorship” er en sag, hvor en dommer udpeger en person eller organisation (kaldet the conservator) til at være ansvarlig for en voksen (kaldet the conservatee), der ikke kan tage vare på sig selv eller håndtere sin økonomi.
Kilde: California Courts
Det er der ikke noget nyt i. Sådan har Britney Spears faktisk levet siden februar 2008. Det er dog først her de senere år, at vi er begyndt at tale om det, hvilket vi kan takke #FreeBritney-bevægelsen for. Men mere om den senere.
Britney Jean Spears startede sin karriere som barnestjerne, og som tiden gik, blev hun bare en større og større popsensation. Fra en del af castet i ‘The Mickey Mouse Club’ til global superstjerne med hits som ‘…Baby One More Time’, ‘Oops!… I Did It Again’, ‘Toxic’ og mange flere.
Et musikalsk bagkatalog som de fleste kender, samt salgstal i den helt høje popliga.
Far Jamie tog over
Alt kørte på skinner. Indtil det ikke gjorde det længere, og Britney Spears havde sit famøse og meget offentlige breakdown i 2007. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor psykisk sårbarhed ikke fyldte så meget i offentligheden, som det gør i dag.
Spears blev derfor et let offer for jokes i alle de store late night talkshows, ligesom hendes breakdown og den dertilhørende kronragning af mange bliver brugt som et sammenligningsgrundlag, når de gennemgår noget svært. Du kan for eksempel finde et hav af kopper med budskabet om, at hvis Britney Spears kunne klare år 2007, så kan du godt komme igennem dagen.
Lige siden har Britney levet som umyndiggjort på trods af, at karrieren ellers kørte videre. Og det er netop det forhold, dokumentaren dykker ned i.
Spears har nemlig siden 2008 ikke haft kontrol over sin egen økonomi, sin ejendom eller sine forretningsaftaler. Det har derimod været hendes far, Jamie Spears, der i mange år tog sig af netop det.
Den dag i dag er det Jamie Spears og den private organisation Bessemer Trust, der i samarbejde fungerer som Britney Spears’ værge, i modsætningen til tidligere hvor det kun var Jamie Spears.
Jamie Spears trak sig midlertidigt i september 2019 af helbredsmæssige årsager. Herefter overtog Jodi Montgomery som Britney Spears’ ‘care manager’. I august 2020 kom det frem, at Britney Spears var modstander af, at hendes far (efter endt sygdom) skulle vende tilbage som hendes værge. Sangerinden rejste derfor sagen i retten.
Den 10. november afviste en dommer Britney Spears’ ønske. Til gengæld blev organisationen Bessemer Trust gjort til ‘med’-værge, så det ikke længere kun var Jamie Spears.
Sagen er dog ikke slut endnu, da Britney Spears eftersigende ikke har opgivet at komme af med sin far som værge. Jamie Spears’ fortsatte værgemål skal derfor for en ny høring, i dag den 11. februar.
Nødvendigt eller big business?
Ifølge advokat og tv-vært Sunny Hostin er et ”conservatorship” som dette beregnet til folk, der ikke er i stand til at styre deres eget liv eller økonomi. Men når man som Britney Spears både kan optræde, passe sine børn og ellers få en hverdag til at fungere, rejser det netop spørgsmål ved berettigelsen af det ”conservatorship”.
LÆS OGSÅ:
I perioden hvor Britney Spears har været umyndiggjort, har hun nemlig udgivet fire albums, været dommer i ‘X Factor’, været på flere verdensturnéer samt optrådt fast i Las Vegas.
Det lugter i al stilfærdighed væsentligt mere af big business end et typisk formynderskab, og det er netop det, der har givet næring til den primært digitale #FreeBritney-bevægelse.
I dokumentaren møder vi både advokater, #FreeBritney-aktivister, paparazzifotografer, tidligere medarbejdere og mange andre. Bl.a. Felicia Culotta, der har fulgt Britney Spears fra en tidlig alder og arbejdet som hendes assistent. Hun optræder i dokumentaren med en del troværdighed og kommer med et af de hårdeste angreb mod det famøse conservatorship.
Hollywood støtter #FreeBritney
Free Britney-aktivisterne er formentligt glade for den nye dokumentar. For pludselig får bevægelsen en helt anden legitimitet. Fra at blive beskyldt for en nærmest konspiratorisk læsnings af Britney Spears instagramopslag, til nu at have stjerner som Sarah Jessica Parker, hele ‘The View’-holdet (amerikansk talkshow) og Bette Midler, der støtter op om bevægelsen.
En, der på den anden side nok næppe er glad for dokumentaren, er Britney Spears’ far, Jamie Spears, der fremstår som den onde, kontrollerende far, der vil leve fedt på sin succesfulde datters regning. Jamie Spears har tidligere kritiseret #FreeBritney-bevægelsen. Som så mange andre af folkene omkring Britney takkede han også nej til at deltage i filmen.
Selvom dokumentaren måske ikke bidrager med så meget nyt for garvede Britney Spears-fans, vil mange formentligt blive overrasket over, hvilke forhold Britney Spears lever under. Derudover giver den et utroligt godt indblik i, hvorfor Britney Spears endte, som hun gjorde.
Særligt svært bliver det, når man i dokumentaren ser klip fra perioden omkring Spears’ sammenbrud. Her får man hurtigt en grim smag i munden.
Det er i hvert fald en overvejelse værd, om vi alle har været med til at puste til ilden ved at latterliggøre Britney Spears i en svær periode af hendes liv.
Dokumentaren bidrager også med et kritisk blik på medierne. Bland andet i forhold til sexisme, hvor der er en række eksempler på, at Spears igennem sin karriere er blevet udsat for både upassende spørgsmål og udskamning fra en ganske ung alder. Helt tydeligt bliver det, når vi ser tilbage på gamle interviews, og Britney Spears skal svare på intimiderende og dybt private spørgsmål som: ”Er du stadig jomfru?”
Hvad mener Spears så selv?
Se, det spørgsmål er vi mange, der utroligt gerne vil have svar på. Hvad mener Britney Spears om #FreeBritney-bevægelsen, om dokumentaren og om sit liv under værge?
Hvis bare vi vidste det. Dokumentaren slutter af med at fortælle, at folkene bag filmen har forsøgt at henvende sig til Britney Spears, men at de ikke aner, om hun overhovedet har modtaget henvendelserne.
Britney Spears’ kæreste, Sam Asghari, har modsat Britney Spears været væsentligt mere åbenmundet og omtalt Jamie Spears som “a total dick”.
Nogle har også læst Britney Spears’ seneste Super Bowl-opslag som en skjult kommentar til dokumentarens premiere:
Britney Spears (selv?) har efterfølgende tweetet dette:
Derudover går der rygter om, at Spears faktisk arbejder på sin egen dokumentar. Forvirret? Du er ikke alene. Selv med den nye dokumentar er der desværre stadig flere spørgsmål end svar, når det kommer til den legendariske popstjerne.
Dokumentaren kan ses på TV2 Play fra lørdag d. 13. februar.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️